Det blev født under Fogh og Løkke i 2001. Det har været elsket og hadet. Det har øget uligheden i Danmark. Det har gjort boligejerne i storbyerne rigere og livet lidt surere for boligejere i udkantskommuner. Nu står det til at blive aflivet. Vi taler naturligvis om boligskattestoppet.

Regeringen siger ganske vist noget andet. Både statsminister Lars Løkke Rasmussen og skatteminister Karsten Lauritzen bliver ved med at tale om ”et nyt og forbedret” skattestop. Men det er mere spin end sandhed.

Den lange åbningsdebat i Folketinget afslørede, at Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre gerne vil forhandle en boligaftale med regeringen – uden om Løkkes store helhedsplan. Og Løkke Rasmussen afviste – desværre – de tre partilederes fremstrakte hænder. Det bør statsministeren overveje endnu en gang. En reform af boligskatterne får betydning for det store flertal af danskere, der bor i ejerbolig, og bør derfor bakkes op af et bredt flertal. Her er regeringens forslag med dets tre store plusser et godt udgangspunkt.

Det er et stort plus, at ejendomsværdiskatten fremover skal beregnes som en lille procentdel af ejendommens værdi og ikke som et fast beløb i kroner og øre. På den måde stiger skatten, når boligens værdi stiger. Og omvendt falder skatten, når boligen mister værdi. Det vil ifølge topøkonomer med de økonomiske vismænd i spidsen modvirke boligbobler og skabe en sundere national økonomi for Danmark.

Det er også et plus, at boligejere får mulighed for at indfryse skattestigninger. Ejere skal altså ikke gå fra hus og hjem, blot fordi gode økonomiske konjunkturer løfter deres boligs værdi.

Endelig er det positivt, at ingen ejere frem til 2021 skal stilles ringere end i dag. Til gengæld vil nye boligejere efter 2021 skulle betale mere i boligskat end i dag. Mon ikke, resultatet på det tidspunkt vil være faldende boligpriser. Fremtidige ejere kommer altså til at betale en lidt højere sats, men af en lidt lavere markedsværdi. Det er ikke nødvendigvis så dårlig en ide.

Men der er desværre også et endda meget stort minus. I dag betaler boligejere to skatter – en skat af ejendommens værdi og en skat af jorden, dvs. grundskylden. Ejendommens værdi fastsættes i handel og vandel, men det gør grundskylden ikke. Forklaringen er, at der stort set ikke handles jord i byerne, hvor alt er bebygget. Derfor beregnes grundskylden ud fra særdeles komplicerede regnetekniske modeller. Problemet er, at beregningerne er så upræcise, at to ejere af nærmest identiske boliger kan betale meget forskellige beløb i grundskyld. Siden Rigsrevisionens sønderlemmende kritik af grundskylden i 2013 har Skatteministeriet forsøgt at udvikle afløseren. Det trækker bare ud og ud. Ved fremlæggelsen af boligskattereformen sagde Karsten Lauritzen, at det først ville være klar i 2019. Altså om tre år.

De mange års udviklingsarbejde tyder på nærmest uoverstigelige problemer med at finde en fair og forståelig afløser for det nuværende system. Og netop fairness og forståelighed må være et mindstekrav til skattelovgivningen. Det lever regeringens udspil desværre ikke op til. Når Skatteministeriet først har afløseren klar om tre år, ved politikerne i bund og grund ikke, hvad de siger ja til lige nu. Det kunne i sig selv være en anledning til igen at overveje grundskyldens fremtid.

Ender Løkke Rasmussen med at forhandle boligskat med både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, må han vikle reformen af boligskatterne ud af sin 2025-plan. Finansieringen skal med andre ord findes uden for 2025-planen. I kroner og øre er det en overkommelig opgave.

Når regeringen afsætter 24 mia. kr. til boligejerne, er der ifølge 2025-planen dels tale om et engangsbeløb på 7 mia. kr., som skal betales tilbage til de boligejere, der har betalt for meget. Dels lægger 2025-planen op til en løbende finansiering, fordi regeringens forslag til reform af boligskatterne reducerer skatteindtægterne fra boligejerne. I 2025 mangler der således 2,5 mia. kr. Forklaringen er bl.a., at regeringen ”kun” vil beskatte ejendomsværdien med 0,6 pct. for de fleste boligejere og med 1 pct. for ejere af de dyreste huse. Historisk set er det et meget lavt niveau.

Til sammenligning var de to satser før skattestoppet i 2001 på hhv. 1 pct. og 3 pct. En reform kunne i højere grad finansiere sig selv ved at hæve satserne op mod det historiske niveau. Den slags reformer skal indfases over en årrække eller på anden måde sikre, at boligejere ikke tvinges fra hus og hjem.

Det er godt for Danmark, hvis regeringen laver en bred, forståelig aftale om boligskatterne.

Det vil også øge vælgernes tillid til politikerne, hvis de forstår, hvordan deres boligskat beregnes. Og der er brug for mere tillid. En ny undersøgelse viser, at danskernes tillid til politikerne har nået det laveste niveau i 25 år.