Her i februar har jeg besøgt vores partneruniversitet i San Diego, hvor vi finpudser materiale til det årlige akkrediteringsbesøg og samtidig foretager visiteringssamtaler til optaget på vores bachelor- og masteruddannelser. Men det, der i særdeleshed farver mit besøg i byen, er oplevelsen af, hvad USA’s nye præsident gør ved de ellers så livsglade og easy going californiere.

Det er selvsagt ikke et entydigt billede, men særligt her i det sydlige Californien, som både kulturelt, socialt og økonomisk er tæt forbundet med Mexico, er mange rystede over Trumps første uger i jobbet, og ikke mindst over hans noget plumpe kommunikationsstil. Senest har indrejseforbuddet for mennesker fra en række muslimske lande været genstand for heftig diskussion. Dels fordi USA jo er skabt af indvandrere, og dels fordi Trumps politik ikke kun går ud over udenlandske statsborgere, men også vil få stor betydning for amerikansk økonomi og jobskabelse.

I uddannelsesbranchen betyder det helt konkret, at mange unge fra de pågældende lande ikke vil kunne få adgang til eftertragtede amerikanske universitetsuddannelser. Det har aldrig været nemt at komme ind i USA, men nu er det så blevet helt umuligt. Det er måske ikke en jobmæssig katastrofe nu og her, men hvis indrejseforbuddet skal tages som et udtryk for Trumps visioner, når det gælder vidensudveksling ind og ud af USA, ja, så kan det ret hurtigt komme til at sætte sig dybe negative spor i uddannelses- og forskningsverdenen. Især her i Californien, hvor mange universiteter lever af studerende fra andre verdensdele, og hvor tech-selskaberne er helt afhængige af udlændinge med skarpe it-kompetencer.

Trumps brutale ’tromle-politik’ og høje aktivitetsniveau på Twitter sikrer ham sikkert rekorder på en stribe områder, men det minder mig også om, hvor godt, bredt og stærkt et politisk fundament vi har i Danmark. På trods af at det politiske liv – også herhjemme – er flyttet fra lokale partiforeninger til Facebook og Twitter, og at der er stigende kritik af alt for uigennemskuelig og sjusket lovgivningsarbejde, ja, så fungerer den demokratiske præmis, som vores velfærdssamfund er baseret på, stadig forbilledlig godt.

Seneste eksempel er den 180 graders vending, som regeringen i sidste uge klogt lavede på sit eget forbud mod dobbeltuddannelse. Det var et grimt forslag, som absolut ikke har groet i min baghave, og som kun blev fremsat for at finansiere aktiviteter for 300 mio. kr. på dagpengeområdet. Forslaget blev heldigvis modtaget med en storm af protester fra studerende, undervisningsverdenen og ikke mindst erhvervslivet. Regeringen valgte at frafalde det oprindelige forslag, og det viser for mig at se, at saglige argumenter og faglig viden heldigvis stadig virker i dansk politik.

Et andet eksempel er det forslag, som uddannelsesminister Merete Riisager (LA) har fremsat om at give 50 folkeskoler lov til at eksperimentere med kortere skoledage. Det går ellers stik imod intentionerne med folkeskolereformen, hvor de længere skoledage med mere understøttende undervisning var et centralt element. Riisager udfordrer altså som minister det grundlag, som den regering, hun er medlem af, ellers skal forsvare.  Det er hendes demokratiske ret, og jeg synes, det beviser, at det danske demokrati netop er stærkt, fordi det konstant kan testes og trykprøves af både ydre og indre kræfter.

Jeg har tidligere været positivt indstillet over for det amerikanske topartisystem med det helt tydelige og klare valg og det tydelige og klare ansvar. Men efter et par uger i Trumps USA bliver jeg nu nødt til højlydt at hylde det danske flerpartisystem og den danske politiske kultur, hvor man ikke hele tiden opdeler hinanden og befolkningen i winners og losers, men forsøger at opnå indflydelse ved at have en vis respekt for hinanden, ved at lytte, forhandle og være villig til at gå på kompromis.