DI og KU: Sådan kommer humanisterne ud af dødvandet

Hos høreapparatsproducenten Oticon er kandidater med humanistisk baggrund et vigtigt tandhjul i udviklingen af nye produkter. Langt flere virksomheder og humanister burde få glæde af hinanden, mener Dansk Industri. Hvorfor sker det så ikke? 

Anders Rostgaard Birkmann

MM Special: Humanisternes digitale oprejsning

  • Humanistiske kandidater finder vej til it-job, men potentialet i de humanistiske kompetencer er langt større.
  • Filosoffer er nogle af de bedste it-udviklere, mener it-rektor. 
  • DI og Københavns Universitet peger på løsninger, der kan få flere i humanister ud i det private erhvervsliv.

Humanister får renæssance i den digitale tidsalder

It-rektor: Filosoffer er nogle af de bedste softwareudviklere

Med Foucault på dataarbejde

Etnologen i serverrummet

DI og KU: Sådan kommer humanisterne ud af dødvandet

Giv en hånd til humanisterne

Hvis man lader blikket glide ned over Niels Henrik Pontoppidans uddannelsesmeritter, er det vanskeligt at forestille sig, at man kan komme meget længere væk fra de klassiske humanistiske dyder og kompetencer.

Cv’et for den 42-årige leder for forskningsområdet augmented hearing hos høreapparatproducenten Oticon indeholder lutter hardcore naturvidenskabelige uddannelses- og erhvervserfaringer som f.eks. hans ph.d. i digital signalbehandling, maskinlæring og kunstig intelligens fra DTU og hans mangeårige forskning i, hvordan avancerede algoritmer kan gøre en positiv forskel for hørehæmmede. 

På trods af sin dybt tekniske baggrund er Niels Henrik Pontoppidan alligevel varm fortaler for vigtigheden af at kombinere de teknisk-naturvidenskabelige og humanistiske discipliner. Humanistiske færdigheder har nemlig bidraget til, at hans egen tekniske forskning ikke bare strandede som ord i diverse videnskabelige tidsskrifter, men rent faktisk har været med til at skabe nye høreapparater. I virkeligheden, fortæller han, er tværfaglighed forudsætningen for meget af Oticons succesfulde udviklingsarbejde.  

”Her sidder der folk med humanistiske baggrunde som sprog og lingvistik. De ser teknologien som et middel til at nå et mål, ikke som et mål i sig selv. Vi arbejder hele tiden på tværs af faggrænser – det er på den måde, at produkterne bliver skabt,” siger Niels Henrik Pontoppidan, der efter sin ph.d.-afhandling i 2005 fik job hos Oticon.

Det var gennem et længere forløb, at han selv fik noget ud af mødet mellem hans tekniske discipliner og kollegernes humanistiske færdigheder. Det pustede nemlig i 2014 liv i hans eksamensprojekt, der byggede på en revolutionerende ny teknologi. Den historie vender vi tilbage til.

DI: Potentiale i humanister 

Hos Oticon er det ikke nyt at forene de forskellige videnskaber. Men ser vi på arbejdsmarkedet generelt, er potentialet i at udnytte humanisters færdigheder større, lyder det fra en række kilder. Men hvorfor kniber det med brobygningen mellem virksomheder – private såvel som offentlige – og humanister? Handler det om stokkonservative virksomheder, der ikke tør bevæge sig langt nok over mod humanisterne? Eller er det humanisterne, der ikke tør træde ud af fordybelsens ekkokammer?  

Ifølge Mette Fjord Sørensen, chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed hos erhvervsorganisationen DI, er der flere forklaringer. Men hun afmonterer fra begyndelsen antagelsen om, at opgaven alene ligger os virksomhederne. 

”Det kan sommetider lyde, som om det er virksomhedernes opgave at gå hele vejen over broen og række ud til de humanistiske kandidater. Men de studerende må også være klædt på til at møde virksomhederne på halvvejen,” siger hun. 

Jesper Kallestrup, der tiltrådte som dekan på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet i august, mener også, at mødet mellem humaniora og arbejdsgivere kræver en indsats af begge parter, men han lægger ikke skjul på, at virksomhederne og de offentlige arbejdspladser skal være mest åbne.   

”Vi producerer dygtige kandidater med tværgående, overførbare kompetencer, men det kræver også et arbejdsmarked, der er gearet til det. Stillingsstrukturerne kan nogle gange være lidt stive,” siger han. 

Giver liv til teknologi 

Når modsætningerne sættes op overfor hinanden på den måde, kan det let blive skingert. Men faktisk er Jesper Kallestrup og Mette Fjord Sørensen villige til at rykke nærmere på hinanden, ikke mindst fordi imødekommenheden gavner alle.  

Selv om der sommetider er mediehistorier om ubrugelige humanister – eller humanister, som føler sig ubrugelige – er der i de faglige miljøer efterhånden en bred erkendelse af, at humanister er uundværlige især i forbindelse med udvikling og indførelse af nye teknologier. 

Lad os derfor vende tilbage til Niels Henrik Pontoppidan på Oticons forskningscenter Eriksholm i Snekkersten. Hans historie er nemlig et godt eksempel på, hvor effektfuld krydsningen mellem tekniske og humanistiske kompetencer kan være. 

I sit eksamensprojekt fra DTU kom Niels Henrik Pontoppidan med bud på nogle af de første teknologiske skridt i arbejdet med at kunne skelne menneskers stemmer fra hinanden. Men som udgangspunkt var teknologien ikke klar til at blive anvendt.

”Det lød ikke specielt godt, og vi var ikke klar til at teste det på hørehæmmede. Men så mødte jeg mine kolleger, der havde andre baggrunde,” fortæller han. 

Her begyndte arbejdet med at visualisere brugen af den nye teknologi, så den gav mening. En af de ting, der er vanskeligt for hørehæmmede, er, når flere personer taler samtidigt. Det problem skal Pontoppidans forskning være med til at løse.

”Sammen med mine kolleger med humanistisk baggrund og deres forståelse af hørehæmmedes oplevelser og refleksioner, arbejder vi nu på at udvikle en teknologi, som hjælper den hørehæmmede med at kunne lytte til forskellige kilder samtidig,” siger han.  

Den tværfaglige dialog var helt essentiel, mener han, og navnlig inden for udvikling af medicinsk udstyr er det uomgængeligt med tværfagligheden, mener han.  

”Vi taler meget om at sætte patienten i centrum i disse år. Det kommer vi ikke til, hvis vi ikke udvider kompetencepaletten og får flere friske perspektiver på, hvordan nye teknologier rent faktisk kan anvendes,” siger Niels Henrik Pontoppidan. Og det er netop her, at de humanistiske discipliner fra f.eks. antropologi og psykologi kommer ind i billedet.

Svært at sætte tal på værdiskabelse 

Ifølge Mette Fjord Sørensen fra DI er der talrige af den slags eksempler fra dansk erhvervsliv. Alligevel er det sjældent den fortælling, der præger uddannelsesdebatten. Tværtimod har den de senere år især handlet om manglen på tekniske kandidater, en debat, som DI også har bidraget til. 

”Vi siger ikke, at humanister ikke er vigtige. De er vigtige. Der har været lidt for mange af dem, men det er ikke en kritik af, hvad den enkelte kan tilbyde,” siger Mette Fjord Sørensen, der medgiver, at den humanistiske værdiskabelse ikke altid fremgår af debatten. 

”Vi har ikke været gode nok til at vise den værdiskabelse. Så langt vil jeg godt gå. Men det hænger også sammen med, at det kan være vanskeligt at vise, hvordan den humanistiske viden skaber de sidste 20 pct. af en chip eller en app,” siger hun. 

Mette Fjord Sørensen mener, at det er en god idé at bruge mere krudt på at fremvise eksempler på, hvordan produkter kan falde til jorden, hvis man ikke tænker det humanistiske perspektiv med ind. Et godt eksempel, mener hun, er den japanske robot til at vaske ældre mennesker, som ikke blev den store succes, fordi selve de ældres værdighedsperspektiv – det at blive vasket af en maskine som en bil – ikke var gennemtænkt.

Dekan på Det Humanistiske Fakultet ved KU, Jesper Kallestrup, mener, at humanistiske kompetencer kan finde anvendelse inden for en bred vifte af områder.  

”F.eks. kan maskinlæring understøtte juridiske afgørelser, men gør det så afgørelserne mere objektive eller subjektive? Og hvad gør det ved tilliden til retssystemet? Det er spørgsmål, som humanister kan hjælpe med at besvare. Vi ser også teknologi, der kan finde mønstre i patientjournaler, hvilket rejser spørgsmålet om, hvad der så sker med lægernes skøn og patienternes privatlivssfære,” siger han. 

Hjælp til oversættelse

Men det handler ikke kun om at få flere gode og dårlige eksempler frem i lyset for at få humanister og virksomheder – private såvel som offentlige – til at finde hinanden. Ifølge Mette Fjord Sørensen skal universiteterne også blive bedre til at ’træne’ de studerende i, hvordan deres færdigheder kan bringes i spil i andre sammenhænge. 

”Historiestuderende er ikke bare dygtige til historie, men har også nogle analytiske og metodiske tilgange, som er værdifulde. Men det kan være svært at komme ind på det spor, når forelæserne ikke selv har haft en erhvervskarriere og kan se alle anvendelsesmulighederne,” siger hun. 

Og det kniber det med, mener hun. For et års tid siden stod hun foran 20 nyuddannede humanister, der alle havde svært ved at få et job. Med sig havde hun et jobopslag, der ikke var skrevet direkte til en humanist, men hvor virksomheden mellem linjerne var på jagt efter færdigheder, som humanister kan byde ind med. 

”De fik 20 minutter til at vurdere, hvordan de kunne byde ind på jobbet. Tre af dem rakte hånden i vejret. Resten kunne simpelthen ikke oversætte indholdet af jobannoncen til deres egne kompetencer,” siger hun. 

Derfor skal der mere fokus på at hjælpe de nyuddannede til så at sige at oversætte deres dybe faglighed til virksomhedssprog, mener hun. 

Jesper Kallestrup erkender universiteternes ansvar for en konstant forbedring af brobygningen til arbejdsmarkedet, men påpeger, at der allerede er sket meget de senere år. 

”Vi har meget fokus på karrieresporet og sætter i dag tidligt ind med erhvervsvejledning. Bl.a. er vi ved at etablere en tydeligere karriereretning på vores sproguddannelser,” siger han.  

Derudover har fakultetet de senere år skabt en række hybriduddannelser. En af dem handler om kommunikation og it, som er et samarbejde mellem datalogi og medievidenskab, og den kombination af programmering og kommunikationsteori virker.

”Ledigheden er næsten ikkeeksisterende, og vores studerende får job med titler som business analyst in digital innovation og head of digital excellence,” siger han.  

Til gengæld mener Jesper Kallestrup, at når de studerende viser sig omstillingsparate, så bør arbejdsmarkedet også være klar til at lukke mere op. Før han blev dekan, var han ansat ved University of Edinburgh i Skotland og har dermed erfaring fra det britiske system. 

”I Storbritannien er der en større tradition for, at man f.eks. i centraladministrationen og dele af erhvervslivet ansætter en bred vifte af kandidater frem for at kræve meget specifikke uddannelsesmæssige baggrunde,” siger han. 

Mette Fjord Sørensen fra DI erkender da også, at virksomhederne – selv om de ikke har ansvaret alene – også har en del af det.

”Det kræver selvfølgelig også, at virksomhederne lukker op,” siger hun.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu