Helle Thorning-Schmidt er ude i et kapløb mod uret for at bevare nøglerne til Statsministeriet.

Hvis hun ikke i løbet af de næste 100 dage mindsker blå bloks forspring i meningsmålingerne, vil hun få mere end svært ved at banke troen på sejr ind i sine partifæller, sin radikale regeringspartner og sine to støttepartier.

Taber Lars Løkke valget, vil det være det andet valg i træk, han taber til Thorning. Han vil have sat et historisk forspring over styr. Han var meget tæt på at måtte overlade formandsposten til Kristian Jensen i foråret. Og med et nyt valgnederlag vil presset for et lederskifte uden tvivl vokse hos store dele af gruppen og baglandet.

Foreløbig arbejder tiden dog for Lars Løkke Rasmussen, mens Helle Thorning-Schmidt er kastet ud i en kamp mod uret for at få bragt sig selv i en situation, hvor hun kan udskrive valg.

Ganske vist er økonomien blev stærkere. Ledigheden er faldet, og 36.000 flere er kommet i beskæftigelse siden starten af sidste år. Eksporten er steget. Forbrugernes tillid er på vej op. Og boligmarkedet har det bedre. Se figur 1.

Men i meningsmålingerne er forskellen mellem rød og blå blok rimelig stabil. Thorning mangler 4-5 pct.point for at kunne bevare Statsministeriet og skal præstere et historisk comeback. Se figur 2.

[graph title="Ledigheden falder" caption="Figur 2  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/78911-tka_fig03_ledigheden-falder.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/e05b0-tka_fig03_ledigheden-falder.png" text="Antallet af ledige er faldet med godt 30.000 under Thorning."]Kilde: Danmarks Statistik. [/graph]

Formår hun ikke at mindske forskellen de næste 100 dage, vil mange af hendes partifæller have mere fokus på tiden efter valgnederlaget, genopbygningen af partiet og en relancering med Mette Frederiksen som formand. Og Thorning vil stå i samme situation som Poul Nyrup Rasmussen i 2001 og Mogens Lykketoft i 2005, hvor de begge kæmpede en temmelig ensom, men håbløs kamp om at vinde valget.

Troen på en valgsejr til rød blok synes mildest talt heller ikke at være særlig prangende hos Thornings to støttepartier, SF og Enhedslisten. Debatten om dagpengereformen har vist, at de to partier forsøger at stemmemaksimere – også selv om det sker på bekostning af regeringspartierne. Det gør ondt på den socialdemokratiske top, når de bliver angrebet af deres røde venner for ikke at føre socialdemokratisk politik. Og specielt SF’s formand Pia Olsen Dyhr har med partiets annoncekampagne om dagpengereformen og fælles fodslaw med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl skabt dyb frustration i S-toppen.

Frem til valget vil Helle Thorning have massiv fokus på velfærd og hamre løs på Venstre i forsøget på at tegne et billede af, at Løkke vil udsulte velfærden. Det er på dette område, hun skal vinde slaget mod Lars Løkke Rasmussen. Første skridt bliver finansloven for næste år, hvor brikkerne er linet op til den rødeste aftale i mange år.

Det store slagnummer bliver en omfattende sundhedspakke til 5 milliarder kr., som skal bruges til bl.a. bedre kræftbehandling og mere hjælp til kronisk syge. Psykiatrien skal styrkes med 2 milliarder kr. En fordobling af fradraget for fagforeningskontingent skal give flere penge i hænderne til 1,3 million danskere. Og der er afsat 1,5 milliard kr. til velfærdsforbedringer fra SF’s og Enhedslistens ønskeseddel – penge som bl.a. kan bruges til at reparere på dagpengereformen.

En af landets mest erfarne embedsmænd, den tidligere departementschef Jørgen Rosted, der har arbejdet 40 år i centraladministrationen, forudser, at Socialdemokraterne vil lave en storoffensiv på velfærdsområdet frem til valget.

”Jeg føler mig overbevist om, at Socialdemokraterne forbereder sig til tænderne og vil komme med en hel masse udspil, som vi ikke kender i dag, for at vise, at de er garanten for, at det velfærdsamfund, vi kender, vil overleve,” siger Jørgen Rosted.

