Annonce

De Konservatives forfærdelige uge

23. maj 2010 kl. 10.58

"You’re simply the best. Better than all the rest...” Det var i september 2008, at Lene Espersen til tonerne fra Tina Turner og kaskader af konfetti blev kåret som den nye konservative dronning efter Bendt Bendtsen.

I dag – knap to år efter – er stjernen falmet. Sidste uge blev der føjet yderligere et par kapitler til den konservative nedturssaga. Lene Espersen fik endnu en rejsesag på nakken – denne gang en tur til Malaga for at fejre Dronning Margrethes fødselsdag ved et arrangement for udlandsdanskere.

Den konservative nedtur

Figur 1 | Forstør

Lene Espersens nedtur afspejler sig I meningsmålingerne.

Kilde: Professor Søren Risbjerg Thomsen for Altinget.

Samme dag som regeringen præsenterede sin nye genopretningsplan, mistede den sit flertal, da den konservative Per Ørum Jørgensen sluttede sig til Pia Christmas-Møller og ­Christian H. Hansen i Løsgængernes Spøgelsesbrigade, som Weekendavisen har døbt dem.

Espersen måtte også se en af sine mærkesager – skattereformen – blive udskudt i to år, samtidig med at konservative profiler som Jakob Axel Nielsen, Helge Adam Møller og Naser Khader efterlyser mere langsigtede reformer. Dermed stikker de kniven lige ind i regeringens akilleshæl. Da Lene Espersen selv luftede tanken om ændringer af efterlønnen, skabte det stor intern splittelse i regeringen, som tog lang tid at få løst.

Havde Lene Espersen i meningsmålingerne ligget på den pæne side af de 10 pct., som partiet fik ved sidste valg, kunne hun tage lidt lettere på situationen. Men den seneste meningsmåling lavet af Catinéts for Ritzau gav hende en politisk kæberasler med blot 7,2 pct. af stemmerne.

Ved at skubbe den populære Per Stig Møller væk fra posten som udenrigsminister håbede hun at få en mere solid platform til at bringe sit parti ud af Venstres skygge. Nu kan hun højest håbe på, at den konservative nedtur ikke koster regeringsmagten efter næste valg.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026