De små skridts udenrigspolitik

På papiret har EU haft en udenrigsminister, en udenrigstjeneste og en udenrigspolitik, siden Lissabon-traktaten trådte i kraft den 1. januar. I praksis er EU dog stadig langt fra noget, der kan kaldes en europæisk udenrigspolitik.

Det demonstrerede EU-landenes stats- og regeringschefer i torsdags, da de ved EU-topmødet i Bruxelles skulle drøfte EUs strategiske forhold til udenrigspolitiske partnere. Debatniveauet var mildest talt banalt. EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, startede diskussionen med en powerpoint-præsentation, hvor hun udpegede ni lande – herunder USA, Kina, Japan og Rusland – som EU i dag anser for at være partnere af særlig strategisk interesse.

Problemet er imidlertid, at EUs strategiske interesser i forhold til disse lande er vidt forskellige.

EUs manglende strategiske sans på det udenrigspolitiske område blev da også demonstreret tydeligt tidligere på ugen, da Unionen tabte en afgørende afstemning i FN med cifrene 76-71. EU havde foreslået, at lederen af EUs Europæiske Råd, Herman van Rompuy, skulle tildeles taleret i FN, og at EU skulle være officiel FN-partner med ret til at cirkulere papirer, fremsætte ændringsforslag og med egen plads i FN-forsamlingen. Men det afviste et FN-flertal. Bl.a. med den begrundelse, at EU ikke havde forklaret sine intentioner godt nok. Selv EU-venner som Canada og Australien afstod fra at støtte forslaget.

Der er dog lys forude for den europæiske udenrigspolitik. Catherine Ashton foretog i sidste uge de første udnævnelser til sin europæiske udenrigstjeneste. Der blev bl.a. udpeget meget kvalificerede kandidater til at dække Kina og Japan. Danskeren Peter M. Sørensen blev udpeget som EU-repræsentant i Skopje. Han er Danmarks ledende balkankender og en af de mest erfarne diplomater, når det gælder de komplicerede politiske spil i regionen.

Ashton ser altså ud til at satse på kvalitet. Problemet er imidlertid at Europa-Parlamentet på et møde i aften vil præsentere en liste over udnævnte EU-ambassadører, som de ønsker til høring i Parlamentet. Det skaber risiko for, at Ashtons kvalificerede udnævnelser bliver genstand for intern EU-politik og splid.