Det er næsten for godt til at være sandt.

Men uanset om vinderen af det kommende folketingsvalg bliver Venstres Lars Løkke Rasmussen eller Socialdemokratiets Mette Frederiksen, vil Danmarks næste statsminister have mange flere milliarder kroner på kistebunden, end de samfundsøkonomiske regnestykker viser i dag.

De mange ekstra penge kan bruges på mere velfærd, nye skattelettelser eller andre højt prioriterede ting.

Efter valget skal den nye regering nemlig lave en ny økonomisk plan for Danmark. En såkaldt 2030-plan. Den skal afløse den nuværende 2025-plan. Den seneste status fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at 2025-planen helt aktuelt giver politikerne et råderum til nye pengekrævende initiativer på 21,5 milliarder kroner. Men det tal gælder vel at mærke kun, hvis præmissen er, at der skal være balance i de offentlige budgetter om seks år, altså i 2025.

Rykker man målstregen fem år frem – og det tyder alt på, at en ny regering vil gøre – så vil der med et slag være dobbelt så mange frie midler til rådighed til nye skattelettelser eller mere velfærd. Beregninger, Cepos har foretaget for Mandag Morgen, viser, at en kommende 2030-plan kan mere end fordoble råderummet til hele 45 milliarder kroner.

"Danmark har meget sunde offentlige finanser, og der er et stort råderum på ca. 45 milliarder kroner frem mod 2030. Råderummet kan både håndtere de stigende offentlige udgifter, som følger af, at der bliver flere ældre og flere børn, og så er der også penge til andre ting," siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

Der ligger med andre ord en skattekiste for enden af regnbuen med ekstra 23 milliarder kroner og venter på vinderen af valget. Se figur 1.

Planernes store betydning

Siden 1997 har samtlige regeringer i Danmark lavet store økonomiske planer, der rækker flere år ud i fremtiden.

Planerne spiller en nøglerolle i dansk politik. De fastsætter både størrelsen af det økonomiske råderum og, måske endnu vigtigere, de mål, som Danmarks økonomiske politik skal styre efter.

I disse planer fremgår det for eksempel, hvordan det politiske Danmark agter at prioritere imellem unge og gamle, levende og kommende generationer samt offentlig og privat. Det er her, nogle af de vigtigste politiske visioner for Danmarks fremtid bliver foldet ud.

"De økonomiske planer har meget, meget stor betydning og er hele omdrejningspunktet for den økonomiske politik," siger Mads Lundby Hansen.

Målet med planerne er i al sin enkelhed at sikre balance på de offentlige budgetter i slutåret. Lige nu styrer regeringen og Folketinget efter, at underskuddene på de offentlige budgetter skal være væk i 2025.

Den kommende plan, 2030-planen, giver mulighed for at udskyde balancepunktet fra 2025 til 2030.

Det kunne lyde som noget af et bogholderkneb. Men det er det ikke, understreger professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen.

"Politikerne beslutter selv, hvornår der skal være balance på de offentlige budgetter. Hvis ikke de synes, råderummet er stort nok, kan de udskyde balancepunktet. Hvis politikerne gør det, har de nogle flere penge at gøre godt med i årene frem til 2030," siger Bo Sandemann Rasmussen.

Løkkes store og glemte plan

Regeringens nuværende plan, 2025-planen, vidner om, at Lars Løkke Rasmussen er fuldt bevidst om det politiske potentiale i de store økonomiske planer.

Som finansminister udpegede han efter valget i 2015 sin partifælle Claus Hjort Frederiksen, som ofte lod sig fotografere ved sit skrivebord, hvor der stod et skilt med teksten "Hvor skal pengene komme fra?" 

Det spørgsmål svarede Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen selv på, da de havde brug for ekstra penge til at finansiere skattelettelser. Svaret kom i august 2016, da de fremlagde deres nye 2025-plan.

Den var suppleret med en omfattende liste med reformer, der spændte lige fra skattelettelser i både bund og top over en forhøjelse af pensionsalderen med et halvt år og en SU-reform til en nødbremse, der skulle reducere det store antal asylansøgere.

Deres ambitiøse plan – den såkaldte Helhedsplan – var en af de største samlede politiske planer i flere årtier og lagde op til kæmpemæssige omvæltninger af samfundet og omfordelinger på tværs af generationer. Vi skulle helt tilbage til Poul Schlüters plan fra 1989 – kendt som "Århundredets plan" – for at finde noget tilsvarende.

Det viste sig dog, at Løkke havde gabt over for meget. Han kunne ikke samle opbakning til sin store plan. Efter dannelsen af VLAK-regeringen måtte han skrue en revideret – og mindre ambitiøs – 2025-plan sammen. Og det er denne plan, han styrer efter i dag.

Det paradoksale er, at der forud for valget i 2015 stort set ikke var nogen debat om visionerne for en 2025-plan. Det var først i månederne op til selve fremlæggelsen i 2016, at planen for alvor fandt vej ind på den politiske agenda, og det pludselig blev svært at åbne en avis uden at skulle læse om Løkkes store økonomiske plan.

Også denne gang har de to statsministerkandidater – Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen – været tavse forud for folketingsvalget om de prioriteringer, de gerne vil foretage i forbindelse med den næste langsigtede økonomiske plan, 2030-planen.

Bogholderiknebet

Spørgsmålet er så, om det økonomisk set er i orden, når politikerne igen og igen skubber balancepunktet i dansk økonomi lidt ud i fremtiden? Først til 2025 og efter valget til 2030?

Når professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen skal vurdere en plan, der flytter kravet om balance i de offentlige finanser fra 2025 til 2030 for på den måde at forøge det økonomiske råderum, har han særligt fokus på to forudsætninger, som skal være indfriet.

Den første forudsætning handler i bund og grund om, hvorvidt der stadig er langsigtet økonomisk holdbarhed. Er der for eksempel sat penge nok af til velfærden om 5 år, om 10 år, ja ganske langt ude i fremtiden? Pengene skal med andre ord passe, selv om der fremover bliver flere ældre.

Den anden forudsætning handler om, hvorvidt Danmark i de enkelte år holder sig inden for EU-landenes fælles målsætning om, at det såkaldte strukturelle underskud på de offentlige budgetter højst må være en halv procent af bruttonationalproduktet, BNP.

Bo Sandemann Rasmussen vurderer med henvisning til bl.a. de økonomiske vismænds rapporter om dansk økonomi, at den langsigtede holdbarhed er på plads.

"Økonomien ser rigtig god ud – også på langt sigt. Den er faktisk ikke bare holdbar, men overholdbar. Det skyldes først og fremmest, at politikerne på Christiansborg har vedtaget, at tilbagetrækningsalderen hele tiden skal stige. Det er en meget vigtig forklaring på, at de offentlige finanser er sunde og også bliver ved med at være det," siger han.

Fra nytår blev pensionsalderen for eksempel hævet fra 65 til 65,5 år, og det vil fortsætte, indtil pensionsalderen i 2030 vil være 68 år. Allerede i 2020 skal Folketinget endnu engang tage stilling til, om pensionsalderen skal hæves, så den i 2035 ryger op på 69 år.

Alt tyder også på, at underskuddet på de offentlige budgetter holder sig under den halve procent af BNP. Alligevel lurer faresignalerne.

Op med pensionsalderen

For i lyset af de intense diskussioner om nedslidning og ret til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet kunne det være fristende for politikerne at droppe de planlagte stigninger af pensionsalderen fra velfærds- og tilbagetrækningsaftalerne.

Hvis politikerne begynder at pille ved disse grundforudsætninger, kan det påvirke den langsigtede holdbarhed og dermed få fundamentet under dansk økonomi til at vakle.

"De offentlige finanser er kun sunde og holdbare, fordi pensionsalderen hele tiden hæves, i takt med at danskerne levere længerere. Hvis ikke politikerne holder fast, bliver råderummet mindre, og økonomien mindre holdbar," siger Bo Sandemann Rasmussen.

Forudsætningerne for, at regnestykkerne holder, er altså, at politikerne holder sig til planerne og i 2020, midt i den kommende valgperiode, hæver tilbagetrækningsalderen som planlagt.

"Det afgørende er den langsigtede holdbarhed. Den kan sagtens være på plads, selv om man udskyder balancepunktet med 5 år. Det vigtigste er, at regering og folketing signalerer, at de tager balanceproblemerne seriøst," siger han.

Bo Sandemann Rasmussen betegner striben af økonomiske planer som en succeshistorie. Internationalt er de med til at forklare, hvorfor Danmark er et af kun meget få lande med den eftertragtede AAA-rating. Her er Danmark i selskab med lande som Schweiz, Sverige og Norge.

Generationer i kamp om råderummet

Ove K. Pedersen, der er professor emeritus ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School og kendt som ophavsmand til begrebet "konkurrencestaten", siger, at de økonomiske planer spiller en helt afgørende rolle for økonomien og ikke mindst for de mål, økonomien også skal styre efter.

