Niels Højberg er en af de meget få danskere, der kan læse sin bys navn på kinesisk. Når han møder sine partnere i bystyret for den kinesiske millionby Harbin, sker det med Dannebrog og Kinas flag på bordet og under et banner med en tosproget tekst: ”Taskforce-møde Harbin-Aarhus”.

Møde efter møde har de to byer udbygget deres samarbejde, der i dag rækker langt ud over venskabsbyernes traditionelle fokus på kultur. På det seneste møde i november ledede Højberg en erhvervsdelegation, hvor store danske virksomheder som f.eks. Grundfos, Vestas og DHI deltog.

”Som kommune bruger vi de fremragende løsninger, danske virksomheder leverer. Vores opgave er at gøre det nemmere for virksomhederne, når de skal sælge dem andre steder,” siger han om, hvorfor han ser det som en stadsdirektørs opgave at gå i spidsen for private virksomheders eksportfremstød. For Niels Højberg er sikringen af danske job en selvfølgelig del af den velfærdsopgave, han skal løfte.

Efter mødet kunne Niels Højberg hæve armene, fordi DHI skal levere onlineovervågning af Harbins vandforsyning. Målet er at reducere et enormt spild af drikkevand, som den kinesiske millionby lider under.

Håbet er selvfølgelig, at kontakterne i Harbin også ender med at øge andre danske virksomheders omsætning og i sidste ende skabe flere job i Danmark og i Aarhus. Men der er ikke bare et håndfast økonomisk perspektiv, når Niels Højberg tjekker ind i lufthavnen. Samarbejdet med Harbin er også med til at give Niels Højberg et førstehåndsindtryk af kinesernes bidrag til globaliseringen.

”Den energi, vi har lagt i vores samarbejde med Harbin, har hjulpet os til at forstå, hvad der sker i Kina. Og det synes jeg er vigtigt, fordi kineserne er med til at skabe den ramme, Danmark skal virke i,” siger han.

9. z mod Kina

Helt ligesom mange af sine kolleger har Niels Højberg en samfundsvidenskabelig uddannelse. Men som ikke så mange andre har han også læst filosofi og diskuterer derfor gerne den måde, vi opfatter vores verden på, og ikke mindst vores egen placering i den verden.

”Vi skal se verden i øjnene, som den er, og ikke, som vi tror, den er. Vi hjalp DR med de kontakter i Harbin, som gjorde det muligt for dem at lave serien om 9. Z mod Kina. Jeg synes, de udsendelser var et wake up call til os alle,” siger han.
Over de i alt fire udsendelser tabte eleverne fra 9. Z på Holme Skole i Aarhus igen og igen til elever fra en 9. klasse på en af Harbins offentlige skoler, Harbin no. 69.  De kinesiske elever klarede sig bedre i læsefærdigheder, i matematik og til sidst i det, danske elever burde være bedst til, samarbejdet om at løse en opgave. Kun i engelsk kunne eleverne i 9. Z distancere de kinesiske elever.

”9. Z mod Kina gav os et billede på den virkelighed, vi er oppe mod. Det kan godt være, at vi troede, vi var bedre, men det er vi ikke,” siger Niels Højberg.

Derfor kan en dansk kommune som Aarhus ikke bare levere mere af den velfærd, vi kender. Kommunen skal forberede aarhusianerne på en global virkelighed, hvor velfærden langtfra er givet.

”Opgaven nu er at få Danmark til at fungere som et demokratisk land og med et velfærdssamfund, vi kan være stolte af i en verden, hvor lande som Kina presser os. Vores lykke er den højeste nogensinde i et verdenshistorisk perspektiv. Den vil jeg gerne være med til at fastholde,” siger Niels Højberg.

Opgøret med statens regler

Den kinesiske forbindelse er et eksempel på, hvordan Niels Højberg definerer sin rolle som kommunaldirektør et godt stykke fra vaneforestillingen om det, der er ”åh, så kommunalt”. Men lige så globalt han mener, perspektivet bør være, lige så vigtigt er hjemmearbejdet i Aarhus. Når Højberg beskriver, hvor innovationen af velfærdsstaten begynder, bliver han meget kontant.

”Den offentlige sektor er for dyr, hvis vi skal bevare vores konkurrencekraft, og derfor er jeg enormt stolt over at kunne levere et regnskab for kommunen, hvor vi bruger færre penge end budgetteret,” siger han.

Det har Niels Højberg og hans medarbejdere kunnet gøre gennem de seneste tre år. Og ikke nok med det – helt som i de fleste andre kommuner er budgetterne i Aarhus sat på skrump. Først bliver budgetterne mindre, dernæst sørger budgetdisciplinen for, at der alligevel bliver penge tilovers. Siden 2010 er der skåret i alt 10 pct. af de kommunale udgifter.

”Vi skal drive samfundet billigere end i dag og hele tiden effektivisere den offentlige sektor. Det er vi helt enige med finansministeren i,” siger han.

Nu mener Niels Højberg, at tiden er kommet til et opgør med en stor del af de regler og procedurekrav, som staten hidtil har brugt for at styre kommunernes løbske budgetter.

”Bjarne Corydon kan sove roligt om natten. Vi har styr på økonomien, og det opfatter jeg som min ”licenc to operate”. Reglerne og procedurerne tager energi fra de løsninger, vi gerne vil levere, og vi skal erstatte dem med mere ledelse og mere fokus på mål og resultater. Vi skal ikke tro, at velfærd for borgerne kommer af flere regler,” siger Niels Højberg.

Og med de bemærkninger sætter han ord på kommunernes oprør mod mere end to årtiers tiltagende detailstyring af kommunernes aktiviteter. Et oprør, som prægede 2013, og som Aarhus er en af de kommuner, der er mest aktiv i.

Med far som forbillede

I Højbergs øjne er der gennem de seneste tre år sket en ny-orientering af velfærden som aldrig før. Et eksempel er, at sosu-assistenter over hele landet træner ældre til ”på ny at kunne tage ansvaret for deres eget liv”, som han udtrykker det.

Med nogen stolthed noterer Niels Højberg, at det er kommunerne – og ikke staten – der har opfundet de nye inddragende metoder, der tilsammen udgør brikkerne til den ”omtænkning” af velfærden, han mener er helt nødvendig.
”Myndiggørelse betyder meget. Man skal ikke råbe op for at få andre til at løse ens problemer, hvis man selv kan. Man skal selv være en del af løsningen. Som et slogan kunne man sige: Hvis en borger er ensom, må vi opfordre ham eller hende til at blive besøgsven,” siger han.

Niels Højberg vender ofte tilbage til diskussionen om den enkeltes ansvar, ikke bare for sig selv, men også for det samfund, man indgår i.

”Jeg er vokset op på landet, hvor min far altid hjalp dem, der ikke kunne selv. Kunne de ikke selv køre høet hjem, fik han nogle af os knægte til at hjælpe. Den måde at leve sit liv på og se sig selv som en del af et samfund har inspireret mig lige siden. Jeg opfatter min far som et forbillede,” siger han.