Draghi: Kun en ægte union kan redde euroen

Mario Draghi, chefen for Den Europæiske Centralbank fik torsdag overbevist sit styrelsesråd om at lave ubegrænsede støtteopkøb af statsobligationer i de kriseramte eurolande. Den store pengeindsprøjtning kan give Europa et midlertidigt pusterum i krisen. Finansmarkederne åndede umiddelbart lettet op, men Europa står overfor en række store udfordringer. En af de største er at give euroen en stærkere politisk overbygning i form af en langt stærkere union.

Torsdagens møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, var kun det første lille skridt på den lange vej, der skal forvandle euroen fra at være “en mønt uden en stat” til at være som alle andre valutaer: Et betalingsmiddel, hvis pålydende værdi er garanteret af den stat, der udsteder det. De 17 lande, der udgør eurozonen, skal med andre ord integreres i en statslignende union.

Det gjorde ECB-chefen Mario Draghi klart i sin lange tale efter det dramatiske møde i centralbankens styrelsesråd. 22 af 23 medlemmer stemte for beslutningen om, at banken nu er klar til “ubegrænsede” støtteopkøb af statsobligationer i de eurolande, som efter ECBs opfattelse bliver påtvunget urimeligt høje renter af de finansielle markeder.

Den eneste deltager, der ikke kunne tiltræde beslutningen, var den mand, der repræsenterer det uden sammenligning rigeste land i Europa, Tyskland. Jens Weidmann, chef for den tyske forbundsbank, stemte nej, hvilket han sågar udsendte en pressemeddelelse om efterfølgende.

Login