En myte står for fald. Trods omfattende investeringer i uddannelse og velfærd bliver det stadig sværere at bevæge sig op ad den sociale rangstige i Danmark.

Fakta er, at underklassens børn i stigende grad ender i nøjagtig samme position som deres forældre. Og selv om den udvikling et gået ekstra stærkt i de seneste ti år, så er den sociale mobilitet for alle indkomstgrupper i samfundet blevet mindre gennem de seneste 30 år.

Det er det nedslående budskab fra to spritnye undersøgelser. Der er tale om kendte tendenser i både Danmark og også i et internationalt perspektiv, men de to undersøgelser viser, at udviklingen nu både går hurtigere, slår hårdere igennem og rammer flere grupper, end forskerne hidtil har været klar over.

”Hvis man er vokset op i underklassen med forældre på kontanthjælp eller på førtidspension, er det blevet sværere at bryde ud. Det er rigtig ærgerligt, fordi de fleste af os mener, at børn skal have lige muligheder. Desværre er det så gået i den forkerte retning,” siger Jonas Schytz Juul, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.

Hans analyse fokuserer på, hvordan det er gået med voksne børn af kontanthjælpsmodtagere eller førtidspensionister. Og her er tendensen endda meget tydelig. For ti år siden endte hver fjerde af underklassens børn selv i underklassen som voksen. I dag er det hver tredje. Se figur 1.

To forskere, danske Martin D. Munk og californiske David J. Harding, påpeger med en lidt anden tilgang også, at social arv betyder stadig mere for stadig flere grupper i samfundet. Ud fra en ny metode viser de således ret opsigtsvækkende, at det ikke kun gælder for underklassen. Munk er professor i sociologi ved Aalborg Universitet, og Harding er lektor i sociologi ved University of California, Berkeley.

”Vi kan se, at der er en overraskende tung social arv i grupperne i bunden og også i toppen af indkomstskalaen. Vores analyse viser også, og det er helt nyt for os, at det bliver sværere at bevæge sig både ind og ud af grupper med en mellemindkomst,” siger Martin D. Munk, der ligefrem taler om, at den sociale mobilitet i hele samfundet er ved at ”fryse til”. Se figur 2.

Anbefalingen til statsministeren

Danmark har i en international sammenhæng kunnet bryste sig af en større social mobilitet mellem generationer end i de fleste andre lande.

Når den sociale mobilitet er ved at fryse til, sker det på et tidspunkt, hvor også uligheden stiger – og hvor flere danskere er fattige.  Også denne udvikling er ikke bare dansk, men finder også sted i de fleste andre OECD-lande.

Noget af dette skyldes pres fra både teknologi og globalisering. Men også fra politisk hold har skiftende regeringer i Danmark med reformer af bl.a. skat og overførselsindkomster bidraget til den øgede ulighed.

”Talrige reformer gennem de sidste 25 år har haft som mål at forstærke incitamenterne til at arbejde frem for at være arbejdsløs. Det har så typisk haft den sideeffekt, at det øger uligheden,” siger professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen. 

Samtidig er flere danskere blevet fattige, fordi de over tre år har haft en indkomst, som svarer til halvdelen af den gennemsnitlige indkomst i samfundet. I dag gælder det godt 1 pct. af den voksne befolkning. Før årtusindskiftet kunne halvt så mange karakteriseres som fattige. 

Denne samtidige udvikling af mindsket social mobilitet, stigende ulighed og stigende fattigdom er bekymrende. Det siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.

”Vi har set, at den sociale arv betyder mere og mere, og vi har i mange år set, at uligheden stiger. Men nu slår udviklingen hårdere igennem. Det er bekymrende, fordi vi så kan få et samfund, hvor nogle grupper høster de store gevinster, mens andre bærer omkostningerne,” siger han.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen afholdt topmøde om Danmarks økonomiske udfordringer på Marienborg kort før sommer sidste år, var Torben M. Andersen netop en af de to hovedtalere.

”Min anbefaling var – og er – at indsatsen mod ulighed og mod opdelingen af samfundet i det, man kan kalde vindere og tabere, skal helt op i toppen af den politiske dagsorden. Det er en kerneopgave for samfundet at sikre, at alle har lige muligheder. Det er ikke tilfældet, og nu går udviklingen i den forkerte retning,” siger han.

Mobilitet og social klasse hænger sammen

I dag er det næsten gammeldags at tale om sociale klasser. De fleste vil mene, at sociale klasser hører til i en anden tid, dvs. før alle blev til lønmodtagere eller forbrugere. Men de to undersøgelser afdækker nogle helt tydelige sociale mønstre i forbindelsen mellem børn og forældre. Samfundets sociale klasser er ikke forsvundet, de har bare ligget i dvale og er nu ved at dukke frem igen.

”Når vi taler social arv, så har den sociale baggrund stadig større betydning for, hvordan børnene klarer sig. Hvis forældrene er på kontanthjælp eller på førtidspension, så ender flere og flere af deres børn selv på kontanthjælp eller med en førtidspension,” siger Jonas Schytz Juul.

AE taler lige frem om en ”underklasse” af borgere med marginal tilknytning til arbejdsmarkedet. Det vil som oftest være borgere på kontanthjælp, førtidspension eller i enkelte tilfælde også langtidsledige. De er fælles om at stå uden for arbejdsmarkedet i mere end 80 pct. af tiden.

Samtidig med, at børn får stadig sværere ved at bryde ud af forældrenes sociale klasse, er uligheden steget. Selv om udviklingen er slået hårdere igennem i andre lande, er der også i Danmark tale om en markant stigning. Se figur 3.

