Kilde: Mandag Morgen/YouGov, 2014. [/graph]
Den stigende utryghed viser sig på en lang række meget forskellige områder, men der er en fællesnævner.
”Utrygheden er særlig tydelig hos de vælgergrupper, som Socialdemokraterne og særligt Dansk Folkeparti appellerer til,” siger Goul Andersen.
Utrygheden vender den tunge ende nedad: jo lavere social placering, des større utryghed.
”Utrygheden er udbredt, og det ser ud til, at følelsen af social og økonomisk utryghed også påvirker partivalget,” siger Jørgen Goul Andersen, der henviser til et endnu ikke afsluttet forskningsprojekt.
Samlet set er der ingen tvivl, mener han. Med sin kampagne sætter Socialdemokraterne fokus på det rigtige problem.
De frafaldne
Det er ikke kun vælgernes holdninger og prioriteringer, der har været i bevægelse. Også vælgerne selv har flyttet sig. Nogle socialdemokrater er selvfølgeligt rykket til andre partier i rød blok, men det store minus i regnskabet er de vælgere, som har skiftet det røde kryds ud med et blåt. En del er endt hos Venstre, men ifølge en opgørelse fra Politiko er særligt mange, dvs. ca. 75.000 socialdemokrater, endt hos Dansk Folkeparti.
”De højere funktionærer og de selvstændige er ikke flygtet fra Socialdemokraterne, men det er de traditionelle socialdemokratiske vælgere blandt de ufaglærte og faglærte arbejdere, og til dels også de lavere funktionærer,” siger Jørgen Goul Andersen.
Udviklingen siden valget i 2011 har betydet, at Dansk Folkeparti ifølge Politikos målinger er blevet det største parti blandt de kortuddannede vælgere. Selv siger Socialdemokraterne, at de mange vælgere er ”parkeret” hos Dansk Folkeparti. Underforstået at de altså kan vindes tilbage.
Spørger man Dansk Folkepartis vælgere om deres såkaldte andetvalg, altså hvilket parti de vil stemme på, hvis de af en eller anden grund ikke stemmer på Dansk Folkeparti, svarer omkring en fjerdedel, at de ville stemme på Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten. En stor gruppe DF-vælgere kan altså vandre tilbage over den for Socialdemokraterne så afgørende midterlinje. Skulle det ske, kan det for alvor øge Helle Thorning-Schmidts chancer for genvalg.
Sofavælgerne
Den største udfordring ligger dog i de vælgere, der ikke bare har flyttet sig fra Socialdemokraterne og til partier i blå blok, men har meldt sig helt ud af politik og tvivler på, om de kommer til sætte et kryds på stemmesedlen ved næste valg.
Der er ikke noget nyt i, at mellem 20 og 25 pct. af vælgerne tvivler, men op til sidste valg kunne man med held spørge de fleste tvivlere om, hvilket parti de hældte mest til, hvis de skulle stemme. Og når en del af tvivlerne så bekendte parti, var de ikke længere tvivlere, men potentielle vælgere. De er de ”bløde” tvivlere.
I dag er langt de fleste tvivlere ikke længere potentielle vælgere, men så meget i tvivl, at de ikke engang hælder til et af de politiske partier. De er det, analytikerne kalder ”hårde” tvivlere.
”Der er mange meget frustrerede socialdemokrater og også SF’ere i den hårde tvivlergruppe. De har vendt ryggen til Socialdemokraterne og SF, men de kan ikke få sig selv til at stemme på et blåt parti. Og så kan det ende med, at de bliver derhjemme,” siger Jørgen Goul Andersen.
Spørgsmålet er, om Socialdemokraternes kampagne kan vinde de frafaldne vælgere tilbage, altså de, der er ”parkeret” hos Dansk Folkeparti, og også om de hårde tvivlere alligevel kan formås til at rejse sig fra sofaen og sætte deres kryds ud for Socialdemokraterne. Det er Jørgen Goul Andersen ikke så sikker på.
”Helle Thorning-Schmidts helt store problem er, at mange af de flygtede vælgere oplever, at det er regeringens egen økonomiske politik, der har bidraget til den økonomiske utryghed, som de føler,” siger Jørgen Goul Andersen.
Derfor er kampagnens svage punkt ikke så meget budskabet om tryghed, men om Helle Thorning-Schmidt også troværdigt kan stå som afsender af lige netop det budskab. Og det ”kniber det med”, siger Jørgen Goul Andersen.
”Selve grundtanken er god nok, men det kniber med troværdigheden, fordi det til dels er regeringens egen politik, der har gjort folk utrygge,” siger han.
Der er forskellige grunde til, at flere og flere danskere føler sig utrygge. En forklaring er selvfølgelig krisen, der nu på syvende år påvirker økonomi og ikke mindst beskæftigelse. Men Helle Thorning-Schmidts mange reformer har også selv bidraget til vælgernes følelse af utryghed.
