Danske soldater Afghanistan kan blive dødsstødet for den aktivistiske udenrigspolitik For første gang flertal mod militært engagement i internationale konflikter Danskernes opbakning til VK-regeringens militære aktivistiske udenrigspolitik er i frit fald. Det viser en omfattende undersøgelse af befolkningens udenrigspolitiske holdninger, som Zapera har udarbejdet for Ugebrevet. 52 pct. vil have det danske engagement afsluttet. 31 pct. vil endda have de danske soldater ud øjeblikkeligt. Regeringens vigtigste støtteparti, Dansk Folkeparti, problematiserer nu regeringens Afghanistan-politik: “Der er gået seks og et halvt år, og krigen er ikke vundet endnu, ” siger partiets udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, og kalder det meningsløst, at man f. eks. bruger ressourcer på at bygge skoler. Meningsmålingen er foretaget inden de seneste to dødsfald i Afghanistan og er derfor udtryk for et mere grundlæggende skred i danskernes tro på den militære aktivisme, som har været VK-regeringens udenrigspolitiske varemærke siden invasionen i Irak i 2003. Der er nu et flertal af danskerne, som anser, at Danmark i fremtiden skal engagere sig mindre i internationale konflikter. Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofoed, kalder tallene for “dybt foruroligende. ”