Et spørgsmål kunne selvfølgelig være, hvordan den stigende ulighed og den nedsatte sociale mobilitet hænger sammen. Det er imidlertid lettere at stille spørgsmålet end at give svaret.

”Vi kan se, at uligheden stiger, og vi kan se, at flere børn har svært ved at bryde ud af den sociale position, de er født ind i, men vi kan ikke bevise, at ulighed fører til mindsket social mobilitet.  Flere internationale studier peger dog på en tydelig sammenhæng. Her kan vi se, at lande med en høj ulighed også har en lav social mobilitet” siger Jonas Schytz Juul.

Gifte forældre med job bedst for børn

I sine undersøgelser har Martin D. Munk og David J. Harding ledt efter forklaringer på, at den sociale mobilitet i Danmark mindskes.

Inden vi hører de to forskeres resultater, er det værd at huske på, at Danmark i årevis har investeret milliarder i uddannelse for at give alle de bedst mulige forudsætninger for blandt andet at bryde den sociale arv og med gode uddannelser i hænderne og kompetencer mellem ørerne at få bedre job end deres forældre.

Når både uligheden stiger, og den sociale mobilitet mindskes, kan vi se, at de mange mia. kroner til uddannelse ikke har løst den opgave. 

Til gengæld betyder forældrenes og senere også børnenes grad af tilknytning til arbejdsmarkedet overraskende meget.

”Hvis ikke forældrene har den store tilknytning til arbejdsmarkedet, så tyder vores analyse på, at det trækker ned i forhold til den sociale mobilitet. Forældrenes manglende tilknytning til arbejdsmarkedet har så stor og kraftig en betydning, at uddannelse ikke kan kompensere for det,” siger Martin D. Munk.

Og så er der en ting til. Det betyder også noget for børnenes livsmuligheder, om deres forældre lever sammen, eller om de bliver skilt.

”Vores analyse tyder også på, at børn med en familie, hvor mor og far holder sammen, har større mulighed for at løfte sig eller undgå nedadgående mobilitet end skilsmissebørn,” siger han.

Martin D. Munk trækker lidt på smilebåndet, når han siger, at hans resultater er sådan lidt old school.

”Tilknytningen til arbejdsmarkedet og familien har tilsammen en meget stor betydning for, om børn løfter sig – eller om de falder ned,” siger han.

Det er oven i købet sådan, at skilsmisser vender den tunge ende nedad. Jo mindre tilknytning til arbejdsmarkedet, des flere skilsmisser. De to old school forhold kan altså forstærke hinanden og skaber en forældre- og familiekultur, der får betydning for børnene.

”Vi har undervurderet betydningen af familien og troet på, at velfærdsstaten kunne træde til, når familierne måtte give op. Vores analyser tyder på, at det ikke er lykkedes ret godt,” siger Martin D. Munk.

Tilbage står så Danmarks milliardstore investering i uddannelse.

”Uddannelse kan give den enkelte et bedre liv og mulighed for at få et velbetalt job. Så uddannelse giver rigtig god mening, men selv de gode muligheder for at tage en uddannelse kan ikke kompensere for børnenes familiemæssige baggrund, når vi taler om social mobilitet” siger han.

Ulighed – et politisk problem

Her kommer så dilemmaet. For der er brug for uddannelse. Et miks af ny teknologi og globalisering presser særligt de ikke-faglærte job. I Danmark er der i mange år forsvundet op mod 1.000 ufaglærte job – om måneden.

”Udviklingen lige nu skaber muligheder for nogle befolkningsgrupper og presser andre. Det gælder særligt for borgere, der ikke har fået en uddannelse,” siger Torben M. Andersen.

Det giver derfor god mening, når et af regeringens 10 mål for at øge den sociale mobilitet netop handler om, at ”flere 18-21-årige, der har modtaget en social foranstaltning inden for de seneste fem år, skal være i gang med eller have gennemført en ungdomsuddannelse”.

Det er tilsvarende ærgerligt, at det så også er netop disse to mål, hvor regeringen i Den Socialpolitiske Redegørelse fra forsommeren noterer, at udviklingen er gået tilbage.

Torben M. Andersen peger på, at når det ikke lykkes at tage en ungdomsuddannelse som f.eks. håndværker, så afspejler det sig i den enkeltes jobmuligheder. Og når arbejdsmarkedet lige nu tilbyder stadig færre ufaglærte job, er den ufaglærte stadig mere udsat.

Og så er der igen en af de sammenhænge, der påvirker borgerne i bunden mest.

”Lever man et liv på kanten af arbejdsmarkedet, så påvirker det også ofte børnenes skolegang. Man får en gruppe af børn og unge, der ikke får ret meget ud af uddannelsessystemet. Ligesom deres forældre får de job på kanten af arbejdsmarkedet,” siger Torben M. Andersen.

Den udvikling betyder, at en gruppe borgere og deres børn låses i en position, hvor de ikke får del i de fordele, udviklingen også byder på.

”Hvis alle ikke har lige muligheder for at få en andel af gevinsterne lige nu, så kan det give både sociale og politiske problemer. Stigende ulighed påvirker den sociale sammenhængskraft. Danmark har kunnet gennemføre ret omfattende reformer uden de store protester, mens den samme type reformer har udløst generalstrejke eller store demonstrationer i de sydeuropæiske lande, hvor uligheden er større end i Danmark,” siger Torben M. Andersen.