Vi har en tendens til at ignorere det, fordi det er temmelig pinligt for et land, der betragter sig selv som tilhørende den bedste del af verdenseliten sådan rent udviklingsmæssigt med vores højt besungne velfærdssamfund og en nærmest lykkelig befolkning. Men undersøgelser viser, at 600.000 voksne danskere har svært ved at læse, regne og begå sig i den digitale verden. Det er helt fundamentale færdigheder på en moderne, effektiv arbejdsplads i det digitaliserede samfund. Og situationen er desværre ikke blevet markant forbedret igennem de senere år, hvor nye generationer er kommet ud af uddannelsessystemet. Jo dårligere eller svagere kompetencer fra starten, desto mindre lyst er der til at deltage i efteruddannelse, så kompetencegabet udlignes ikke, og kompetencegabet fortsætter.

Med denne udfordring in mente er der rigtig god grund til at nikke anerkendende til den overenskomstaftale, som er indgået på industriens område for de kommende tre år, med et uddannelsesløft på 200 millioner kr. afsat til en særlig indsats for at løfte medarbejdere med læse- og skrivevanskeligheder, til at give kompetenceudvikling til ufaglærte, så de kan blive faglærte, og til at videreuddanne faglærte og funktionærer.

Man må håbe, at den tankegang, som ligger bag brugen af midlerne i Industriens Kompetenceudviklingsfond til ordblindeundervisning, til erhvervsuddannelser for voksne og særlige moduler på akademi- og diplomuddannelserne, vil kunne medvirke målrettet til at skaffe nogle af de mange veluddannede faglærte, som vi kommer til at mangle om ganske få år. Og man må håbe, at prioriteringen af uddannelse spreder sig til de øvrige overenskomstområder, der forhandler lige nu.

Med til billedet hører desværre et helt urimeligt hemmelighedskræmmeri omkring størrelsen af de ophobede midler i arbejdsmarkedets kompetencefonde, der kunne sættes meget mere i spil på efteruddannelsesområdet. Og læg dertil de ubrugte 2,6 mia. kr. ophobede AMU-midler, som også kunne sættes i arbejde. Penge er der tilsyneladende nok af her. Derfor må der lyde et massivt wake-up-call til de ufaglærtes organisationer om at få sat deres medlemmer i sving med en opkvalificering, og til arbejdsgiverne om at tænke på fremtiden, inden det er for sent.

28 pct. af de voksne danskere har svært ved at bruge it, 16 pct. har svært ved at læse, og 14 pct. har vanskeligheder med regning. Det er en pinlig status, som bør kalde på andet end en indsats fra arbejdsmarkedets parter. Hvor er den samlede politiske indsats for fundamentalt at nedbringe disse høje procenter? Jovist. Under trepartsforhandlingerne her i foråret, når de nye overenskomster er i hus, er det regeringens intention, at man skal tage fat på en styrkelse af voksen-, efter- og videreuddannelsesordningerne og aftale reformer og indsatsområder. Men får det i sig selv hele det danske samfund engageret i at løfte den udfordring, vi står med? Desværre nej.

Regeringen burde skabe en helt anden og bredere samfundsindsats og samfundskontrakt for at få ændret på de her tal, hvis Danmark skal være i front på det digitale område. Engagere civilsamfundet og dets mange fremragende foreninger, grupper og netværk, public service-medierne, højskolerne og andre lignende institutioner i at være med til at løfte opgaven med at få alle med på den digitale vogn indtil et eller andet mindsteniveau. Dansk IT og Folkehøjskolernes Forening i Danmark har lavet et Folkeråd om Digital Dannelse. Det er en god start. Men der er plads til mange andre stærke initiativer til konkret handling.

De manglende læse- og regnefærdigheder og manglende it-kompetencer bidrager til den voksende ulighed, som ikke bare er et internationalt fænomen, men også et påtrængende dansk fænomen. Børn af forældre med svage læse- og regnefærdigheder og it-færdigheder har større udfordringer i skolen end andre, fordi de ikke kan få støtte hjemme, og det bidrager til, at den sociale arv ikke kan brydes trods årtiers snak om behovet for netop det.

De manglende kompetencer bliver en trussel mod vores velfærdssamfund og finansieringen af det i fremtiden, hvis vi ikke kan skaffe den bedste og mest veluddannede arbejdskraft til helt nye jobfunktioner, når robotter og kunstig intelligens tager over på nogle af de nuværende arbejdsområder. Det er den onde spiral med øget arbejdsløshed, sociale konflikter og øget mistillid til samfundets institutioner og til det politiske systems evne til at skabe løsninger.

Med industriens overenskomstresultat er der taget nogle vigtige skridt til både at styrke voksen- og efteruddannelsesområdet, løse en række familie- og seniorpolitiske udfordringer, til at give mere fleksibilitet til virksomhederne i arbejdstilrettelæggelsen og samtidig holde en ansvarlig økonomisk lønramme. Det er godt gået og et eksempel til efterfølgelse andre steder. Men det løser ikke i sig selv Danmarks kæmpe store og basale uddannelsesmæssige efterslæb.

Derfor en opfordring til regeringen om at lave en samfundskontrakt med mange flere aktører end arbejdsmarkedets parter om et bredt digitalt samfundsløft for alle og flere lettilgængelige veje til basale læse- og regnefærdigheder for dem, der har brug for en målrettet indsats der.