Dr. Corydons Panodil-kur

Erik Rasmussen

Når de politiske klapsalver til Danmarks nye vækstplan har lagt sig, bør tiden være inde til at foretage en nøgtern vurdering af, hvad der er klappet for. Realiteten er nemlig, at pakken næppe skaber den lovede vækst, endsige de mange nye arbejdspladser, men at den tværtimod er endnu et bidrag til en forfejlet opfattelse af Danmarks reelle udfordringer – og dermed på længere sigt hæmmer væksten.

Det forsømte foregangsland

Igennem 20 år har det helt centrale spørgsmål om, hvad Danmark skal leve af, været ubesvaret. Mange ideer er født og diskuteret, men få realiseret. Vi nærmer os en situation, hvor det bliver mere relevant at spørge: Hvad skulle Danmark have levet af?

Afstanden mellem de mange visioner og den barske virkelighed berettiger en karakteristik af Danmark som “Det forsømte foregangsland”. Det er temaet for en serie analyser, som Mandag Morgen har offentliggjort over de seneste uger i bestræbelsen på at identificere, hvilke barrierer der har hæmmet Danmarks omstillingsevne i en meget kritisk periode – samt hvad der skal til for at vende udviklingen.

Serien skrives af Mandag Morgens udgiver og administrerende direktør, Erik Rasmussen, som igennem de sidste årtier har fulgt debatten tæt og stået i spidsen for flere erhvervspolitiske initiativer, herunder Forum for Industriel Udvikling, analyserne “Hvad skal Danmark leve af?”, Kompetencerådet Innovationsrådet m.fl.

Læs også de øvrige analyser i serien:

I sidste uge udkom endnu en rapport, der føjer sig ind i rækken af analyser, der ikke alene stiller store spørgsmålstegn ved effekten af vækstpakken, men ved Finansministeriets forudsætninger for overhovedet at beskæftige sig med et komplekst emne som vækst. Paradoksalt nok blev analysen udsendt af en af vækstpakkens varmeste fortalere, DI. Organisationens årlige globaliseringsredegørelse over udviklingen i knap 40 førende industrilande tegner med direktør Karsten Dybvads egne ord billedet af en middelmådig nation, der på en række parametre sakker bagefter konkurrenterne.

Det er en hård dom over en nation, som alle regeringer igennem de sidste par årtier har udråbt til at skulle være et af verdens mest innovative og konkurrencedygtige lande. Men status i 2013 er altså, at vi ligger i et meget blødt midterfelt – og tilsyneladende er på vej ned.

DI – og med dem regeringen, oppositionen og toneangivende erhvervskredse – er enige om, at for høje danske omkostninger er skurken, og at man ved at lempe skatter og afgifter for omkring 14 milliarder kr. og åbne for offentlige investeringer, sætter gang i vækst og jobskabelse.

Regeringen forventer selv, at pakken vil skabe 150.000 nye job, fordi vækstpakken skulle sikre, at dansk økonomi får det fulde udbytte af et international opsving. Men den forenklede konklusion modsiges af uafhængige eksperters analyser.

Realiteten er, at den vækstpakke, der igennem så lang tid har domineret det politiske arbejde og den offentlige debat, i bedste fald kan beskrives som ”Panodil-kuren” – den fjerner kortvarigt nogle af symptomerne og får patienten til at føle sig bedre tilpas, men den kurerer ikke. Tværtimod udskyder den tidspunktet for det rigtige indgreb. Man ordinerer heller ikke panodiler mod en alvorlig lungebetændelse.

Dansk nedtur på den globale rangstige

Som beskrevet i Mandag Morgen den 15. april, er fællesnævneren i Vækstforums anbefalinger fra 2011 og Produktivitetskommissionens udspil den 9. april, at Danmark mere lider af en innovationskrise end af en økonomisk krise og derfor har hårdt brug for en meget bredspektret behandling – langt bredere end et snævert fokuserende Finansministerium kan ordinere. 

[quote align="right" author=""]Den vækstpakke, der igennem så lang tid har domineret det politiske arbejde og den offentlige debat, kan i bedste fald beskrives som Panodil-kuren – den fjerner kortvarigt nogle af symptomerne og får patienten til at føle sig bedre tilpas, men den kurerer ikke.[/quote]

Det krav bakkes op af DI’s globaliseringsredegørelse. Den præsenterer Danmarks præstationer i en global sammenligning opgjort på 86 forskellige indikatorer. Høje omkostninger er en af dem, hvor Danmark scorer dårligst, men spørgsmålet er, hvad der er årsag, og hvad der er virkning.

En af de mest tankevækkende og skræmmende indikatorer er innovationsperformance, dvs. evnen til at udvikle nye produkter og processer. Den er ifølge redegørelsen en forudsætning for at skabe vækst og velstand. Her indtager Danmark en tredjeplads, men placeringen giver kun en lille del af sandheden.

Den fine placering skyldes primært, at Danmark scorer højt på antallet af patentansøgninger og publicering af videnskabelige artikler. Men vi ligger sidst i disciplinen ”årlig vækst i innovationsperformance i perioden 2007-2011”. Her har vi haft en negativ udvikling. Virksomhederne i Danmark investerer mindre i innovation og salg af nye produkter end virksomhederne i de fleste konkurrerende lande.

Den udvikling ligger i forlængelse af tidligere undersøgelser, der viser, at kun 13 pct. af de danske virksomheder oplever et innovationspres, og at 60 pct. ikke har udviklet nye produkter de sidste tre år. Altså alle tegn på en dyb innovationskrise – og dermed bristede forudsætninger for vækst og velstand. Den forstærkes antagelig af, at vi kun klarer os middelmådigt inden for forskningssamarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. Her indtager vi en 16.-plads.

Generelt vurderet er vi hastigt på vej ned ad globaliseringens rangstige. I 2008 lå Danmark i den øverste tredjedel, for så vidt angår 60 pct. af indikatorerne. I 2013 gælder det kun 44 pct. af indikatorerne. Det flugter desværre også med nedturen på World Competitiveness’ ranglister over verdens mest konkurrencedygtige nationer.

[quote align="left" author=""]I Danmarks tilfælde har den administrerende direktør – den danske statsminister – overladt ansvaret til finansdirektøren og hans metoder og modeller. Det er her, kæden hopper af, og det har den gjort i adskillige år.[/quote]

Der er altså gode grunde til, at vi også sakker agterud i produktivitetsvæksten og i perioden 2008-2012 indtager en lidet flatterende 19.-plads. Det problem forsøger Produktivitetskommissionen nu at løse og peger på en slap konkurrence på hjemmemarkedet og i de private serviceerhverv som en af forklaringerne. Det harmonerer med Globaliseringsredegørelsen fra DI, der bl.a. viser, at vi mangler en stærk konkurrencementalitet. Her ender vi som nummer 20.

Dette er blot udpluk fra Globaliseringsredegørelsen, der dokumenterer, hvor komplekse Danmarks udfordringer er, og hvor lidt en traditionel vækstpakke kan udrette. Redegørelsen viser den danske innovationskrise og bekræfter Danmarks vej mod middelmådigheden og behovet for at nytænke hele den økonomiske og erhvervspolitiske indsats. Karsten Dybvad erkender også i et interview i Berlingske, at vækstpakken kun er et lille skridt i den rigtige retning, og at det også handler om ”at blive mere innovative og bedre til at finde på produkter og metoder, der kan bære en højere pris”.

Finansdirektør Corydons teknokratiske verden

Men ét er, at vi tager et lille skridt – et andet er, at det tager så lang tid. Vækstpakken skal gælde til 2020. Det afspejler en af de største udfordringer: At Danmark omstiller sig for lidt og for langsomt, og – som det fremgår af denne artikel – måske også i den forkerte retning.

