Danmarks to største mediekoncerner, Egmont og Carl Allers Etablisement, står begge med indtjeningsproblemer. Aller-koncernens driftsresultat dykkede sidste år med 82 millioner kr. til 169 millioner kr., bl.a. på grund af den skærpede krig på kulørte billigblade. Aller-aktierne, som handles på Dansk OTC i Horsens, er over sommeren faldet 40 pct. i værdi. Tilbagegangen skal nu indhentes ved at effektivisere produktionen af ugebladene i Danmark og Norge. Ifølge Ugebrevets oplysninger besluttede Allers bestyrelse for få uger siden at investere 300-400 millioner kr. i et nyt trykkeri i Tåstrup. Samtidig er der indgået aftale med personalet om at spare 150 arbejdspladser. Direktør Erik Aller ønsker ikke at kommentere oplysningerne. Egmont har til gengæld svært ved at få økonomi i sine elektroniske medier og satser stort på udvikling af underholdningsportaler på internettet. Forsommerens store ledelsesrokade i Egmont skal sikre en bedre samordning mellem koncernens produkter og enkeltlandene. Begge selskaber ønsker at ekspandere inden for elektroniske medier. Egmont har valgt en aggressiv og risikabel strategi, Aller-koncernen går mere forsigtigt frem.