Det sidste tabu

Danmark har taget hul på en lang, beskidt, vildledende og personfokuseret valgkamp. Det er De Konservative ikke ene om at mærke. Også venstrefløjen har fået de nye tider at føle.

I de seneste dage har finansministeren, SAXO-bankdirektør Kim Fournais og de konservatives nye ordfører, Carina Christensen, anklaget SF for at pønse på en forhøjelse af danskernes boligskatter.

SFs politiske ordfører, Ole Sohn, og partiets formand, Villy Søvndal, har begge været ude og dementere påstanden. De lovede ikke at forhøje ejendomsbeskatningen, da de sammen med S lancerede den fælles plan Fair Løsning.

Uanset hvad Ole Sohn har sagt til lukkede møder med landets bank­direktører, eller hvad borgerlige fanebærere i medierne måtte mene, er det en indiskutabel kendsgerning, at de to oppositionspartier har lovet vælgerne ikke at røre boligskatten. Men løftet har ikke fået modparten til at indstille skydningen. Den indlysende forklaring er, at “boligkortet” tidligere har vist sig som et effektivt våben, når befolkningen skal skræmmes til at give en regering genvalg. Instrumentet har været benyttet af begge fløje, så ingen har noget at lade den anden høre.

Økonomisk er tabuiseringen af boligbeskatningen en tragedie. Danmark har i dag det tredjehøjeste skattefradrag for boligrenter i OECD.

OECD og de økonomiske vismænd har mange gange har påpeget, at man burde hæve ejendomsbeskatningen og sænke personbeskatningen. Det vil være bedre for dansk økonomi, skabe mere dynamik og mobilitet.

På grund af de fastlåste boligskatter bindes alt for meget kapital på boligmarkedet og i “død” kapital frem for at blive investeret i nye virksomheder og i de teknologier, som skal være med til at skabe væksten.

Kan man lave en efterlønsreform, må man også til at planlægge en fremtid, hvor skattesystemet lægges om, så rammevilkårene for de stærkeste vækstmotorer forbedres.