[quote align="right" author=""]Finansministeriet er det egentlige politiske magtcenter. Med al respekt for statsministeren har hun en lille, analysesvag organisation at trække på og dermed ikke kapacitet til at rejse, forfølge og uddybe egne dagsordener.[/quote]

Spørgsmålet er så, hvordan og hvornår vi tager det afgørende skridt, hvem der tager initiativet, og hvem der har forudsætningerne for det?  Var Danmark en koncern i en eksistentiel krise, der over en årrække tabte terræn til konkurrenterne, var der ingen tvivl om, hvem der tog hvilket ansvar: Den administrerende direktør ville sætte sig for bordenden og investere hele sin kapacitet og troværdighed i at sikre et turnaround.

I Danmarks tilfælde har den administrerende direktør – den danske statsminister – overladt ansvaret til finansdirektøren og hans metoder og modeller. Det er her kæden hopper af, og det har den gjort i adskillige år.

Finansministeriet har udviklet sig til samfundets primære problemknuser. Det er her, det store finansielle analyseapparat findes. Det er her, kuglerne til de vigtigste indgreb støbes. Og det er her, landets økonomiske prioriteringer fastlægges.

Med andre ord: Finansministeriet er det egentlige politiske magtcenter.

Med al respekt for statsministeren har hun en lille, analysesvag organisation at trække på og dermed ikke kapacitet til at rejse, forfølge og uddybe egne dagsordener. Her er hun – på linje med tidligere kolleger – afhængig af Finansministeriets modeller og tænkning.

[quote align="left" author=""]Bjarne Corydon er mere end nogen anden finansminister i nyere tid personificeringen af Finansministeriets mere centrale rolle. Men han udnytter også magten og fremstår i stigende grad som en ægte økonomisk teknokrat, der forfølger mål, der er overordnet politiske ideologier.[/quote]

Det samme gælder de øvrige ministerier. Deres muligheder for at trænge igennem med investeringer i nye ideer og vækstinitiativer fastlægges i stigende grad af det stadig mere magtfulde Finansministerium, hvilket er årsag til en stigende frustration i flere ministerier. Kan deres ideer ikke måles og vejes i Finansministeriets modeller, har de ikke mange muligheder i det politiske univers.

Det bremser mange initiativer, alene af den grund at modellerne ikke kan beregne de vigtigste innovative drivkræfter i samfundet, f.eks. betydningen af ledelseskvaliteten og effekten af grøn omstilling. Innovation er ikke en størrelse, modellerne tager højde for.

Det forklarer også, hvorfor der ikke afsættes midler til udfoldelsen af de mange forslag, regeringens egne vækstteams har fremlagt. Men dermed er modellerne heller ikke i stand til at forholde sig til, hvordan Danmark løser sin stadig mere åbenbare innovationskrise.

Bjarne Corydon er mere end nogen anden finansminister i nyere tid personificeringen af Finansministeriets centrale rolle. Fra at være næsten ukendt er han efter to år på posten blevet kåret som en af de mest magtfulde og mest troværdige ministre, og han nævnes som en eventuel arvtager for statsministeren. Men han udnytter også magten og fremstår i stigende grad som en ægte økonomisk teknokrat, der forfølger mål, der er overordnet politiske ideologier, til stor frustration for hans eget bagland og tilsvarende stor glæde for oppositionen. Hans ideologi er forankret i de økonomiske modeller og deres rationelle og forenklede ”verdensbillede”.

Umiddelbart en modig og stærk indsats – især hvis den samtidig brød nye veje i den økonomiske politik. Men desværre bruges magten på at cementere en økonomisk politik, der har et stort medansvar for, at Danmark taber konkurrenceevne og velstand. Det er der tre grunde til:

Modellerne tager fejl af Danmark

Når politikerne har taget fejl af Danmark igennem mere end tyve år, er en af de væsentligste årsager de økonomiske modeller. Skiftende regeringer, herunder ikke mindst den nuværende, har i deres grundlag fremlagt mange og store visioner om Danmark som en af verdens mest innovative nationer.

