Skal de sælge Danmark?
Sports- og kulturfolk blandt de mest profilerede . . .
… men de bruges ikke i kampen om den globale opmærksomhed
Direktør efterlyser nytænkning
Når den globale markedsføring af Danmark inden længe skydes i gang, vil det formentlig ske uden nogle af landets mest potente trækheste. Selvom sportsudøvere og navne fra populærkulturen hører til de mest omtalte danskere i udlandet, tyder intet på, at de vil blive inddraget i den ny markedsføringsindsats. Det er en skam, mener flere i den danske sports- og kulturverden. Ugebrevet har set nærmere på, hvilke danskere der inden for de seneste to år har formået at give Danmark og danskerne mest omtale i alverdens medier. Analysen viser også, at 17 af de 25 mest pressevante danskere er sportsudøvere som Daniel Agger, Peter Gade og Thomas Bjørn samt filmfolk som Lars von Trier, Susanne Bier og Mads Mikkelsen. “Hele tanken om at markedsføre Danmark er rigtig. Men hvis det bliver, som det altid har været, hvor man laver en ‘dansk uge’ et eller andet sted på jorden, når vi ingen vegne, ” siger Peter Aalbæk, direktør for Zentropa.