Vi bruger jævnligt ordet global – globale fænomener, globale problemer, globale kriser – og ofte er ordet forbundet med den tænkning, at når noget er et globalt anliggende, så er det ikke et lokalt anliggende. Det betyder, at det er andre, der må tage sig af det pågældende globale problem eller anliggende. Hvem og hvor disse andre er, fortoner sig i det uvisse, for der er ofte ingen andre – end os selv og alle andre. Ethvert problem, der er globalt, er også lokalt. Det globale er lokalt. Hvis noget er globalt, kommer det netop alle ved. Jeg er en repræsentation af det globale.

Når talen for eksempel går på FN’s 17 verdensmål, er ræsonnementet ofte, at det må de store, FN, EU eller USA og Kina, tage sig af. Det kommer ikke den enkelte borger, det lille land eller den enkelte virksomhed ved. Man må ikke tale om det individuelle eller om det personlige ansvar i den sammenhæng, for det er at påføre mennesker en skyld eller en skam, som mennesker ikke kan bære eller fortjener. Sådan siger vi ofte, men denne tænkning er kun rigtig, når det handler om børn, for børn er selvfølgelig uden skyld og ansvar. Vi voksne har naturligvis altid et medansvar – for både delen og helheden.

Vi har så travlt med at minde hinanden om, hvor små procentsatser det ene og det andet betyder. For når det betyder lidt procentmæssigt, er det ikke så vigtigt. Og når det ikke er vigtigt, er det næsten uden betydning, hvad jeg og vi gør. Danmark betyder kun en lille smule, når det handler om for eksempel CO2-udslip i verden, og flybranchen betyder også kun lidt i forhold til andre områder. Jeg siger ikke, at vi ikke skal kende til disse tal og faktiske forhold, for selvfølgelig skal vi det. Men vi skal tage os i agt for, hvilke konklusioner vi drager ud fra tallene.

Enhver flyvetur tæller

Når det for eksempel handler om flybranchen, er konklusionen ofte, at det ikke er så skadeligt at flyve, for det er en meget lille procentdel af det samlede CO2-udslip, der skyldes flytrafikken. Så vi kan roligt flyve. Danmark udleder kun promiller af det samlede udslip eller tegner sig for en lille procentdel af det samlede forbrug af det ene eller det andet, og derfor er det uden betydning i den store sammenhæng, hvad Danmark gør.

Rækken af isolerede facts, der er revet ud af alle sammenhænge, og forkerte konklusioner truffet på denne baggrund er uendelig lang. Og den er farlig. Vi skal passe på! Hvis alle ræsonnerer som lige anført, sker der jo intet i verden.

For hvad er det, vi konkluderer? Vi konkluderer, at det kun er nogle få store lande og nogle få store brancher eller områder, der skal agere. Alle vi andre kan gøre, som vi plejer. Det er uden betydning, hvad vi gør. Og det er jo lige netop en selvindlysende forkert konklusion.

Det behøver ingen forklaring eller argumentation, at jeg som enkeltindivid er af betydning for min familie, for min arbejdsplads, for Danmark og for verden. Selvfølgelig er jeg det. Og det er alle; alle lande, brancher, mennesker, politikere, ledere, lærere betyder noget. Vores adfærd, vores ord og sætninger, vores holdninger osv. Alt er af betydning for helheden, og helheden er kommunen, landet, verden. Ét individ; ét hundrede individer; én million individer. 

Hvis vi ikke passer på her, så går det galt. For så melder vi os alle lidt efter lidt ud af helheden. Og det er jo præcist, hvad vi faktisk har gjort i mange år på mange områder, blandt andet i ly af den adskillelses- eller separationstænkning, som vi er blevet opdraget til at praktisere gennem nogle århundreder. Vi adskiller krop og sjæl, vi adskiller mennesker og natur, vi adskiller videns-, ledelses- og forvaltningsområder fra hinanden i fag, klasser, forvaltninger, ministerier, fakulteter og afdelinger.

Det gør vi, fordi vi har sat ensidigt fokus på mekanisering, specialisering, automatisering og centralisering, eller kort sagt: Vi har sat fokus på, hvad man kunne kalde simpel rationalisering, med den konsekvens, at helheden går tabt, helheden forsvinder, i værste fald ud i den blå luft, i bedste fald ud i periferien.

Deloptimering bliver suboptimering

Den simple rationalisering går jo nemlig ud på, at vi fokuserer på og optimerer for den enkelte isolerede del for sig. Af og til ser vi på og tager hensyn til overfladiske og uomgængelige sammenhænge, men alle de andre, underliggende og mere subtile sammenhænge, strømme, relationer skærer vi over og lader ude af betragtning. Det fører til enorme mængder af, hvad jeg i denne sammenhæng blot vil kalde suboptimering.

Vi ser på og optimerer hvert delområde for sig; én del af kroppen, én del af kommunen, en del af universitetet, én del af skolen, virksomheden eller samfundet. Og derved forsvinder helhedssynet og helhedshensynet. Vi ser det og praktiserer det overalt, og den ovenfor nævnte procent-tænkning er en del af dette adskillelsesfænomen eller en del af denne – lad os kalde det – fag-, kasse- og silotænkning.

Vi skal tænke og handle i helheder, og gør vi det, indser vi straks, at jeg, Danmark eller flybranchen er af betydning og skal tænke sig selv ind i de store helheder. Det er aldrig ligegyldigt, hvad Danmark, Varde Kommune, Randersgades Skole, den enkelte virksomhed eller jeg gør – uanset hvor lille en procentdel, vi eller jeg udgør i én eller anden konkret større sammenhæng. Jeg er af betydning for helheden; helheden er af betydning for mig.

Alle problemer er både globale og lokale. At det så ikke altid er selvindlysende for mig, for virksomheden eller for den enkelte skole, hvordan jeg eller den hænger sammen med helheden, og hvordan jeg på den baggrund kan praktisere det medansvar, som jeg gerne vil praktisere – det er en anden sag. Og her har mange af os, hvad enten det er borgeren, virksomheden eller politikeren, brug for oplysning, information, hjælp og rådgivning.

--- 

Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.