Men når det er blevet ved visionerne, skyldes det, at de nye tanker ikke slap igennem finansmodellernes nåleøje. De er i stigende omfang opfattet som langhårede og uden finansiel målbar effekt – en holdning, der desværre også har haft genklang i store erhvervsorganisationer som DI. Men dermed har Danmark forsømt at udvikle nogle af sine vigtigste styrkepositioner, som f.eks. den sociale innovation og behovet for igennem tæt offentligt og privat samarbejde at udvikle nye internationale markedsmuligheder.

Modellernes grundopfattelse har bygget på en ligevægtsmodel, hvor økonomien af sig selv og ret hurtigt kommer i balance. Og har vi samme økonomiske vilkår som konkurrenterne, er konkurrenceevnen i orden. Men netop det forenklende snæversyn bærer et væsentligt medansvar for, at Danmark sakker agterud i forhold til konkurrenterne.

Modellerne leverer begrænsede resultater

De økonomiske modeller har været rygraden i alle betydelige politiske indgreb igennem årtier, og grundlaget for de store politiske forlig. Men ud over at mange af forligene ofte bygger på kompromiser, der har forringet effekten af indgrebene, har de ikke leveret de afgørende gennembrud.

Danmark udfordres af mange af de samme problemer som for tyve år siden – f.eks. antallet af danskere på overførselsindkomster – plus en række nye, herunder den svage produktivitet. Her er det selvsagt svært at afgøre, i hvilket omfang det er modellernes skyld, og i hvilket omfang forklaringen er manglende politisk mod. Men netop den kendsgerning, at modellerne baseres på et snævert rationelt verdensbillede, har begrænset deres mulighed for at identificere nødvendigheden af bredspektrede indgreb. Dermed har de også forsynet politikerne med tilsvarende mangelfulde beslutningsgrundlag – kompromiser eller ej.

Vækstpakken er ingen undtagelse. Den er af politikerne og dele af erhvervslivet fremhævet som det initiativ, der skal genskabe optimismen, udløse investeringer og skabe 150.000 nye job. Det er mere statistiske modelberegninger end virkelighed.

At samlede afgiftslettelser på omkring 14 milliarder kr., svarende til 6 promille af de samlede eksportindtægter, skulle sikre, at vi får fuldt udbytte af et økonomisk opsving, eksisterer måske i modellernes, men ikke i virkelighedens verden. En gennemgang af de oprindelige forudsætninger viser også, at resultaterne bygger på en række meget spinkle forudsætninger, der næppe er langtidsholdbare.  Derfor: I Finansministeriet bruger man de store tabeller, i virkeligheden lærer man, de ikke gælder.

Modellerne tager fejl af udviklingen

Både nationalt og internationalt drøftes behovet for at forny de økonomiske modeller netop ud fra erkendelsen af, at de i mindre omfang er i stand til at beregne de udfordringer, et stadig mere komplekst samfund konfronteres med – en udvikling, der også betyder et opgør med menneskers rationelle adfærd.

Modellerne bygger f.eks. på, at det private forbrug vil stige under særlige gunstige betingelser, men kan ikke tage højde for, at menneskers forbrugsadfærd måske ændrer sig, og at finanskrisen f.eks. har betydet, at mange mennesker har erkendt behovet for en ny livsstil. Eller at bedre konjunkturer ikke skaber nye job, men f.eks. investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi. Det vil sige, at gunstige internationale konjunkturer ikke automatisk betyder, at Danmark kan score 80.000 nye job, som forudsat i Vækstplan DK.

Hertil kommer det helt aktuelle – nemlig problemerne med overhovedet at forudsige konjunkturudviklingen i en turbulent verden. Finansministeriets forudsætninger for de 80.000 lovede job er allerede ved at forsvinde, eftersom der ifølge IMF’s seneste økonomiske vurdering næppe er noget internationalt opsving på vej.

De 80.000 job er dermed mere ønsketænkning end realiteter. Især Europa forudsiges at stå over for en længere periode med lavvækst. Det amerikanske finansselskab Bloomberg udarbejder løbende vurderinger af 400 internationale bankers og finansvirksomheders økonomiske forudsigelser. De nyeste viser, at de to bedste fra hver region i verden kun rammer rigtigt 50-60 pct. af gangene.

[quote align="right" author=""]Det burde være sidste gang, at Finansministeriet og modelkliken alene fastlægger spor og prioriteringer for Danmarks langsigtede udvikling. De hidtidige, magre resultater taler for, at der her skal tænkes nyt og forfra.[/quote]

Men når der internationalt stilles stadig større spørgsmålstegn ved de kendte økonomiske modellers værdi, skyldes det også, at de har en meget forenklet opfattelse af vækst og f.eks. ikke kan indregne den langsigtede effekt af investeringer i omstillingen til en bæredygtig økonomi. Dermed kan modellerne ikke levere gennemarbejdede grundlag for nogle af de vigtigste udfordringer, de nationale og internationale økonomier står over for i de kommende år.

Gør op med Finansministeriet og modelkliken

Der er med andre ord mange grunde til at tage de økonomiske modeller med store forbehold – og dermed også tage forbehold over for det fundament, som Finansministeriet bygger sin magtbase på. Ud over at alt tyder på, at ministeriets beregninger af effekten af vækstpakken er mere end tvivlsomme, og at effekten på lidt længere sigt næppe kan måles, rejser det spørgsmålet om at nytænke hele grundlaget for det politiske arbejde. Når summen af en række analyser, tilsat DI’s egen vurdering, beskriver Danmark som en middelmådig nation på vej ned. Når effekten af årtiers politiske indgreb i bedste fald kan beskrives som meget begrænsede. Og når den nye vækstpakke næppe leverer langsigtet vækst, så er der vigtige og tvingende grunde til at gå nye veje. Det vil være økonomisk uansvarligt at fortsætte som hidtil.

Derfor burde det være sidste gang, at Finansministeriet og modelkliken alene fastlægger spor og prioriteringer for Danmarks langsigtede udvikling. De hidtidige, magre resultater taler for, at der her skal tænkes nyt og forfra. Realiteten er, at Danmark bygger sin politik – og dermed planlægger sin fremtid – på for snævert og for simpelt et grundlag, med stor risiko for, at vi fortsætter vejen ned ad den økonomiske sliske.

Problemet er blot: Hvordan ændres kursen? Hvem har magten og motivationen til at tage opgøret med samfundets stærkeste magtbase, Finansministeriet?

Det logiske svar er naturligvis statsministeren – ”virksomhedens” administrerende direktør. Men desværre er hun en integreret del af modelkliken og mangler også de analytiske forudsætninger for at tage opgøret og ændre kursen. Og et regeringsskifte hjælper ikke, eftersom oppositionen, anført af Venstre, er lige så integreret i modellernes forenklede verden, og eftersom en eventuel kommende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, for eksempel selv er modellernes mand.

Håbet må klynge sig til, dels at problemerne bliver så alvorlige og åbenbare, at alle erkender behovet for at ændre kurs – og her er vi heldigvis godt på vej. Og dels at stærke kræfter udefra kan påvise og overbevise modelklikens medlemmer om nødvendigheden af at tilpasse de politiske og økonomiske processer til nye og markant ændrede vilkår – med andre ord overbevise dem om nødvendigheden af politisk innovation.

Her kunne man drømme om, at bl.a. Produktivitetskommissionen i sit fortsatte arbejde bidrog til et wake-up call. Det er kun en drøm, for selv de bedste udredninger fører sjældent til nye økonomiske og politiske gennembrud. Men indtil vi finder ud af, hvad der eventuelt måtte levere gennembruddet, må vi trøste os med, at de økonomiske panodiler i vækstpakken lindrer smerten og for en stund får os til at føle os bedre tilpas.

Omtalte personer

Bjarne Corydon

Adm. direktør, chefredaktør, Dagbladet Børsen, fhv. finansminister og MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2000)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu