Knud Aarup er en mand med solid indsigt i og stor erfaring med de fleste hjørner af velfærdsamfundets maskinrum. Han kender dets styrker og svagheder. Han ved, hvor skoen for alvor trykker.

Når han skal stille en diagnose af velfærdssamfundet anno januar 2017, fælder han en usædvanlig hård og dramatisk konklusion.

”Velfærdssamfundet er inde i en dødsspiral. Det fungerer ikke længere godt nok. Situationen er mere alvorlig end de fleste har indset og det indtryk, som politikerne tegner. Der hersker en slags velfærdsillusion. Vi siger, at velfærdssamfundet fungerer, og vi er rigtig glade for det. Men vi ser ikke de træk, som går i den helt anden retning,” siger Knud Aarup.

Han har i over 30 år beskæftiget sig med den offentlige sektor. Han har været direktør i Socialstyrelsen og embedsmand i Indenrigsministeriet. Han har rådgivet Schlüter-regeringen. Han har været direktør i forskellige jyske kommuner som Horsens, Hadsten og Randers. I dag er han selvstændig og formand for Socialpolitisk Forening.

De tre sociale dræbere

Knud Aarup mener, at det danske velfærdssamfund koster 100 milliarder kr. mere i offentlige udgifter om året, end det er nødvendigt – svarende til godt 7 pct. af BNP – og at op imod 200.000 personer i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomst kunne klare sig selv, hvis de havde fået den rette socialfaglige indsats i tide.

”Det skal ikke forstås som en kritik af de ansatte ude i de enkelte velfærdsinstitutioner. Men vi tænker fortsat sociale indsatser som en omkostning og ikke som en investering. Vi sender regningen direkte videre til næste generation, som skal betale for de mennesker, som i dag ikke får den nødvendige støtte til at mestre deres eget liv,” siger Knud Aarup.

Han er også bekymret for det, han betegner som de tre sociale dræbere: autisme, ADHD og ordblindhed. Mange unge med en af disse diagnoser gennemfører ikke grundskolen. Og færre end hver 5. af de unge med autisme eller ADHD påbegynder ifølge Knud Aarup en ungdomsuddannelse.

”Det er på ingen måde acceptabelt, at der i et velfærdssamfund som det danske ikke er større politisk og faglig opmærksomhed om dette problem med de tre sociale dræbere. Vi taler om en stor gruppe på op imod 130.000 børn og unge under 20 år, som falder igennem systemet eller bliver bremset i deres udvikling. De får ikke de muligheder, som deres ressourcer og begavelse berettiger,” siger Knud Aarup.

Han giver dog også i dette interview en opskrift på en kur, som både er en form for nødhjælp til at standse dødsspiralen, og som også skal fremtidssikre velfærdssamfundet. Kuren består af en stribe løsninger, hvoraf flere er særdeles ømtålelige og med garanti vil skabe vrede blandt store dele af det politiske kor på Christiansborg, i centraladministrationen og fagbevægelsen.

Astronomisk tab

Sidste år blev der født næsten 60.000 børn i Danmark. Erfaringerne har vist, at en stor del af dem vil ende på samfundets sidelinje som f.eks. narkomaner, alkoholikere, kriminelle, psykisk syge eller langtidsledige. Sådan har det været gennem alle år.

Ud over de menneskelige tab er det også dyrt for samfundsøkonomien. Præcis hvor dyrt, er svært at gøre op. Børne- og Socialministeriet giver i sin seneste Socialpolitisk Redegørelse et bud på omkostningerne. Men det dækker kun en del af regningen. Se figur 1.

Knud Aarup giver nu med inspiration fra en svensk model sit bud på regningen. For i Sverige har pensionskoncernen Skandia sammen med de to nationaløkonomer og fremtidsforskere Ingvar Nilsson og Anders Wadeskog kortlagt de økonomiske konsekvenser, hvis der ikke bliver grebet tidligt ind.

De svenske eksperter tager udgangspunkt i, at ca. 12 pct. af en svensk ungdomsårgang på et tidspunkt ender ude på samfundets sidelinje, inden de når pensionsalderen. Den samfundsøkonomiske regning løber op i over 200 milliarder svenske kr. for hver eneste ungdomsårgang.

Knud Aarup har forsøgt at tilpasse den svenske model til danske forhold. Han er dykket ned i statistikkerne om anbragte unge, ADHD’ere og andre store grupper. Han har nærlæst de offentlige regnskaber.

Han når frem til, at denne gruppe koster de offentlige kasser omkring 100 milliarder kr. årligt. Dertil kommer så det produktionstab og de tabte skatteindtægter, som det danske samfund går glip af set i forhold til, hvis de havde levet et “normalt liv”.

Bliver de lagt oveni, løber det samfundsøkonomiske tab op i astronomiske 150 milliarder kr. årligt. Det vidner om et kæmpemæssigt økonomiske – og menneskeligt potentiale – ved at styrke forebyggelse, så færre ender på sidelinjen.

”Det er ufatteligt store summer, vi taler om. Velfærdsamfundet er mindst 100 milliarder kr. dyrere, end det burde være. Det er katastrofalt, at der ikke er større opmærksomhed på disse samfundsøkonomiske tab. Specielt når man ser, hvordan man mange gange har lavet beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger ved f.eks. rygning eller manglende motion. Det kan hænge sammen med, at der i flere år har hersket en almindelig misforståelse mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening om, at jo mindre man vidste om socialområdet, jo bedre. For jo mere man vidste, jo dyrere blev det. Derfor begår vi de samme fejl som for 20 år siden. Skal vi ændre det for fremtiden, bliver vi nødt til at gøre det nu.”

Reformer bliver katastrofale på sigt

Han fremhæver det nye kontanthjælpsloft og den lave integrationsydelse som eksempler på nye love, der kan få katastrofale konsekvenser på sigt, da de ikke tager højde for de samlede samfundsøkonomiske regnestykker.

De to reformer forventes at sende 1.200 flere i arbejde og styrker dermed de offentlige finanser nu og her. Men de kommer samtidig til at berøre tusindvis af børn, hvis forældre kan miste flere tusinde kroner hver måned.

Beskæftigelsesministeriet anslår, at kontanthjælpsloftet, der trådte i kraft 1. oktober sidste år, har ramt 43.500 børn. Den lave integrationsydelse kommer til at ramme 21.800 børn årligt. De risikerer nu at måtte spare på mad, tøj, medicin, sociale aktiviteter og offentlig transport. Det kan få store sociale konsekvenser.

”Det er dokumenteret mange gange efterhånden, at børn, som vokser op i fattigdom eller med store økonomiske bekymringer, ikke vil være så indlæringsparate og vil have mindre arbejdshukommelse end andre børn. Vi skaber derfor dummere børn, som vi ved, vi om 20 år vil få vanskeligt ved at beskæftige. Det er der ikke taget højde for i regeringens regnestykke. De ser kun på effekten af det øgede arbejdsudbud,” siger Knud Aarup.

Folk mister tillid til velfærd

Når han fælder så alarmerende en dom over velfærdssamfundets udvikling, hænger det også sammen med to andre forhold.

For det første er han stærkt bekymret over, at en stor gruppe af de dårligst stillede vender samfundet ryggen. Det er nogle af de typer, som forfatteren Karina Pedersen skildrer i sin bog “Helt ude i hampen” om livet i underklassen, eller som Morten Pape beskriver i sin anmelderroste bog “Planen” om sin barske opvækst i Urbanplanen på Amager.

”Vi er på vej til at afskalle en gruppe af befolkningen, som ikke køber ind på kerneværdierne i det danske velfærdssamfund. De er ligeglade med fællesskabet. De pumper systemet. Når de ikke kan blive rige på at arbejde, kan de blive rige på at pushe. Deres største mål er måske at blive førtidspensionister. De snobber nedad. Og vi overser, at det breder sig.”

For det andet mener Knud Aarup, at en stigende del af middelklassen efterhånden er ved at være trætte af den offentlige sektor. De har mistet tilliden til, at velfærdssamfundet kan levere den kvalitet, som de forventer.

Han fremhæver det stigende antal forældre, som sender deres børn i privatskole. Mange har en alarmerende mistillid til sundhedsvæsenet og er usikre på, om de får den rette behandling. Og mange føler et misforhold mellem den skat, de betaler, og den service, de får.

”Jeg er meget bekymret for disse tendenser. Det danske velfærdssamfund er ikke, hvad det har været. Det er inde i en slags dødsspiral. Det er blevet et 80 pct. velfærdssamfund, hvor op imod 20 pct. bliver efterladt på samfundets bund. Breder håbløsheden sig blandt de dårligt stillede og oplevelsen af dårlig service, vil velfærdssamfundet bryde samen,” siger Knud Aarup.

Andre faresignaler i det aarupske velfærdsunivers er den stigende ulighed. Det er heller ikke lykkedes for alvor at knække kurven for folk på overførselsindkomst. Andelen af folk i den erhvervsaktive alder på dagpenge, kontanthjælp, efterløn, førtidspension og andre overførsler har gennem de sidste 30 år ligget over 20 pct. Og selv om velfærdssamfundet koster de danske skatteydere over 800 milliarder kr. om året, er det ikke lykkedes at knække den sociale arv.

”Det danske samfund kan på mange måder karakteriseres som et kastesamfund, hvor børn af førtidspensionister bliver førtidspensionister, og hvor selv de dummeste børn af akademikere fra middelklassen får en lang videregående uddannelse,” siger han.

Kur skal stoppe dødsspiralen

Han har også en kur for at få velfærdsamfundet ud af den negative spiral. En kur, som kræver indsatser på en lang række forskellige felter.

Først og fremmest ser han et stort behov for at få taget kvælertag på den udbredte silotænkning, som har bredt sig gennem de sidste 30 år med New Public Management, og få skabt langt mere sammenhæng og fokus på helheden. Det gælder lige fra de enkelte ministerier og styrelser til forvaltninger og institutioner.

”Det vigtige er hele tiden at havde den enkelte borger i centrum for vores indsats. Det har vi ikke i dag. Man ser på dem fra forskellige ministerier, forskellige faggrupper og fra forskellige institutioner. Der er den store fejl sket,” mener han.

Når f.eks. Sundhedsstyrelsen taler om at have et stærkt fokus på helhed og sammenhæng, sker det ifølge Knud Aarup ikke i samarbejde med andre store socialområder som beskæftigelse, uddannelse og integration, men kun ud fra sundhedsområdets egne præmisser.

På samme måde bør f.eks. en sårbar familie med tre børn heller ikke længere være tilknyttet 10 vidt forskellige sagsbehandlere fra hver sin del af kommunen med hver sin ekspertise. I stedet skal kun én af de professionelle tage teten, have ansvaret for at koordinere indsatsen og få skabt den nødvendige tillid til familien.

Borgmestre skal lave nye familieinstitutioner

Knud Aarup opfordrer ligefrem regeringen til at indføre en lovgivning, der giver folk krav på at have helhed og sammenhæng i deres hjælp fra kommunen.

”Vi bliver nødt til at vende tingene på hovedet. Da jeg var social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune, talte vi på et tidspunkt 18 fagprofessionelle grupper, som skulle ind over senhjerneskadede. Jeg vil opfordre meget til, at vi får en bestemmelse i lovgivningen om, at borgerne har krav på helhed og sammenhæng i indsatsen, og som betyder, at én person får ansvaret,” siger han.

Han opfodrer også kommunerne til at etablere en helt ny type af institutioner – familieinstitutioner – med vidt forskellige faggrupper som sundhedsplejersker, socialrådgivere, socialpædagoger og børnehavepædagoger tæt på borgerne ude i belastede boligkvarterer.

De ansatte skal have mulighed for at komme ud i folks hjem, skabe tillid til borgerne og give råd og vejledning. På denne måde kan de give udsatte børn og deres familie et bedre rygstød tidligt i livet og forebygge, at problemerne vokser sig større, så de bliver endnu dyrere at reparere senere i livet.

”Der er brug for at udtænke helt nye typer af institutioner. Vi ved, at de første seks år i børns liv er så afgørende at få støttet dem og deres familier, som har det vanskeligt. Alt, hvad der sker herefter, er enten meget dyrt at lave eller har meget lille effekt,” siger Aarup.

Store forbund skal slå sig sammen

Han sender også en bombe direkte ind i fagbevægelsen. Han opfordrer de tre store sociale velfærdsforbund – Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogisk Landsforbund og BUPL – til at slå sig sammen i ét nyt og stort forbund. Han mener, at det vil sikre en bedre indsats for den enkelte borger.

”Jeg bilder mig ikke ind, at vi kan lave en socialfaglig schweizerkniv, hvor én faggruppe kan gøre det hele. Men jeg er bange for, at vi i vores skelnen mellem forskellige typer af arbejde organiseret i hvert sit forbund har fået skabt en overspecialisering, som gør, at vi har mistet fokus på den enkelte borger, og hvad der skal til, for at det enkelte menneske kan udvikle sig. Jeg ved, at mit synspunkt ikke er populært i fagbevægelsen. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi kan skabe større sammenhæng og effekt, hvis de tre store sociale forbund slog sig sammen,” siger han.

Knud Aarup opfordrer også politikerne til at tænke ud af boksen for at få langt flere af de ca. 750.000 folk i den erhvervsaktive alder, der er parkeret på kontanthjælp, sygedagpenge og andre overførselsindkomster, tilbage på arbejdsmarkedet.

Det var et af statsminister Lars Løkke Rasmussens store løfter fra valgkampen at få flere tilbage i job. Men hans politiske reformer siden valget har kun bidraget minimalt til at sluse flere tilbage. Mange af de 750.000 folk er også parkeret på efterløn og førtidspension og har derfor ikke udsigt til at komme tilbage i job. Andre er på barsel eller er blot kortvarigt parkeret på sidelinjen og vil snart kunne vende tilbage.

Knud Aarup anslår derfor, ar der er behov for et alternativt arbejdsmarked for mindst 150.000 voksne danskere. De vil ikke kunne begå sig på det ordinære arbejdsmarked. Men de vil kunne bidrage på andre måder og dermed både få et rigere liv og samtidig blive en økonomisk gevinst for velfærdssamfundet.

En af byggestenene til et alternativt arbejdsmarked er socialøkonomiske virksomheder som Specialisterne, Huset Venture og Glad Fonden. Ca. hver fjerde kommune har vedtaget strategier for at få sat skub i flere af den slags virksomheder.

”Vi bliver nødt til at finde nogle typer af job, som giver nogle nyttefunktioner uden at udkonkurrere de ordinære arbejdspladser. Her kan socialøkonomiske virksomheder blive en væsentlig bygeklods. Derfor vil det også være en god ide at forpligte kommunerne til at afsætte et konkret beløb som f.eks. 10 kr. per indbygger til at støtte socialøkonomiske virksomheder,” siger Knud Aarup.

Større frihed til borgmestrene

Han tilhører også det kritiske kor af eksperter, som efterlyser et fundamentalt opgør med det udbredte New Public Management-regime, som har gennemsyret hver en krog af det danske velfærdssamfund gennem de sidste årtier.

Selv om der er blevet skrevet flere nekrologer over NPM-regimet, så lever det i bedste velgående og ligger nærmest i selve rygraden på enhver DJØF’er i centraladministrationen med selv den laveste anciennitet.

Knud Aarup opfordrer til en bred palet af tiltag for at ændre styringen af den offentlige indsats. Han opfordrer bl.a. regeringen til at give større frihedsgrader til kommunerne. Christiansborg skal også blande sig langt mindre i, hvad en kommune må og skal.

Han appellerer også til, at ministre får mulighed for at ansætte en viceminister for bedre at kunne matche embedsmændene. Politikerne i Folketinget skal også have større adgang til uafhængig viden og forskning på deres områder.

”Min store bekymring er, at den rådgivning, vi giver politikerne på Christiansborg i dag, er styret af det syn, som topembedsmændene i centraladministrationen er præget af og opdraget i. De ligner hinanden alle sammen. De har ikke en viden om, hvordan tingene rent faktisk foregår i frontlinjen ude i velfærdsinstitutionerne. Derfor får vores politikere ikke den viden, som skal til for at kunne gennemskue konsekvenserne af de beslutninger, de træffer. Det er et stort demokratisk problem.”

Knud Aarup forventer senere på året at udgive en bog med sin diagnose af det danske velfærdssamfund og med bud på, hvordan det kan fremtidssikres.