Den nye økonomi er langtfra så død, som aktieanalytikere, investorer og økonomer hævder. Selvom IT-selskaberne er ude i den alvorligste krise på aktiemarkederne nogensinde, er der fortsat gods i den nye økonomi. Det siger tre internationale eksperter samstemmende til Ugebrevet. De påpeger, at den gamle økonomis virksomheder er ved at tilegne sig den nye økonomis styrker ved at investere i e-handel og organisationsudvikling. Og at de tilbageblevne dot.com’er omvendt er ved at lære sig de klassiske forretningsdyder. Selvom krisen, der startede for præcist et år siden, langtfra er overstået, vil nye markedskrav og dynamik overflødiggøre den skarpe sondring mellem ny og gammel økonomi, mener de. Kampen mellem nye og gamle forretningsprincipper vil gradvist blive afløst af en konvergens mellem virksomhederne i den nye og den gamle økonomi.