”Uduelige offentlige ledere skal fyres”, ”Offentligt ansatte må aldrig blive lønførende” og ”Flere varme hænder og færre kolde”.

Overskrifterne tager udspring i en række skandaler, hvor offentlige projekter enten er kørt af eller aldrig helt er kommet på sporet, mens regningen hver gang ender som økonomisk dødvægt om fællesskabet og overtræk på tillidskontoen.

Danmark er et velfungerende institutionelt demokrati, hvor tillid og ansvarlighed kitter sammenhængskraften mellem borgerne og den offentlige sektor sammen.

Desværre sættes sammenhængskraften på alvorlig prøve, når medierne måned efter måned kan berette om, hvordan uheldige politiske prioriteringer og manglende opfølgning på vedtagne beslutninger har medført intet mindre end ’et bankrøveri’ fra SKAT på mere end 25 mia. kr.

Uforsigtighed og manglende projektstyring har resulteret i et udviklingsfrås på små 20 mia. kr. til igangsættelse af Banedanmarks nye signalsystem, der efter adskillige år stadig ikke har udsigt til at komme i funktion og netop igen er blevet udskudt til 2030.

Mistænkeliggørelse over en bred kam

Desværre medfører en sådan – berettiget – kritik en uhensigtsmæssig mistænkeliggørelse af stort set alle offentlige ledere, som dermed underlægges større kontrol og mere bureaukrati, vedtaget og dikteret af netop de selv samme politikere, der i sidste ende har ansvaret for de uheldige projekter.

Politisk giver det muligvis mening: ’Vælgerne er rasende, og vi må reagere ved at skærpe kontrollen,’ tænker mange politikere nok i deres jagt på at udvise handlekraft.

Men i den virkelige verden er disse tiltag ofte forbundet med store omkostninger for produktiviteten i den offentlige sektor – servicen over for borgerne bliver potentielt ringere – og dermed også for både tilliden til og tilfredsheden med den offentlige sektor.

Alt i alt udgør det kimen til en ond cirkel.

Frihed afløses af afrapportering

Desværre er ofrene for det bureaukratiske inferno af indberetninger og papirrundkørsler sjældent de skandaleansvarlige, men netop de institutioner, der er langt flest af – nemlig dem, hvor tingene glider i det daglige, og borgerne serviceres, hjælpes eller uddannes efter lovens bogstav fra A til Å.

Som leder og direktør for en af landets største ungdomsuddannelsesinstitutioner har jeg i snart 20 år oplevet, hvordan frihedsgraderne er blevet reduceret pixel for pixel, mens målkrav og utallige afrapporteringer er rykket ind og nu stort set fylder dagligdagen.

Kombineret med at vi lever i en verden, hvor forandringerne udvikler sig eksponentielt, siger det sig selv, at det er en meget ugunstig situation at befinde sig i.

Detailstyring kvæler innovationskraft

Politisk detailstyring, mistillid til offentlige ledere samt bjerge af papiropgaver uden eller i bedste fald med begrænset kunde- eller brugerrelevans truer med at udradere ethvert forsøg på skabelse af innovationsorienterede løsninger – hvilket jo ellers er netop det, der er så hårdt brug for.

Den politiske kultur synes at diktere nulfejl, og det bliver så, hvad ledelserne stilles til regnskab for af deres respektive bestyrelser.

Det kan være, at jeg er sart, men jeg oplever, at tidens tone raser som en vinterstorm med negative kastevinde om det offentlige arbejdsmarked. Der er tale om en kultursegmentering, som jeg mener, at det er på tide at nuancere.

Kontrol skræmmer de bedste væk

Selvfølgelig findes der ledere i det offentlige, der ikke fungerer og begår graverende fejltagelser. Men tænk engang – det gør der også i det private.

Hele det danske erhvervsliv bliver jo ikke betragtet som underlødigt, fordi OW Bunker krakkede, eller fordi man kan sætte spørgsmålstegn ved direktøren for Probanas forretningsmæssige støbning. Nej, for den slags generaliseringer ved vi jo godt ikke holder.

Jeg ved det ikke, men jeg kunne frygte, at de mest ambitiøse og visionære ledelsestyper, der kan få ting til at ske, få medarbejdere til at finde nye og bedre veje, sjældent trives der, hvor den politiske kontrol er størst og kravsspecifikationerne til jobbeskrivelsen er lige så fast beskrevne som kravet om at spænde sikkerhedsbæltet, før flyet letter.

Behov for en ny fortælling

2018 er endnu dugfrisk, og det er tid til nytårsforsætter og opgør med (usunde) rutiner.

Min bøn til politikere og embedsmænd er: Adskil tingene, og vær med til at styrke den offentlige sektor. Vær nuancerede, og undlad rygmarvsreaktioner som kollektiv afstraffelse, bare fordi Banedanmark eller SKAT har kvajet sig (igen).

Lad os i stedet sammen søsætte en tillidsbåret kultur drevet af innovation, autenticitet og med god vind fra det politiske lag – der er masser af dokumenterbart god offentlige ledelse at bygge en sådan fortælling på.