Den store omstilling efter reformen

Sjældent har et reformforslag været så misforstået og fejlfortolket som regeringens skattereform, der blev fremlagt i den forløbne uge. Inden for realpolitikkens kalkulerende univers er regeringens skattereform nemlig et i grunden fremragende og meget velgennemtænkt udspil. Den lægger op til nøje afstemte finjusteringer af skattebyrden, så danskerne får større incitamenter til at arbejde i kraft af et højere beskæftigelsesfradrag og en lettelse i topskatten for en kvart million mellemklassedanskere. I alt lettes skatten på arbejde med 14,1 milliarder kr. En stribe økonomer har rost regeringen for udspillet, fordi de vurderer, at et manglende arbejdsudbud er en af de store trusler mod den langsigtede finanspolitiske holdbarhed. Og ifølge en meningsmåling fra Gallup støtter 52 pct. af danskerne regeringens skattereform.

Reformen er således designet til at støtte middelklassen, og samtidig skal den definitivt parkere den for SF nedslidende Carina-debat med forslaget om ikke længere at lade overførselsindkomsterne blive reguleret i takt med lønudviklingen. Det giver samtidig S-R-SF-regeringen en kant til støttepartiet, Enhedslisten, hvis politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen var hurtigt ude at sige, at partiet ikke kan lægge stemmer til, at de arbejdsløse og førtidspensionisterne skal betale for skattelettelsen i toppen. “Vi lægger ikke stemmer til, at man stjæler tre milliarder fra de ledige,” var budskabet fra Enhedslistens frontfigur, mens lederen af den borgerlige opposition, Lars Løkke Rasmussen på Venstres vegne skruede prisen for et forlig til højre op med krav om reelle skattelettelser for helt op til 13 milliarder kr.