Modtager man kontanthjælp tidligt i livet, kan det være et første skridt til et liv på kanten af arbejdsmarkedet.

Ny forskning fra Vive om udsatte unge viser, at det meget store flertal, næsten 84 procent af unge mellem 18 og 24 år, som hverken har en erhvervsuddannelse eller et job, modtog kontanthjælp som 19-årige.

Og når først et ungt menneske er endt i gruppen af udsatte unge, bliver mange af dem hængende. I det tidlige efterår kunne Rockwool Fonden således påvise, at den gode økonomi i samfundet ikke trækker udsatte unge i arbejde.

Sådan plejer det ellers at gå, når økonomien går frem. Men denne gang hjælper selv den gode økonomi ikke udsatte unge ud af dødvandet.

Alligevel er en forsker som Noemi Katznelson ikke overrasket. Hun peger på, at mange virksomheder gerne vil åbne deres døre for udsatte unge, men samtidig stiger kravene til medarbejdernes kompetencer. Derfor er konkurrencen om de ufaglærte job meget hård, og det rammer udsatte unge, som oftest ikke har en uddannelse ud over folkeskolens 9. klasse.

”Disse unge skal hjælpes ud på arbejdsmarkedet. De er ofte bange for, at de er forkerte, i forhold til hvad de skal yde,” siger Noemi Katznelson, der i en årrække har forsket i unge på kanten og nu er professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.

Således har jobcentrene en ekstra udfordring med at hjælpe udsatte unge i job eller uddannelse.

”Der er lang vej til et job for mange udsatte unge. Det stiller store krav til jobcentrenes indsats. De skal både forberede de unge bedre på, hvad arbejdslivet indebærer, og de skal forberede virksomhederne bedre på, hvad det vil sige at have en af de sårbare unge i praktik,” siger hun.

Karrieren på kanten begynder i folkeskolen

I en international sammenhæng betegnes udsatte unge ofte som NEET’s, not in education, employment or training.

Ud fra den definition har en gruppe forskere fra Vive peget på særligt to forhold, der karakteriserer hele gruppen.

Modtager man kontanthjælp tidligt i livet, kan det være et første skridt til et liv på kanten af arbejdsmarkedet. For det andet viser Vive-forskernes resultater, at de udsatte unge også opnår markant lavere karakterer ved folkeskolens afgangseksamen. Livet på kanten af arbejdsmarkedet begynder altså allerede i folkeskolen. Se figur 1.

”Den tidlige kontakt til det sociale system og lavere karakterer ved folkeskolens afgangseksamen kendetegner særligt udsatte unge i forhold til andre unge,” siger seniorforsker Iben Bolvig fra Vives forskergruppe.

De to træk gælder stort set for alle udsatte unge. Derudover har udsatte unge oftere været kriminelle, de har oftere været i behandling i psykiatrien, og de har oftere haft fravær i folkeskolens udskoling sammenlignet med deres jævnaldrende.

Iben Bolvig peger dog på, at selv om flere udsatte unge for eksempel har begået kriminalitet, så gælder det stadig kun et mindretal af de udsatte unge.

”Hvis vi ser på de udsatte unge som en gruppe, er de meget forskellige. Hver femte har en kriminel baggrund, og det er en markant højere andel end andre unge, men det betyder også, at fire ud af fem ikke har en kriminel baggrund,” siger Iben Bolvig.

De klassiske sociologiske faktorer som kriminalitet, psykiatri og fravær i skolen kan sige noget om udsatte unge, men altså ikke karakterisere hele gruppen.

De forkerte unge

Ud fra sin forskning kan Noemi Katznelson nuancere billedet af udsatte unge. Hun peger på, at deres tilværelse på kanten af arbejdsmarkedet ofte fører til manglende selvtillid og manglende selvværd.

”De unge mærker, at der bliver stillet høje krav til deres kompetencer. Det gælder de boglige kompetencer og alle de andre ting, de unge skal leve op til. De skal for eksempel kunne sidde stille. Alt i alt er der massive krav til, hvad det vil sige at være normal. Udsatte unge føler ikke, de slår til, hverken fagligt eller socialt. De føler sig forkerte,” siger Noemi Katznelson.

Samtidig med at mange unge føler sig ved siden af, er de ofte alene med deres problemer. De får sjældent bearbejdet deres situation og oplevelser i samtaler med venner eller kammerater.

”Mange udsatte unge har ikke bare venner som andre unge, men er ofte meget svage på relationer. Hvis man spørger dem, hvem der udgør deres netværk, nævner de ofte meget få mennesker. Tit er det deres familie, og det er, selv om familien har svigtet dem den ene gang efter den anden,” siger hun.

Samlet set står udsatte unge ofte på et mere skrøbeligt menneskeligt fundament end mange af deres jævnaldrende. Det er ifølge Noemi Katznelson en vigtig forklaring på, hvorfor ’systemet’, i form af et jobcenter, kan have svært ved at hjælpe udsatte unge i job eller til at gennemføre en uddannelse.

