Den olympiske opskrift på ny vækst

Den danske medaljehøst ved OL i London var en logisk konsekvens af det fokuserede og målrettede arbejde med eliten og talenterne. I vækstpolitikken forventer vi derimod, at vinderne skabes af sig selv, hvis blot vi sikrer rammevilkårene. Danmark sakker bagud på konkurrenceevne, produktivitet, innovationsevne, udenlandske investeringer osv. Derfor haster det med at udvikle en national vinderkultur.

Danmarks medaljehøst ved OL i London var den største siden 1948. Og succesen i det store hele logisk og forudsigelig. Team Danmark havde på forhånd udpeget, hvilke sportsgrene og atleter der havde størst mulighed for at gøre sig internationalt gældende – og gennem mange år satset målrettet på at føre dem frem til succes. Det var stort set også dem,  der indfriede forhåbningerne og sikrede medaljerne.

Team Danmarks mission er talentudvikling – for relativt små midler. Det årlige budget er på godt 130 millioner kr., der skal opfylde mange andre formål end at sikre topresultater ved olympiske lege. Men hvordan havde den danske medaljehøst været, hvis Team Danmark havde brugt alle pengene på klubhuse og træningsfaciliteter – og regnet med, at resultaterne ville komme af sig selv?

Dét har i vidt omfang været holdningen i erhvervspolitikken. Her er det god liberal logik at bruge støttekronerne på at sikre de bedst mulige faciliteter – for herefter at lade de frie kræfters spil sørge for resten. Man har håbet, at det i sig selv ville fostre nye vækstvirksomheder, der kunne erobre internationale vinderpositioner og sikre Danmark ny velstand.

Login