Don’t waste a good crisis. Sådan lyder et velkendt ordsprog, der kan opfattes som et optimistisk svar på komplekse udfordringer og problemstillinger.

Af den grund bør det også stå bøjet i neon over statsminister Helle Thorning-Schmidts skrivebord. Hendes politiske krise er både dyb og kompleks, og hverken meningsmålinger eller politiske kommentatorer og eksperter levner hende mange chancer for et genvalg næste år.

SF’s brud med regeringen i sidste uge føjer sig ind i rækken af ”møgsager” og efterlader indtrykket af en regering, der hverken kan lede sig selv eller sine vælgere.

Regeringens håndtering af Goldman Sachs-investeringen er det sidste eklatante eksempel på, at regeringen har umådelig svært ved at lodde stemningen i det politiske folkedyb. Finansminister Bjarne Corydons måde at tackle sagen på blev i den almindelige vælgerbevidsthed opfattet som stædig, nedladende, tonedøv og teknokratisk i et omfang, der bidrog til at piske stemningen yderligere op, tvinge en koalitionspartner til at forlade regeringen og dermed cementere krisen.

Der kan være halvandet år til folketingsvalget. Det er længe i dansk politik, og den politiske stemning kan bølge frem og tilbage adskillige gange. Men regeringens udfordring er, at meningsmålingerne synes at have låst sig fast på et niveau, der kun kan rokkes af overbevisende initiativer. Samtidig skal Thorning og Vestager indfase en række nye ministre, som næppe kan nå at demonstrere den store sikkerhed og rutine, inden valgslaget for alvor sætter ind. Det er i sig selv en alvorlig akilleshæl.

Seks forudsætninger

Det er her, statsministeren må finde trøst i indledningens ord: Det er ikke umuligt at vende en dyb krise til nye muligheder.

Alt andet lige har hun bedre muligheder for at gennemføre et vælgerpolitisk turnaround, efter at SF har forladt regeringen. Når røgen efter opgøret er drevet væk, står statsministeren og Margrethe Vestager i en stærkere position, som rigtigt udnyttet kan give regeringen større dynamik og handlekraft.

Mirakler sker – men de sker sjældent af sig selv. Vil Thorning genvinde magten, må hun selv skabe forudsætningerne for det.

Drejebogen til det politiske mirakel, der er nødvendigt for at bringe hende på vinderkurs, må opfylde en række hovedkrav:

