Analyse af 
Jakob Nielsen

Derfor kom der ny topchef i Statsministeriet

Mette Frederiksen fyrede sin departementschef for at få mere fart på sine politiske projekter. To vigtige opgaver venter på Slotsholmens nye, stærke kvinde, Barbara Bertelsen: Hun skal drive regeringen fremad og reformere embedsværket.

<span>Departementschef Barbara
Bertelsen siger farvel til Søren Pape Poulsen og goddag til Nick
Hækkerup i Justitsministeriet i København i juni 2019.&nbsp;Nu rykker hun selv videre til Statsministeriet.<br><br></span>
Departementschef Barbara Bertelsen siger farvel til Søren Pape Poulsen og goddag til Nick Hækkerup i Justitsministeriet i København i juni 2019. Nu rykker hun selv videre til Statsministeriet.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er mange måder at blive fyret på.

En af de mere usædvanlige er at blive indstillet af regeringen til et vigtigt job i Luxembourg – og at få godt seks måneder på et kontor i Erhvervsministeriet, hvor man kan sidde og forberede sig til den nye opgave.

Men sådan endte det for Christian Kettel Thomsen efter 28 år i staten, heraf de sidste 10 som topchef i Statsministeriet. Få mennesker holder længere i det job, så skiftet er naturligt, men den øjeblikkelige afgang demonstrerer, at statsministeren havde travlt med at få skiftet sin vigtigste embedsmand ud.

En time efter meddelelsen om Kettels afgang havde Mette Frederiksen udnævnt hans afløser, som begynder mandagen efter. 

Fakta
Jakob Nielsen (født 1971) er ansvarshavende chefredaktør på Altinget og Mandag Morgen.
Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har studeret international økonomi ved CBS. I en årrække har han været ansat på Politiken som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

PÅ DEN MÅDE har Mette Frederiksen nu hentet de to departementschefer, som hun selv ansatte i Thorning-regeringen, ind på nye topposter. Peter Stensgaard Mørch, som var Frederiksens departementschef i Beskæftigelsesministeriet, styrer Finansministeriet, og Barbara Bertelsen fra Justitsministeriet skal styre Statsministeriet.

Det bekræfter billedet af en statsminister, der helst omgiver sig med folk, som hun selv har opfundet og derfor kender og stoler på.

Men det ville være forkert at tro, at det kun handler om personlig kemi og tillid. Udskiftningen på de øverste etager på Slotsholmen er også udtryk for et generationsskifte, der får vidtrækkende betydning.

I regeringens vigtigste ministerier sidder nu departementschefer, der alle har det til fælles, at de elsker at tænke politisk – og at de er gode til det. Det gælder Barbara Bertelsen og Peter Stensgaard Mørch, men det gælder også folk som Lars Lose i Udenrigsministeriet og Morten Bæk i Energi- og Klimaministeriet.

 

DET ER FOLK, der kan lide at få idéer, og som bliver inspireret af at skabe forandring. Og det er, hvad kredsen omkring Mette Frederiksen ønsker sig. Retfærdigt eller ej, oplever den stærke og topstyrede regering, at mange af de øverste embedsmænd har haft for travlt med at pege på alle de ting, der kan gå galt – frem for at være kreative og søge løsninger.

Den opfattelse fik regeringen bekræftet fra første færd, da Mette Frederiksen inden sin tiltrædelse som statsminister besluttede at love en undskyldning til de såkaldte Godhavnsdrenge. Embedsværket advarede imod det og forsøgte at bremse meldingen, der kom i en tale på Folkemødet.

Mette Frederiksen stod fast – og sagen endte som en stor succes for den nytiltrådte statsminister. Sagt lidt skarpt ønsker Mette Frederiksen sig embedsmænd, der ser muligheder frem for problemer. 

 

SÅDAN EN embedsmand er Barbara Bertelsen. Hun er kendt som en arbejdshest, der driver mærkesager igennem med sin viljestyrke og sit engagement, uanset hvad de mere tøvende typer mumler i krogene.

Det gjaldt i Moderniseringsstyrelsen, hvor hun var med til at drive folkeskolereformen igennem, og det gjaldt i Justitsministeriet, hvor hun både som kontorchef og departementschef var med til at drive flere besværlige reformer igennem. Det gjaldt, da der skulle oprettes en kontroversielt dna-register, og det gjaldt i forarbejdet til den følsomme reform af politikredsene. 

Og det leder frem til den anden opgave, der venter på Barbara Bertelsen: Hun skal drive en besværlig og dybt kontroversiel reform af det danske embedsværk igennem. Hun skal hjælpe med at organisere Slotsholmen på en ny måde.

Det ville ikke overraske, hvis det omstridte politiske sekretariat i Statsministeriet med Martin Rossen i spidsen nu får tilført flere kræfter – muligvis også klassiske embedsmænd, som skal referere til den såkaldte stabschef. Det skal nok skabe ballade, men plejer er død efter Christian Kettels afgang.

 

MEN AMBITIONERNE rækker meget videre end det. Mette Frederiksen og hendes folk drømmer om at tænke det nuværende system helt forfra: Hvis departementscheferne i stigende grad bliver typer, der tænker og operer politisk på ministerens vegne – så skal der måske også findes folk, der i højere grad er gode til daglig drift.

Det kunne føre til en model med en politisk orienteret (men ikke nødvendigvis politisk udnævnt) departementschef og en mere driftsorienteret direktør for de enkelte ministerier.

Måske, lyder det i kredsen omkring statsministeren, kunne sådan en model have medvirket til at hindre nogle af de senere års skandaler i skatteforvaltningen, politiet, Socialstyrelsen og Forsvaret.

Nå ja, måske kunne sådan et system endda have bremset den nylige skandale i Justitsministeriet om politiets brug af forkerte oplysninger fra mobiltelefonernes telemaster. En skandale, der muligvis har ført til, at uskyldige er blevet dømt. Den sag er en plet på Barbara Bertelsens CV, fordi hun undlod at orientere den afgående justitsminister om den.

Men lige som der er mange måder at blive fyret på, så er der også mange måder at overleve på for den, der er dygtig og målrettet nok.

Omtalte personer

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet, statsrådssekretær
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Christian Kettel Thomsen

Nationalbankdirektør
cand.polit. (Københavns Uni. 1991)

Lars Gert Lose

Chef, Global Public Affairs, Copenhagen Infrastructure Partners
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1997)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu