Vi står foran en omfattende industrialisering af havet omkring Danmark. Kæmpemøller skal stå skulder ved skulder på op mod en tredjedel af det danske havareal. Vingerne bliver længere end en fodboldbane, og bare én af disse kæmpemøller kræver omkring 2.500 tons stål, 650 tons glasfiber og 60 tons støbejern. Prøv at gange det med de 20.000 møller, der efter planen skal bygges i Nordsøen. Det siger sig selv, at en udbygning i denne skala ikke er klimaneutral i selve byggefasen. Men det er forudsætningen for, at vi får grøn strøm nok til at producere al den brint og flydende brændstof, vi har brug for til fremtidens fabrikker, skibe og fly.

Det er ikke nogen lille øvelse, vi er ude i. Havet af vindmøller kræver enorme private investeringer; det kræver et politisk miljø, hvor investorerne stoler på, at rammebetingelserne ikke ændrer sig for meget undervejs. Det forudsætter også avanceret, troværdig og effektiv miljøplanlægning og fortsat udvikling af PtX-teknologier, som stadig i dag er utestede i stor skala. Og så kræver det, at vi holder hovedet koldt og bruger energien bedst muligt.

Den grønne omstilling af energien vil uundgåeligt belaste klimaet i byggeprocessen på et tidspunkt i klodens historie, hvor vi simpelthen ikke har råd til at udlede mere.

Men selv hvis vi lykkes med denne komplekse øvelse, og de mange tusinde kæmpemøllerne ender med at snurre på havet, så vil det – i de første år, hvor vi bygger om fra sort til grøn – stadig betyde, at vi lukker mere og ikke mindre CO2 ud. Den grønne omstilling af energien vil uundgåeligt belaste klimaet i byggeprocessen på et tidspunkt i klodens historie, hvor vi simpelthen ikke har råd til at udlede mere.

HVAD ER ALTERNATIVET, kan man med rette spørge. Til det er der jo kun ét temmelig tabuiseret svar, nemlig, at vi her og nu forbruger mindre, så det samlede regnestykke går op. At vi flyver mindre denne sommer. Spiser mindre rødt kød i denne uge. Køber mindre nyt tøj denne sæson. Tager cyklen i stedet for bilen i dag. Osv. Det fantastiske ved adfærdsændringer er, at de virker fra dag ét. Alligevel fylder de så godt som ingenting i regeringens klimaprogram.

I dag er præmissen for den politiske debat, at adfærdsændringer af den slags er et fatamorgana, og at politikere, der vover at foreslå dem, vil blive dyppet i tjære og rullet i fjer af vælgerne, inden de kasseres ved førstkommende valg.

Tillad mig at udfordre den præmis en smule. For måske er vi danskere lidt mere forandringsvillige end vores rygte, hvis de rette incitamenter er på plads. Diskussionen om adfærdsændringer og forbrug behøver ikke ende i en religionskrig om vækst eller degrowth. Der findes mellemveje, som er knap så dramatiske. Og måske kan vi også leve glimrende liv, der samtidig er mindre belastende for klimaet. 

Diskussionen om adfærdsændringer og forbrug behøver ikke ende i en religionskrig om vækst eller degrowth.

Hvis vi med ét slag kunne skære 20 procent af vores elforbrug, da Ukraine-krigen fik prisen på el til at eksplodere, så kan vi måske også skære lidt i vores øvrige mest klimaskadelige forbrug, uden at vores liv bliver dårligere af den grund. Ligesom det blev en folkesport at følge elprisen på app’en, vaske om natten og på andre måder indrette vores elforbrug smartere, så kunne der måske også gå sport i klimavenlig adfærd på andre områder, hvis vi kobler de grønne valg med en klar økonomisk gevinst?

I MANDAG MORGENS og Altingets kantine har vi fra den ene dag til den anden reduceret vores udledninger ret dramatisk ved at skære ned på det røde kød og servere lidt mere grønt, end vi plejer. Vores arbejdsliv er ikke blevet dårligere af den grund, og det føles ærlig talt ikke som den store revolution. Vi spiser lidt mere kylling, fisk og grønt, og selvom kantinen ikke køber så meget oksekød, så skader vores lille tiltag ikke væksten i samfundet. Vi bruger ikke færre penge hos grossisten – de går bare til mere klimavenlige varer.