”Som samfund er det svært at give udsatte unge det, de mangler. De savner mange gange noget så basalt som omsorg, og de savner sammenhænge, hvor de bliver elsket for dem, de er. Det er noget grundlæggende menneskeligt, som et system kan have svært ved at give dem. Man jobcentrene kunne have mere fokus på at hjælpe dem ind i sammenhænge, hvor de selv kan være med til at skabe de netværk og de relationer, de mangler,” siger Noemi Katznelson.

Arbejde er en abstraktion

Hvis man spørger de unge selv, oplever de store mangler i jobcentrenes indsats. Sådan lyder det i hvert fald i en undersøgelse fra Rockwool Fondens Interventionsenhed, som afprøver nye løsninger på sociale problemer ud fra et tungt forskningsbaseret grundlag.

I kvalitative interview udpeger 20 unge i alt fem punkter, hvor jobcentrenes indsats halter. Se figur 2.

Det første af de fem punkter er meget sigende. Her siger de unge, at jobcentrene forbereder dem på noget abstrakt. Det er noget af et paradoks, for jobcentrenes opgave med at formidle job virker umiddelbart som noget meget konkret.

Men udsagnet bliver lidt lettere at forstå, når man tænker på, at knap 84 procent af de unge ikke har påbegyndt en karriere på arbejdsmarkedet, men har lagt tilværelsen an på offentlige ydelser. Mange har måske slet ikke haft et arbejde – i hvert fald ikke over en længere periode.

”Når jobcentret for eksempel beder de unge om at skrive et cv, så ved de unge ikke, hvad de skal skrive, og hvad de skal lægge vægt på,” siger Jennie Winhall, sociolog i Rockwool Fondens Interventionsenhed.

Undersøgelsen viser også, at de unge ikke mener, de har haft den store indflydelse, når jobcentrene sender dem i praktik. Sat lidt på spidsen er praktikforløbene alt for meget jobcentrenes projekt og ikke de unges eget projekt.

”Nogle af de unge er begyndt i job og stoppet igen rigtig mange gange. En af de unge, vi interviewede, var faldet fra hele 21 gange. De unge oplever, at jobcentrene har et meget tydeligt fokus på at finde et arbejde eller påbegynde en uddannelse, men ikke på at fastholde dem i arbejdet eller på uddannelsen. De unge efterlyser et langsigtet perspektiv, der kan gøre løsningerne mere holdbare for dem,” siger hun.

Udsatte unge sætter ord på deres behov

Jennie Winhall efterspørger en ny tilgang til arbejdet med for eksempel udsatte unge. Hun vil flytte fokus fra udsatte unges problemer, fra deres manglende uddannelse eller manglende kompetencer til deres muligheder, til deres motivation.

”Vi skal have fokus på det, der kan flytte folk frem i deres liv. Som det er nu, kan det ende med, at jobcentrene fastholder de unge i deres sårbarhed og ikke får dem flyttet. Hvis vi skal flytte de unge, skal vi styrke deres relationer og tage udgangspunkt i det, de selv efterspørger,” siger hun.

Jennie Winhall er englænder og har arbejdet med relationel velfærd i en årrække. Hun har blandt andet været med til at stifte den britiske organisation Participle, der opbygger nye sociale indsatser med udgangspunkt i borgernes ressourcer og deres netværk.

Ud fra de 20 kvalitative interview med de udsatte unge danskere har hun opdelt dem i tre grupper defineret efter deres forskellige behov og ikke efter deres problemer.

”Opdelingen er ment som inspiration til at forstå de unge menneskers behov og ønsker,” siger Jennie Winhall.

Den første gruppe er de opdagelsesrejsende.

”I Danmark skal man meget tidligt vide, hvilken uddannelse man vil tage. En gruppe udsatte unge har brug for at afprøve sig selv i forskellige sammenhænge og se, hvad der tiltaler dem mest. For dem er udforskningen det vigtigste,” siger hun.

Her kan opgaven være at gøre udforskningen til en del af en læringsproces, så de unge trin for trin eller praktik for praktik får opbygget viden om den type arbejde, der passer dem bedst.

Den anden gruppe jager status og struktur.

”De unge her føler ikke, de bliver anerkendt, og leder efter en arbejdsidentitet, de kan træde ind i. De efterspørger en klar struktur og anerkendelse. De vil gøre det godt, hvis de hurtigt får et ansvar. Hvis de arbejder i en reception, kan det for eksempel være ansvar for nøglerne,” siger Jennie Winhall.

Den tredje gruppe ligner statusjægerne, men har i endnu højere grad brug for en person på arbejdet, som de kan se op til, og som på sin side påtager sig et klart ansvar for at lære dem op.

”De unge har brug for en vejleder eller læremester. De er usikre og har svært ved at tro på folk. De skal have tid til at udvikle tillid til deres vejleder eller læremester,” siger hun.