Danske diplomatiske anstrengelser er spildte kræfter
Muhammed-sagen både starter og stopper hos de arabiske regimer
Danmark kan lave nok så mange diplomatiske krumspring i den verserende Muhammedsag. Chancen for, at det vil gøre en forskel, er minimal. Hvordan krisen udvikler sig i de kommende dage og uger, handler nemlig udelukkende om det indenrigspolitiske spil, der finder sted i Mellemøsten. Her har regimerne brug for at give de islamistiske kræfter nogle muligheder for at manifestere sig. “I sin substans handler det mest om pakistansk, palæstinensisk, saudisk og libysk indenrigspolitik, ” siger Jørgen Bæk Simonsen, tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus. Ugebrevet har talt med en række mellemøsteksperter og tegner tre scenarier for det, der for Danmark har udviklet sig til en af efterkrigstidens værste diplomatiske kriser. De spænder fra et forløb, hvor krisen dør ud på kort tid, til en årelang koldkrigsagtig konflikt a la Rushdie-sagen.