"Vinderen af valget skal udforme den næste store plan, 2030-planen, for Danmarks økonomi. Den slags planer er det vigtigste finanspolitiske styringsredskab og definerer det økonomiske råderum mange år frem," siger han.

Ove K. Pedersen understreger, at de økonomiske planer ikke bare er en stabel regneark, der viser, hvor mange penge, der ligger i det økonomiske råderum. Det er også her, en regering udpeger de vigtigste mål, økonomien skal styres efter.

Spørgsmålet er for eksempel, om målet for 2030-planen endnu en gang skal være at forøge arbejdsudbuddet, sådan som 2025-planen og de fleste af dens forgængere har lagt op til, eller om andre og nye mål skal i centrum.

"Der findes næppe noget mere søvndyssende end økonomistyring, men det er ikke desto mindre her de egentlige politiske visioner kommer til syne, og de største politiske beslutninger træffes," siger han.

Lige nu lægger både Venstres Lars løkke Rasmussen og Mette Frederiksen op til omfattende reformer af sundhedsvæsenet, et område, der først og fremmest servicerer den ældste del af befolkningen. Når Mette Frederiksen derudover taler om en reform af hensyn til nedslidte og ældre borgere, er det igen af hensyn til den ældste del af befolkningen.

"Vi kan få nogle prioriteringer af råderummet, der i særlig grad tilgodeser de ældre, og det udfordrer det, jeg vil kalde generationskontrakten i samfundet," siger han.

Den kontrakt bygger på, at borgere i den erhvervsaktive del af livet betaler den skat, der i høj grad finansierer udgifter til børn i bl.a. vuggestuer, børnehaver og skoler og til ældre, der oftere trækker på sundhedsvæsenet og senere også skal have mulighed for at bo i en plejebolig.

"Vi ved, der bliver flere ældre, og de er nu så mange, at de kan afgøre, hvem der bliver statsminister. Det kan ende med en konflikt mellem generationer," siger Ove K. Pedersen.

Frem med prioriteringerne

Mads Lundby Hansen fra Cepos understreger også, at råderummet frem mod 2030 er betydeligt og i stor udstrækning kan gå til andre tiltag end øget offentligt forbrug som for eksempel lavere skat. Specielt hvis den offentlige sektor kommer til at køre lidt længere på literen, og produktiviteten bliver sat yderligere i vejret.

Cepos beregninger bygger nemlig på, at det stigende antal ældre og børn de kommende år kan udløse en ekstra regning – i økonomisprog kaldet demografisk træk – på 38 milliarder kroner frem mod 2030. Men så stor behøver regningen ikke at blive, mener Mads Lundby Hansen. 

"Det demografiske træk behøver slet ikke at være så dyrt i forhold til råderummet. Hvis produktiviteten i den offentlige sektor stiger med 0,5 procent om året, hvilket svarer til det historiske niveau fra 2008 til 2017, vil det demografiske træk ikke være 38 milliarder men kun på 10 milliarder. På den måde vil det økonomiske råderum kunne bruges på andre tiltag som for eksempel lavere skat eller udbygning af det offentlige serviceniveau," siger Mads Lundby Hansen.

Det store spørgsmål bliver så, hvad der skal styre den økonomiske politik frem mod 2030?

Mads Lundby Hansen fra Cepos så gerne, at den kommende regering fortsætter med at hæve arbejdsudbuddet for at øge vækstpotentialet.

"Lige fra socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussens første økonomiske plan fra 1997 har der været fokus på at hæve arbejdsudbuddet, og man må sige, at det er lykkedes. Siden 2000 er der gennemført reformer, der har hævet arbejdsudbuddet med over 200.000 personer frem mod 2025," siger han.

Det skyldes en lang række reformer, hvor Anders Fogh Rasmussens Velfærdsaftale fra 2006 og Lars Løkke Rasmussens Tilbagetrækningsreform fra 2011 har givet de største bidrag. I Løkkes reform fra 2011 blev både efterlønsalder og pensionsalder hævet, og samtidig blev efterlønsperioden afkortet fra 5 til 3 år.

"Lars Løkke Rasmussen har med sine reformer skabt en stor del af det økonomiske råderum. Nu har han igen muligheden for at fortælle danskerne om, hvordan han vil prioritere den offentlige økonomi. Det burde han – og andre politikere – gøre før et valg," siger Mads Lundby Hansen.