8,5 milliarder kroner over de næste ti år. Så høj bliver regningen for, at andelen af højtuddannede, der vandrer direkte ud i arbejdsløshed efter studiet, er firedoblet de sidste fem år. Det viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der offentliggøres i dag. Se tekstboks. 

Siden krisen for alvor satte ind i 2008, er antallet af nyuddannede, der har gået uden arbejde i mindst seks måneder efter en videregående uddannelse, vokset med over 13.000 personer. Det svarer til, at hver femte dimittend i dag går direkte ud i ledighed. Se figur 1.

Den massive vækst i længerevarende dimittendledighed koster både samfundet og den enkelte dimittend dyrt i mange år frem. Ud over at de ekstra ledige giver samfundet tabte skatteindtægter og øgede udgifter til dagpenge og kontanthjælp, kan dimittenderne selv forvente et årligt løntab på 72.000 kr. i ti år, efter at de er kommet i arbejde.

I alt vil den ekstra dimittendledighed, der er opbygget de senere år, koste samfundet over 700 millioner kr. om året over de næste ti år i tabte skatteindtægter og velstand.

”Det er nogle store tab, de nyuddannede ledige vil opleve. De risikerer at blive overhalet år efter år, fordi de løbende får konkurrence fra de nye kandidater, der lukkes ud, og som arbejdsgiverne hellere vil ansætte, fordi de er friske fra fad. Selv når de får et arbejde, bliver deres karrierevej ofte mere hullet. Det koster på lønnen i mindst ti år frem,” siger Mie Dalskov.

Akademikere bliver hurtigt forældede

Situationen for de ledige kandidater vil spidse til, i takt med at de videregående uddannelser i de kommende år laver rekordmange nye dimittender. Siden 2009 er optaget steget fra ca. 46.000 til knap 63.000 studerende, og kampen om jobbene bliver derfor ekstra hård de kommende år.

Det øgede optag bunder i fremskrivninger, der viser, at Danmark i 2020 kommer til at mangle 100.000 personer med en videregående uddannelse.

Det er dog en ringe trøst for de dimittender, der går ledige i dag, mener Henning Jørgensen. Mens f.eks. arbejdsløse håndværkere har relativt let ved at springe fra længere tids ledighed og ind i et job, fordi deres færdigheder ikke ændrer sig radikalt over tid, må akademikere og andre dimittender med en videnstung uddannelse se, at deres viden hurtigt forældes:

”Som ledig dimittend ved du, at der højst går et halvt eller et helt år, så kommer der et nyt kuld ud med endnu mere opdateret viden, og så ryger du bagerst i køen. Og når man først har gået ledig et år, er det meget svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet,” siger Henning Jørgensen.

Man skal blot kigge tilbage til slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne for at se, hvor galt det kan gå. Ligesom i dag skød lavkonjunktur dengang dimittendledigheden i vejret, og man fik ikke i tide reddet de højtuddannede arbejdsløse, så en stor del endte i ufaglærte job eller på førtidspension.

”Vi må for alt i verden ikke gentage den fiasko. Konsekvenserne er meget alvorlige, ikke blot for den enkelte og for kommuner og staten, der mister indtægter, men i høj grad også for vores arbejdsmarked, der om få år ikke kan få den arbejdskraft, der skal til, fordi de ledige nyuddannede ender med at falde helt ud af systemet,” siger Henning Jørgensen.

Jobcentrene har mistet kontakten til arbejdsmarkedet 

Den massive vækst i dimittendledigheden udfordrer de kommunale jobcentre. Siden VK-regeringen i 2003 besluttede, at jobcentrene skulle skærpe indsatsen for at bringe langtidsledige i arbejde, har centrene haft deres primære fokus på kontrol. Alene sidste år blev der uddelt 130.000 sanktioner til ledige, der afviste et jobtilbud eller pjækkede fra et uddannelses- eller beskæftigelsestilbud.

Men indsatsen for at kontrollere og sanktionere sker på bekostning af en tæt kontakt til arbejdsmarkedet. De sidste ti år er jobcentrene gået helt væk fra match-making og opsøgende arbejde over for potentielle arbejdsgivere. I dag skal de ledige lægge deres cv på nettet, og så er det op til arbejdsgiverne at gå på jagt i de mange profiler.

Den prioritering har, ifølge Henning Jørgensen, gjort især den private sektor meget skeptisk over for jobcentrenes indsats, og det er katastrofalt for de mange ledige dimittender, hvoraf størstedelen netop skal finde job i en privat virksomhed:

”Det er ikke i cyberspace, at man matcher en ledig arbejdskraft med en jobåbning i en virksomhed. Arbejdsgiverne vil have serveret nogle forslag og have en dialog ansigt til ansigt for at være sikre på, at jobcentret nu også kan skaffe det, de søger,” siger Henning Jørgensen.

Beskæftigelsessystemet bør professionaliseres

Han efterlyser en professionalisering af hele beskæftigelsessystemet, så jobcentrene igen kommer tæt på arbejdsmarkedet. Medarbejderne på jobcentrene skal systematisk efteruddannes, så de bliver i stand til at lave opsøgende arbejde og bliver specialiseret inden for udvalgte dele af arbejdsmarkedet.

Lande som Tyskland, Holland og Norge har inden for de seneste år lavet samme øvelse, i erkendelse af at den voksende gruppe af højtuddannede ledige kræver en anden beskæftigelsesindsats.

Regeringen har siden 2011 forenklet beskæftigelsesindsatsen og tilstræbt at gøre den mere individuel, men ledigheden er fortsat med at stige. I februar nedsatte regeringen et hurtigtarbejdende beskæftigelsesudvalg med den tidligere skatteminister Carsten Koch som formand. Udvalget, der forventes at fremlægge sin første redegørelse i løbet af efteråret, har til opgave at kulegrave den samlede beskæftigelsesindsats, herunder også jobcentrenes funktion. Hvorvidt indsatsen for opsøgende arbejde og matchmaking skal opprioriteres som led i denne indsats, står endnu ikke klart.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.