På forhånd har Thorning linet op til at føre valgkamp om et helt nyt dagpengesystem, der kan træde i kraft fra 1. januar 2016 og dermed tage kvælertag på den dagpengereform, som Socialdemokraterne var imod, men som alligevel har bidraget til partiets lave vælgeropbakning.

”Vi vil have et nyt dagpengesystem. Og det får vi,” som hun sagde i sin tale på S-kongressen for nylig.

Løkkes frygt for løftebrud

Mens Thorning forbereder sin offensiv i håb om at suge flere vælgere over midten, har Løkke valgt en mere lurepassende rolle.

Hans valgkamp bliver præget af en strategi om ikke at udstede for mange konkrete løfter – så han efterfølgende heller ikke kan anklages for løftebrud. Tilsyneladende har han f.eks. ingen planer om at fremlægge en sammenhængende økonomisk plan på denne side af et valg, en plan som han efterfølgende ville kunne hænges op på.

Til sammenligning lægger De Konservative i partiets langsigtede 2020-plan op til en omfordeling af samfundsressourcerne på godt 62 milliarder kr. Hovedparten af pengene hentes fra de offentlige kasser og lægges i private hænder i form af skatte- og afgiftslettelser for ca. 40 milliarder kr.

Lars Løkke Rasmussen har i stedet valgt en langt blødere kurs frem til valget med fokus på fem konkrete mærkesager. Han vil bl.a. lave en jobreform med et nyt kontanthjælpsloft og give skattelettelser i bunden, for at gevinsten ved at arbejde bliver større. Han vil også skaffe flere private arbejdspladser ved at indføre skattestop.

”Vinder Venstre valget, vil de første skridt for en regering være at indføre et skatte- og byrdestop fra dag ét,” lovede Løkke på Venstres landsmøde.

Han vil også styrke sundhedsvæsenet ved at tilføre det 1 ekstra milliard, han vil indføre højere straffe for rocker- og bandekriminalitet og lave en helt ny udlændingepolitik.

Strategien kan umiddelbart minde meget om den kontraktpolitik, som Anders Fogh Rasmussen brugte med stor succes til at vippe Poul Nyrup Rasmussen af pinden i 2001. Se figur 3. Men Løkke understreger, at der ikke er tale om en ny form for kontraktpolitik. Han har slået en tyk streg under det faktum, at Venstre ikke har 90 mandater, og at de nye mål skal forhandles på plads med de andre partier. På den måde forsøger han at skærme sig selv mod fremtidige anklager om løftebrud.

Men en ting er, hvad partiet selv kalder sine forslag. En anden ting er, hvordan vælgerne opfatter dem. Mange af Venstres anklager mod Socialdemokraterne for løftebrud er rettet mod forslag, som Thorning heller ikke fik 90 mandater bag efter valget.

Venstre tøver også med at give et konkret svar på, hvorvidt regionerne skal nedlægges og staten overtage ansvaret for at drive sygehusene. Det ønsker de tre øvrige partier i blå blok. Og selvom Venstre har lovet at komme med et udspil i god tid før næste valg, lader det vente på sig. Det kan blive en anden af valgkampens jokere.

Splittelse i blå blok

Jo tættere vi kommer på valget, jo mere vil den interne splittelse mellem de fire partier i blå blok blive udkrystalliseret.

De sidste tre år har medierne haft massiv fokus på splittelsen i rød blok. Men de fire partier i blå blok er også kløvet på en lang række centrale områder, og det er fortsat svært at se tegningen af et klart borgerligt regeringsgrundlag.

Venstre havde samlet alle fire partiledere til sit landsmøde i Herning i forrige weekend i forsøg på at signalere samlet trop. Men knap var landsmødet overstået, før Løkkes forslag om skattestop fra dag ét blev angrebet af De Konservative og Liberal Alliance. De to partier mener, at Venstre er på vej til at begå et løftebrud ved at love vælgerne skattestop uden samtidig at fastfryse den stigende grundskyld for boligejere.

Som Mandag Morgen tidligere har beskrevet i artiklen ”Uenighed truer det blå regeringsprojekt”, er der stor uenighed mellem de fire partier om en række centrale områder som økonomi, skat, EU, udlændinge, uddannelse, sundhed, beskæftigelse og andre velfærdsområder.

