Data er råstoffet i den digitale økonomi, men for langt de fleste er de mange oplysninger, der opsamles om os, ikke noget, vi selv har mulighed for at udnytte eller tjene på. Tværtimod kontrolleres vores data af nogle få globale giganter, der tjener styrtende på at anvende vores data på måder, der ikke nødvendigvis er i vores egen interesse.

Der er en stigende diskussion om ejerskabet og kontrollen over data – med god grund. I de kommende år vil indsamlingen og analysen af data om alle aspekter af vores liv blive langt mere intens. Man kan frygte, at den allerede betænkeligt store ulighed i magten over data vil blive endda større.

Det er oplagt at sammenligne med det, der skete sidst, den teknologiske udvikling vendte rundt på de traditionelle magtforhold. Da industrialiseringen bredte sig i midten af 1800-tallet, endte det i nogle lande med at skabe enorm ulighed. Men i Skandinavien blev resultatet et relativt lige samfund, hvor langt de fleste nød godt af den økonomiske fremgang, som teknologien muliggjorde.

Dengang var andelsbevægelsen med til at sikre den brede deltagelse  i væksten – sammen med stærke fagforeninger og en demokratisk kultur forankret i højskolerne.

Spørgsmålet er nu, om vi kan skabe tilsvarende organisationsformer, der kan sikre, at den digitale økonomi i højere grad præges af medbestemmelse og udvikling til det fælles bedste?

Andelsbevægelsen i Danmark startede ved, at en gruppe landmænd gik sammen om at drive et mejeri. I fællesskab havde de råd til at anskaffe de dyre centrifuger til at fremstille smør og dermed hæve værdien af mælken.

Som medejere af produktionsudstyret fik medlemmerne andel i overskuddet og indflydelse på, hvordan virksomheden skulle drives. Det viste sig at være en vinderformel. I de følgende årtier bredte andelsbevægelsen og principperne om medejerskab sig til bryggerier, banker, forsikring, boliger og mange andre sektorer.

Andelsbevægelsen 2.0

I dag, i den digitale økonomi, kan store private virksomheder fuldstændig dominere forholdet til dem, der leverer og arbejder for dem, fordi de har kontrollen med data og algoritmer til at anvende dem.

I den digitale økonomi er platforme blevet fabrikkens afløser. Det er platformmodellen, der driver den digitale økonomis vindere som Amazon, Uber, Airbnb, Spotify og Alibaba.

Platformen lever af at forbinde og koordinere netværker af leverandører og kunder for at sammensætte løsninger, der passer præcis til den enkelte kundes behov ud fra de ressourcer, der er til rådighed nu og her. Nøglen til at kunne det er massive mængder af data.

Men både kunderne og leverandørerne, som data indsamles fra, har meget lidt indsigt eller indflydelse på, hvordan dataene anvendes og fortolkes – og platformene er i stand til at tage sig særdeles godt betalt for at koordinere.

Verden over er der mange interessante forslag til en digital andelsbevægelse, der kunne rette op på uligheden. Foreløbig er der mest blot tale om spekulationer og små, skrøbelige pioner-projekter. Men det lader bestemt til at være en trend med støt stigende opmærksomhed og tilslutning. 

Den danske Siri-kommission – en gruppe eksperter, der undersøger konsekvenserne af kunstig intelligens og avanceret it for samfundet – har i sin seneste rapport en spændende beskrivelse af, hvordan fødevareindustrien kunne skabe en fælles organisation, der skulle organisere, analysere og udnytte de mange data, der opsamles lige fra markerne til forbrugerens bord.

Landbruget bruger i stigende grad data. Traktorer og andre maskiner har GPS og bruger data fra satellitter, og der opsamles løbende viden om, præcis hvor der gødes og sprøjtes, og hvordan planterne trives. Den samme detaljerede dokumentation går igen i husdyrproduktionen og videre gennem forarbejdningen og distributionen.

Dataene er nøglen til at producere mere effektivt og miljøvenligt og til at forske i videre udvikling. Fra dagligvarehandlen og fra forbrugernes side er der samtidig stigende krav om dokumentation i forhold til produktionen og behandlingen af fødevarerne undervejs.

I dag er de forskellige typer data spredt, og i mange tilfælde opsamles de af private selskaber, for eksempel af fabrikanter af traktorer og andre landbrugsmaskiner, der bruger data til at levere rådgivning og servicere maskineriet.