Her på redaktionen arbejder vi i snit en dag mere hjemme, end vi gjorde før corona. Det er egentlig ikke et klimatiltag. Sådan er det bare blevet. Og vi har ikke regnet på, hvor meget udslip, det har sparet klimaet for. Men et godt bud er jo, at mennesker, der plejede at tage toget eller bilen til arbejde fem dage om ugen og nu nøjes med fire, har sparet miljøet og klimaet for 20 procent af den CO2, deres pendling plejede at lukke ud.  

Når vi er på kontoret, har vi, ligesom rigtig mange andre arbejdspladser, skruet lidt ned for varmen og skærpet opmærksomheden på, om lyset er slukket, når vi går, og om radiatoren er slukket, når vi lukker frisk luft ind ad vinduerne. Det går ikke ud over vores livskvalitet, men kan vi på den måde skære bare 10 procent af varmeforbruget, så skal der jo produceres 10 procent mindre energi til det formål. 

Det er ikke til diskussion, at vi skal have skiftet de fossile energikilder ud med grønne, og at det skal ske hurtigt og i stor skala. Men tænk, hvis vi havde samme ambition om at sætte turbo på adfærdsændringer, der vil hjælpe klimaet her og nu.  

Den absolut største del af vores udledning ligger i vores indkøb. Det gælder her på Mandag Morgen som for de fleste andre virksomheder. Her på redaktionen har vi gjort det til en sport at købe genbrug eller genanvendt. Og det har altså ikke gjort vores møder dårligere, at vi nu sidder på stole produceret af genbrugsplast. Eller at sofaen i hjørnet ikke er købt fra ny men doneret af en af journalisterne, der havde den til overs derhjemme (tak Laura). Og vi har heller ikke fået klager fra læserne over, at vores magasin nu bliver trykt hos det mest klimavenlige trykkeri, vi kunne finde. (Det blev ikke engang dyrere af det.)

Arkivreolen, sofaen og bordet her på mit kontor blev købt i Den Blå Avis. Det var billigere, lige så nemt som at bestille møblerne fra Ikea, og udvalget var større.

DET ER IKKE TIL DISKUSSION, at vi skal have skiftet de fossile energikilder ud med grønne, og at det skal ske hurtigt og i stor skala. Men tænk, hvis vi havde samme ambition om at sætte turbo på adfærdsændringer, der vil hjælpe klimaet her og nu.  

Hvad skal der til, hvis vi som borgere og virksomheder skal kompensere for den grønne energiudbygnings klimabelastning med en mere klimavenlig adfærd i byggefasen? Det regnestykke ville jeg gerne se en kliamambitiøs regering have modet til at lægge frem.

Hvor dyrt skal rødt kød være, før vi selv begynder at erstatte det med kylling, fisk eller grønne retter? Og hvor mange skal gøre det, for at vi kan bygge en af de nye kæmpemøller?

Hvis vi i fremtiden skal flyve til Thailand med grønt brændstof fra vindmøllestrøm og PtX, vil det koste så meget energi, at vi for den samme mængde strøm kan køre rundt i elbil i fire år – eller varme vores hus op med varmepumpe i 24 måneder. Under corona genopdagede vi glæden ved vandreture og ferier i vores eget smukke land. Men nu summer flyene igen over Kastrup Lufthavn og vidner om, at vores adfærd nok ikke for alvor ændrer sig, før klimaprisen også afspejler sig i billetprisen på flyrejsen.

Hvordan kan vi politisk give et klart signal om, hvilken adfærd samfundet forventer af virksomheder og borgere ved at give klare incitamenter til de mest klimarigtige valg? Det er den slags politisk klimalederskab, vi har brug for, hvis det skal se mindre sort ud for klimaet, mens vi bygger løs på fremtidens grønne produktionsapparat.