Negativt mediebillede er ødelæggende for folkeskolen
Ensidig debat skaber politiske hovsa-løsninger
Lærere og forældre vælger folkeskolen fra
Aldrig tidligere har folkeskolen fyldt så meget i den offentlige debat som i år. Men den megen omtale er direkte ødelæggende for skolens fremtid, da den stort set altid fokuserer på folkeskolens svagheder. For eksempel handler hver tredje avisartikel om integrationsproblematikken; et forhold som kun ca. 6 pct. af landets skoler føler sig ramt af. Ikke overraskende giver 8 ud af 10 skoleledere nu udtryk for, at debatten kun er med til at skabe dårlig stemning på landets lærerværelser. Konsekvenserne er skræmmende: Folkeskolen har i dag massive problemer med både at tiltrække nye og fastholde ældre lærere. Lærerseminarierne har netop oplevet et dyk i ansøgertallet på 10 pct. Samtidig har privatskoler en klart større tiltrækningskraft på unge forældre. Endelig kan det konstateres, at skolernes tillid til politikerne har nået et nyt lavpunkt: Således mener 97 pct. af skolelederne i dag, at den offentlige debat får politikerne til at foretage skadelige hovsa-løsninger.