• Møgsagerne: Regeringen har opbrugt sin kvote af såkaldte møgsager. Professor Jørgen Goul Andersen konkluderede i sidste uges ugebrev, at mistilliden til politikerne ikke så meget skyldes enkeltsager og skandaler som den førte politik. Men sagerne styrker ikke desto mindre indtrykket af dårligt politisk lederskab. Samtidig dominerer de medierne og blokerer for seriøs politisk debat. Med en række nye, uprøvede ministre øges risikoen for større eller mindre politiske fodfejl. Det kræver en uhørt stram politisk disciplin. Lykkes det, kan regeringen endnu nå at gå til valg på effektivt lederskab.
• Økonomien: På det økonomiske område har regeringen overperformet i forhold til, hvad andre lande præsterer i en lavvæksttid. Ledigheden er den laveste i fire år. Og i dette ugebrev betegner fremtrædende økonomer dansk økonomi som en af de stærkeste og mest holdbare i OECD. Det er ikke kun denne regerings fortjeneste, men den har ydet et stort bidrag til genopretningen – med betydelige politiske omkostninger i form af løftebrudsanklager m.v. Desværre for regeringen er selv den stærkeste nationaløkonomi ingen garanti for en valgsejr – højst en forudsætning. Men kan de fine nøgletal inden valgdagen omsættes i en markant jobvækst, vil regeringen alt andet lige stå med stærke kort på hånden i en debat om økonomisk ansvarlighed og evnerne til at skabe tryghed og nye arbejdspladser.
• Prioriteringerne: Hvor en stærk økonomi ikke giver mange nye vælgere, giver det til gengæld regeringen mulighed for at investere i initiativer, der har befolkningens opmærksomhed, og som de kan identificere sig med i deres hverdag. Men skal der lempes på økonomien, kræver det skarpe prioriteringer. Nok er økonomien stærkere, men ikke stærk nok til at løfte alle områder over en kam. Ud fra en valgstrategisk betragtning handler det for regeringen om at identificere enkeltområder, der tilsammen demonstrerer, at regeringen har et nyt projekt, der kan samle danskerne. Det kunne omfatte klassiske velfærdsområder som sundhed, sociale forbedringer og uddannelse. Men det kunne også handle om grøn omstilling. Også for at demonstrere, at regeringen ikke har brug for et SF til at garantere den profil.
• Visionen: En gennemgående og desværre ofte berettiget kritik mod regeringen har været dens totale mangel på en sammenhængende og overbevisende vision for fremtidens Danmark. Hverken statsministeren eller Margrethe Vestager har hidtil evnet at formidle den fortælling. Den mangel er i sig selv udtryk for en politisk arrogance, der straffes hårdt af vælgerne. Befolkningen overbevises ikke af nøgletal, men af politiske ledere, der taler lige så meget til hjertet som til hjernen. Hvad vil regeringen egentlig med Danmark – ud over at skabe finansiel og økonomisk ligevægt? Der må være et højere formål.
• Fortællingen: Og her konfronteres regeringen med en af sine måske største udfordringer, nemlig at ændre den politiske retorik og hele formidlingen af de politiske resultater. Det er svært at lære, hvis man ikke har det i sig – eller som minimum erkender, at man mangler det. Der er ingen tvivl om, at kommunikation bliver helt afgørende for valgets udfald. Et helt andet fokus på den udfordring er en betingelse for, at statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt i september 2015.
• Profilerne: I skrivende stund kender vi ikke regeringens nye sammensætning. Men uanset de nye ministres erfaringer eller mangel på samme, er det vigtigt, at der hurtigt skabes en troværdighed omkring det nye hold. Regeringen har brug for at relancere sig som et team, med stor opmærksomhed på, hvordan de enkelte spillere profileres i befolkningen, og hvilke visioner de hver især står for. Hidtil har Bjarne Corydon i meget høj grad fået lov at tegne regeringens – på godt og ondt. Han har, midt i en krisetid, symboliseret den konsekvente økonomiske politik og givet indtryk af et roligt og sikkert overblik. Men han personificerer også i stigende grad en politik, der styres tæt af stive økonomiske modeller – uden hensyn til de mange andre kræfter, der driver samfundsmaskineriet. Han er indbegrebet af den politiske teknokrat, der udstråler en tilknappet arrogance og selvsikkerhed.

Heldet og håbet

Regeringen må opfylde alle ovenstående krav, hvis den skal gøre sig forhåbning om at fortsætte efter valget. Der er mildest talt ingen garantier for succes.

Den har leveret en af de vigtigste forudsætninger: Genopretningen af økonomien. Men økonomisk ansvarlighed alene vinder ingen valg – ofte tværtimod. Mange vælgergrupper – fra folkeskolelærere og studerende til modtagere af dagpenge, førtidspension og sociale ydelser – har oplevet de seneste års reformer som hårdhændede. Hvis ikke vælgerne kan bibringes en oplevelse af, at der er et formål med ansvarligheden, er slaget tabt på forhånd.

Goldman Sachs-sagen har de sidste uger fyldt meget i danskernes bevidsthed – og i deres bedømmelse af regeringen. Mange er efterladt med det indtryk, at alt er til salg, blot prisen er høj nok.

At vende det billede er en vigtig opgave for regeringen. Det kunne ske med et valgoplæg, der bandt de hidtidige resultater sammen med udvalgte satsninger for de kommende år. Hvilket Danmark vil regeringen bygge frem mod 2020? Hvad om regeringen præsenterede en samlet vision for, hvordan ét af verdens økonomisk stærkeste samfund kunne blive et af verdens mest bæredygtige – på alle dimensioner?

Efter at SF har forladt skuden, har regeringen fået et råderum for et mere målrettet og dynamisk lederskab. De næste måneder viser, om den også er i stand til at udnytte det. Regeringen har brug for håb, held og troen på miraklet.