Specielt den økonomiske politik skiller partierne i blå blok. Venstre forsøger at nedtone sit offentlige udgiftsstop med fortællingen om, at ”hver gang regeringen vil bruge 100 kr. og 60 øre vil Venstre bruge 100 kr.”. Men forskellen mellem regeringens og Venstres politik svarer til godt 20 milliarder kr. i 2020. Og ser man alene på polerne i blå blok – Dansk Folkepartis krav om en vækst på 0,8 pct. og Liberal Alliances ønske om at effektivisere for 1,5 pct. – svarer det til en forskel i det offentlige forbrug på 80 milliarder kr. i 2020.

Holder Dansk Folkepartis fremgang helt frem til målstregen, vil Kristian Thulesen Dahl tage sig godt betalt for at støtte en V-ledet regering. Han vil kræve indrømmelser på rets- og udlændingepolitikken. Men først og fremmest er han nærmest tvunget til at få Løkke til at opgive sit offentlige udgiftsstop, så der er flere penge til velfærd. Lykkes det ikke, risikerer Kristian Thulesen Dahl en massiv vælgerstorm.

Udlændinge i fokus

Splittelsen i blå blok omfatter også udlændingepolitikken, der tegner til at blive et af valgets varmeste temaer og kan flytte mange stemmer mellem partierne og blokkene.

Både Venstre og Dansk Folkeparti vil køre hårdt på udlændingepolitikken frem til valget, mens De Konservative og Liberal Alliance vil være mere tilbageholdende.

Helle Thorning-Schmidt brugte en stor del af sin åbningstale på at skærpe regeringens udlændingepolitik for at lukke en sårbar flanke og forsøge at tiltrække vælgere fra Venstre og især Dansk Folkeparti. Som professor og valgforsker Rune Stubager udtrykker det:

”Socialdemokraterne er meget skarpe på, at det er et område, hvor de ikke skal tages med bukserne nede. Derfor er det heller ikke givet, at bare emnet kommer på dagsordnen, bliver det en borgerlig walk over,” siger han.

Thorning vil begrænse familiesammenføringen for de syrere, som regeringen i forvejen kun har givet midlertidig opholdstilladelse i et år. De vil ikke længere have krav på at få familien hertil det første år. De nye asylregler er strammere end under VK-regeringen. Hun vil også sætte hårdt ind over for menneskesmuglere, illegale indvandrere og kriminelle udlændinge ved en mere effektiv kontrol i grænseområder og lufthavne. Hun tøver ikke med at tage pas og opholdstilladelse fra de danskere, som rejser til Syrien eller Irak for at for at støtte terrororganisationen ISIL.

Regeringen erkender også, at integrationen halter på en lang række områder, og at der er brug for at få flere indvandrere fra specielt ikke-vestlige lande i arbejde og uddannelse.

Men udlændingepolitikken er også et farligt kort at spille for de fleste af partierne – bortset fra Dansk Folkeparti, for hvem en stram udlændingepolitik er hjerteblod. Partierne kan score nye vælgere. Men de kan samtidig tabe andre.

I rød blok gør specielt forslaget om de strammere asylregler ondt langt ind i De Radikales bagland. Og Socialdemokraterne kan også komme til at bløde vælgere til SF og Enhedslisten.

I blå blok har Venstre med sit udlændingeudspil formået at tage toppen af Dansk Folkepartis fremgang. Men prisen har været høj. Forslaget om at sortere mellem nationaliteter har skabt voldsom intern kritik og har bragt Venstre på kollisionskurs med store dele af erhvervslivet.

Det har skabt plads til De Konservatives nye leder Søren Pape Poulsen.

"Jeg er fløjtende ligeglad med, om et menneske kommer fra Brasilien, Indien, Marokko eller Saudi-Arabien. Bare de er dygtige. Det vigtigste er, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for," sagde Søren Pape Poulsen i Berlingske forleden. Angrebet forsøger at udnytte splittelsen i Venstre og suge stemmer til sig blandt de vælgere, som synes, Venstre er gået for langt. Den eneste sikre vinder ved at sætte udlændingepolitikken højt på dagsordenen synes derfor at være Dansk Folkeparti.