Dansk Folkeparti minder derfor gerne vælgerne om, at Helle Thorning-Schmidt for skade kom til at sige, at regeringen var gået ”reformamok”, da hun tilbage i 2013 skulle præsentere sin økonomiske politik på det årlige økonomiske topmøde i den schweiziske by Davos.
Tryghedens blå forkæmpere
Bevægelserne i vælgernes holdninger og ikke mindst deres prioriteringer er så tydelig, at tryghed og utryghed også bliver adresseret af Socialdemokraternes to hovedmodstandere, Dansk Folkeparti og Venstre.
Særligt Dansk Folkeparti er offensive på tryghedsdagsordenen. Her vil formand Kristian Thulesen Dahl helt som Helle Thorning-Schmidt have danskerne til at sætte det rigtige lighedstegn mellem tryghed og partivalg. Siden sommer har Dansk Folkepartis våben i den kamp været en kampagne med overskriften ”Tryghed og tillid – det er muligt”.
Også Dansk Folkeparti vil værne danskerne mod den sociale og økonomiske utryghed. Der skal være arbejde til alle, og man skal ikke hele tiden frygte for sit job.
Men Dansk Folkeparti har et par dimensioner til. De taler gerne om forskellen mellem det gamle og det nye socialdemokrati og minder hele tiden vælgerne om de mange reformer og forandringer, Helle Thorning-Schmidt har sat i værk.
De kæmper med andre ord om, hvem der bedst kan garantere danskernes velfærd, og her gælder alle trick. For Dansk Folkeparti er nationalromantikken ikke ny, og når Socialdemokraterne lander en kampagne, der taler til de vælgere, der betragter sig som danskere med stort D, så ligner det tyveri, lyder anklagen fra DF. Partiet har brugt vendingen ”Det Danmark vi kender” i sit arbejdsprogram.
Men ingen har tilsyneladende noget at lade den anden part høre. Da partiformanden hed Pia Kjærsgaard, gik DF til valg på sloganet ”Kjærsgaard – eller kaos”. Oven i købet trykt med en typografi hentet fra 1930’ernes Danmark, hvor Socialdemokraternes store landsfader, Thorvald Stauning, vandt danskernes stemmer og i vidt omfang også deres hjerter med sloganet ”Stauning – eller kaos”.
Oven i fnidderet kommer så udlændingespørgsmålet, der i valg på valg har været Socialdemokraternes akilleshæl.
Lige som Socialdemokraterne, har Dansk Folkeparti noteret, at flere danskere lægger vægt på det danske. I den diskussion er Dansk Folkepartis meritter gode, og partiet vil hellere have en grænsebom mere end en flygtning mere. For DF er svaret den stramme udlændingepolitik, som Socialdemokraterne først for alvor har taget til sig under Helle Thorning-Schmidt. Også denne gang vil de blå partier trække udlændingepolitikken ind i opgøret.
Nulvæksten: en garant for velfærd – om ti år
Med sin kampagne lægger Helle Thorning-Schmidt op til krig på to fronter. Hun ved, at hendes vælgere først og fremmest opfatter Dansk Folkeparti som et muligt alternativ. Men politisk set er Venstre som det andet statsministerparti stadig hovedmodstanderen.
Og her er kampagnens slet skjulte budskab, at når Socialdemokraterne står for ”Det Danmark du kender”, så står Venstre for de forandringer, ingen rigtig ønsker.
Men det er bare ikke helt rigtigt. Regeringen holder de offentlige udgifter i så stramme tøjler, som aldrig før. I 00’erne voksede de offentlige udgifter med mellem 1,5 og 2 pct. om året. Nu vokser de med 0,8 pct. om året. Og selv om Venstre vil kæmpe for nulvækst, så er det ikke et budskab om nedskæringer, men snarere om status quo.
”Venstre giver ikke Helle Thorning-Schmidt en gave i form af sparekrav, der vil skære i den offentlige sektors størrelse. De siger status quo, og det kan de fleste nok leve med,” siger Jørgen Goul Andersen.
Han mener, at Socialdemokraterne får en udfordring med at overbevise vælgerne om, at nulvækst i realiteten betyder minusvækst. Omvendt er nulvæksten en del af Venstres fortælling om, at der skal være råd til velfærden ikke bare i morgen, men også om 5 eller 10 år – et perspektiv, Socialdemokraterne ikke har. Det er derfor langt fra givet, at nulvæksten kan blive det skræmmebillede, der for alvor kan sende vælgere på flugt fra Venstre og tilbage til Socialdemokraterne.
De svære odds
Det kommende valg vil i modsætning til valgene siden 1998 være præget af ikke bare to, men tre store partier, der tilsammen henter stemmer fra to tredjedele af vælgerkorpset. Det er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
[graph title="Blå bloks forspring mindskes" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />