Dobbelt udfordring Dagblade kæmper den forkerte krig Konkurrenterne er ikke Metro og Nyhedsavisen, men Google og Microsoft Morgendagens gevinst er på internettet De danske dagbladsgeneraler har formøblet 12 års overskud på at udkæmpe den forkerte krig. I kampen mod de nye gratisaviser har de forsømt at omstille sig til den digitale tidsalders nye medieforbrug og ruste sig til det 21. århundredes egentlige og afgørende mediekrig: krigen om annoncekronerne på nettet. Allerede i 2008 vil internettet indhente dagbladene målt på annonceomsætning. Og i 2009 vil digital markedsføring definitivt distancere det samlede salg af trykte annoncer i dagblade, lokalaviser, søndagsaviser og ugemagasiner, viser en fremskrivning, som reklamebureauernes brancheforening har foretaget for Ugebrevet. En række eksperter påpeger over for Ugebrevet, at mediecheferne har forsømt at udnytte højkonjunkturerne til at etablere en langsigtet strategi. Nu står de med en dobbelt udfordring: De skal på en gang gennemføre barske besparelser i den gamle kerneforretning og skabe en helt ny forretningsmodel på det digitale marked, hvor de er oppe mod globale giganter som Google, Microsoft og News Corp.