Det gør det vanskeligere at udveksle erfaringer og finde mønstre i data fra mange landmænd og hele forsyningskæden. Og når dataene fører til indsigter, der kan forbedre effektivitet og kvalitet, går en stor del af gevinsten til de selskaber, der kontrollerer adgangen til information, snarere end til landmændene.

Siri-kommissionen foreslår, at opbevaringen, analysen og forvaltningen af landbrugets data samles i et andelsselskab – ligesom bønderne i sin tid skabte andelsselskaber til at forarbejde mælk og kød.

Data forvaltet af almennyttige fonde

Den engelske organisation Nesta har – som sædvanlig – også nogle interessante bud på løsninger.

I en nylig rapport foreslår Nesta, at personlige data skal håndteres af en række forskellige trusts, altså fonde, som har til opgave at forvalte ressourcerne til det fælles bedste og ikke med henblik på profit.

Rapporten konstaterer, at der er to nærmest modsatrettede problemer:

• Vores data bliver brugt for meget, fordi vi mister overblikket over, hvor vores personlige data og informationerne om vores brug af digitale systemer havner henne, og i hvilke kombinationer de anvendes.
• Men data bruges også for lidt. Der er et enormt potentiale i at få bedre indsigt – for eksempel på sundhedsområdet, hvor detaljerede data om patienter, deres sygdomme og resultaterne af deres behandlinger kan være livsvigtige for andre.

Fordi dataene i dag indsamles både af forskellige offentlige instanser og af en lang række private selskaber, er det uoverskueligt og utrygt. Befolkningen og politikerne har ikke tillid til, at data bliver brugt forsvarligt, og de frygter, at større udveksling af data blot vil styrke de globale giganters dominans. 

Ved at lade almennyttige fonde forvalte personlige data vil man kunne skabe den tillid, det kræver, at realisere det positive potentiale i data, mener Nesta. 

Skal vi tjene penge – eller tjene brugerne?

Problemet i dag er, at incitamenterne er uheldige.

Analyser af personlige data kan gøre vores eget liv bedre og mere bekvemt, og samler man store mængder af data om alles opførsel, kan samfundet afvikle trafikken bedre, spare energi og investere og prioritere mere præcist til alles bedste.

Men personlige data kan også bruges til at kontrollere og manipulere med folk, så vi opfører os anderledes og forbruger noget andet, end vi ellers ville have gjort.

De fleste vil formentlig gerne bidrage med data, hvis det føles trygt, og hvis man ved, at de bliver anvendt til fælles gavn. Men vi holder kortene tæt ind til livet, når vi fornemmer, at informationerne kan blive brugt imod os på måder, vi ikke kan gennemskue. 

Et privat selskabs har interesse i at skaffe sig eksklusive data, som kan give en konkurrencefordel, og derfor vil man typisk kun dele data med andre ud fra en egoistisk strategi for, hvornår det kan svare sig. 

Personlige data er også en vare, et produkt, som man kan sælge til dem, der vil betale for indsigten. Det kan være, at en virksomhed vil vide noget om forbrugerne for at kunne skabe bedre og mere relevante tjenester – men det kan også være med det formål at manipulere med dem for at sælge varer eller en politisk kandidat.

Alt i alt er en privat virksomhed som udgangspunkt ikke interesseret i, at folk får indflydelse på, hvordan dataene om dem bliver anvendt eller delt.

Omvendt, hvis data forvaltes af et andelsselskab eller en almennyttig fond. Her kan forbrugerne have indsigt og indflydelse på, hvad de finder det acceptabelt at bruge data om dem til.

Det kan stadig være kommercielt, fordi man kan tage penge for at give adgang til data, eller man kan tjene på at levere analyser, men gevinsten går tilbage dem, der har bidraget med de rå data – ikke til en ekstern investor.

Det er interessant at overveje, hvordan det ville forandre vores forhold til de data, der opsamles af apparaterne i vores hjem, i vores smarte ure og fitnesstrackere, eller når vi handler, hvis informationerne i første omgang gik til en pulje af data, som vi selv havde indflydelse på brugen af, og hvor gevinsterne tilfaldt brugerne.

Hvis formålet med anvendelsen af personlige data kort sagt var at tjene brugerne – ikke kun at tjene penge.