Vi danskere er dygtige, og vi er vant til at blive set som dygtige. Både af omverdenen og nok især af os selv. Men det kan være farligt, når dygtighed bliver identitetsbærende, når vi bliver vant til altid at klare os godt.

Problemet er, at enhver reel fornyelse indebærer, at man skal til at tænke og gøre tingene anerledes. Man skal forlade sin trygge hjemmebane, og begive sig ad nye veje, hvor man ikke længere er så dygtig, som omverdenen og man selv forventer.

Det er utrygt og svært for de fleste, og derfor kan dygtighedens bagside let udvikle sig til forbandelse af selvtilstrækkelighed, apati og konservatisme. Jo bedre karrieren går og jo længere man kommer op i det organisatoriske hierarki, jo større er forventningerne om dygtighed og desto mere klynger vi os til, hvad vi ved og kan i forvejen.

På det seneste har jeg arbejde lidt med Ministeriet for Børn og Undervisnings initiativ, Ny Nordisk Skole. I den forbindelse har jeg haft fornøjelsen af at opleve Lars Goldschmidt, direktør i DI, holde oplæg til en række road-shows rundt i landet. Han har hjertet på rette sted, og er en gudbenådet formidler.

En af hans centrale pointer er netop, at dygtigheden kan blive en fælde, og Lars fik mig til at fundere lidt over, hvorfor Danmark er kommet så meget på røven?

I det store billede står vores lille land i udfordringer til halsen. Vores produktivitet har stået i stampe siden 90’erne, og vi har set til fra sidelinjen, mens Sverige, Tyskland og resten af A-kæden har sejlet os bagud i matchrace-discipliner som vækst, turisme etc.

Det står nu mere og mere klart, at hvis vi ser bort fra 00’ernes fantasiopsving, antændt af boligboblens varme luftstrømme, har Danmark gennem mere end et årti gravet sig længere og længere ned i et udviklingsmæssigt hul med vigende konkurrencevene, utilstrækkelig innovation og politisk vanetænkning.

Jeg er begyndt at få miste tanke om, at det er vores dygtighed, der har løbet om hjørner med os (EM sejren i 1992 var måske dér, hvor det gik galt og overmodet tog overhånd). Selvbilledet af at være klassens duks med verdens bedste velfærdsstat, den lykkeligste befolkning og det bedste uddannelsessystem er blevet en barriere for en nødvendig erkendelse af problemernes alvor og vores villighed til at søge nye løsninger.

Fra Løkkes Danske Drøm til Thornings blegrøde fortælling har politikerne vænnet os til en konservativ sang, hvor vi er verdens bedste, der kan få både i pose og i sæk, hvis vi blot orker at arbejde 12 minutterne mere om dagen.

På de danske arbejdspladser er faglighed for ofte blevet et argument for at gøre, som vi plejer. Fornyelse bliver udstillet som ufaglig, og forandring som et overgreb. Det sidste desværre delvist med rette – vi har herhjemme en uskøn tradition for, at politikerne uden held insisterer på, at man kan måle og sanktionere til begejstring og øget innovationskraft. Som om grisen bliver tykkere eller mere kreativ af at blive vejet.

Men der er heldigvis håb. Dels fordi vi rent faktisk er dygtige, og dels fordi vi i herhjemme stadigvæk bærer på en unik ressource – vores loyale ulydighed, hvor vi gør, hvad der skal til, frem for blot hvad vi skal.

I mødet med tumpet eller direkte tåbelig ledelse hersker der på mange danske arbejdspladser en sund og nødvendig tradition for at se stort på reglerne, når det er nødvendigt for at få tingene til at hænge sammen. Uden denne konstruktive trods ville mange store virksomheder og store dele af den offentlige sektor fungere væsentligt dårligere.

Der er få andre lande i verden, hvor det er en protestform, når lønmodtagerne truer med at arbejde efter reglerne.

Læs flere af Ask Aggers indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.