Grønne politikere og NGO’er har allerede udråbt Durban til alt fra ”ussel” til ”forfærdelig”.  Jeg er ikke enig. Politik er det muliges kunst, og den såkaldte Durban Platform – resultatet af COP17 - er det bedste opnåelige resultat efter omstændighederne.

Den løser ikke klimaproblemet, som fortsat udgør en ildevarslende trussel for vores samfund (læs denne uges Mandag Morgen), men den peger fremad og giver ny relevans til en proces, som på alle måder var forstenet. Det kan blive fundamentet for et reelt globalt samarbejde om at skabe bæredygtighed.

I 15 år – siden Kyoto-protokollens vedtagelse – har klimaforhandlingerne reelt været låst fast i et regime, der i højere og højere grad fjernede sig fra virkelighedens verden. Nemlig i en falsk opdeling af verden, hvor nogle af de største udledere af CO2 har været fri for ansvar  - de store udviklingsøkonomier - mens andre – de vestlige lande – har skullet løse et problem, som de har mindre og mindre indflydelse på i takt med at lande som Kina og Indien overtager pladsen som verdens største udledere af CO2.

Ud fra en moralsk betragtning om det historiske ansvar for klimaændringerne gav det muligvis mening, men i en realpolitisk verden blev det mere og mere bizart. Og resultatet var da også derefter, nemlig at Kyoto-protokollen i dag kun omfatter reduktionsforpligtelser for 11% af de samlede udledninger, nemlig EU’s.

Politiske processer skal anmeldes efter en politisk skala, ikke en moralsk eller videnskabelig. Alternativet til Durban-aftalen var ikke en aftale, som løste klimaproblemet. Alternativet var andre og svagere politiske scenarier.

Det mest sandsynlige scenarie var, at en række begrænsede aftaler om f.eks. Den Grønne Klimafond og skovbeskyttelse var faldet på plads, og at EU havde forlænget Kyoto-protokollen uden at få noget til gengæld. Alle ved, at ikke ti vilde heste på noget tidspunkt kunne få USA med i Kyoto-regimet – og også Rusland, Japan og Canada faldt fra. Udover EU ville det kun være u-landene, der støtte Kyoto, vel at mærke fordi Kyoto ikke kræver handling af u-landene.

Det afgørende øjeblik lørdag nat under Durban-forhandlingerne ifølge The Guardian. Til højre i billedet Connie Hedegaard.

Det ville reelt være et perspektivløs resultat, selvom NGO’er og andre fortsat ville have fornøjelsen af at stå på sidelinien og skamme USA ud for ikke at gøre noget. Dejligt trygt og velkendt, men ikke noget der ændrer verden.

Nu har vi en fælles ramme, som omfatter dem, der har ansvaret. For første gang i verdenshistorien har vi et dokument, som betyder at lande som Kina, Indien og USA på et tidspunkt får pligt til at sænke CO2-udledningen. Den er juridisk svag og timingen er et stort problem, ja. Men dokumentet er der. Der er noget at bygge videre på og forbedre.

Durban-aftalen vil formentlig først træde i kraft i 2020, men til gengæld startede diskussionerne om at stramme reduktionsmålene allerede i Durban, og vi kan forvente at EU og de mest udsatte lande nu vil lægge enormt pres på resten af verden for hæve ambitionerne i erkendelse af at tiltagene kommer senere i gang.

Durban giver omverdenen – erhvervslivet, forbrugere, byer – vished for, at bekæmpelse af klimaproblemerne fortsat er en prioritet, og at også de store udviklingsøkonomier skal rette ind, hvilket faktisk er den største nyskabelse.
Durban blev EU’s topmøde – paradoksalt nok i skyggen af et Bruxelles i Euro-kaos.

Unionen introducerede i Durban den hårdt tiltrængt nytænkning, der skulle til for at ændre diskussionen og få et tåleligt resultat. EU’s noget-for-noget-linie, som jeg beskrev her på bloggen tidligere på ugen, fik skabt nogle nye fronter, nye snitflader og nye diskussioner. EU’s linie blev omdrejningspunktet for Durban og EU var reelt den eneste spiller, der smed noget nyt og afgørende på bordet i en proces, der i alt for mange år har været præget af fastlåste fronter og deja-vu.

EU’s overraskende til og med, bl.a. takket være den danske klimaminister Martin Lidegaards indsats, ved at skabe en alliance med gruppen af lavtliggende ø-stater, AOSIS,  og gruppen af de fattigste lande, LDC. De rigeste og de fattigste i samme alliance. Det bragte ny dynamik. Det betød, at diskussionen ikke længere var mellem rig og fattig, men mellem ”beslutsomme og ubeslutsomme”, som diplomater udtrykte det.

Dermed lykkedes det EU at skabe splittelse i blokken af de såkaldt fattige lande – G77 - som Kina og Indien ellers hidtil har dygtigt har manipuleret efter forgodtbefindende eller taget som gidsel igennem dem ene COP efter den anden.
Pludselig var der reel risiko for at Indien og Kina blev udråbt som skurken, der ødelagde det for de mest sårbare lande. De sidste, dramatiske timer endte med at de begge, samt USA, bevægede sig og reelt overraskede alle. Det lykkedes udelukkende fordi EU faktisk viste sig at mene, hvad de havde sagt: Ingen ny periode for Kyoto, hvis ikke I går med i en langsigtet, fælles aftale. Det krævede et time out i sidste fase, men det gav resultat.

Strategiens arkitekt var Connie Hedegaard, som allerede efter COP16 i Cancun internt i EU modsatte sig, at EU skulle ”forære” en forlængelse af KP væk, og foreslog at EU i stedet krævede modydelser i form at støtte til en ny og fælles protokol i fremtiden.  En strategi, hun fik opbakning til på EU’s rådsmøde i oktober, og som blev udfoldet i Durban, hvor den danske klimakommissær spillede en absolut hovedrolle. Ifølge The Guardian var det ”tre magtfulde kvindelige politikere”, der reddede Durban; Sydafrikas udenrigsminister Maite Nkoana-Mashabane, Indiens miljøminister Jayanthi Natarajan og Connie Hedegaard. Eller Scientific American, som skriver at EU’s chefforhandler “viste sig at blive afgørende for den endelige aftale”.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Læs Per Meilstrups øvrige indlæg under COP17 her.