Sidste års fyring af DONG Energys succesrige topleder, Anders Eldrup, fremstår i dag som en stor ledelsesmæssig fejltagelse. De ansvarlige bør have en dårlig smag i munden efter læsningen af den opsigtsvækkende rapport om DONG Energy, som Rigsrevisionen fremlagde her forleden.

I forhold til en række andre europæiske energiselskaber var DONG en ganske veldrevet virksomhed med lav gæld, god soliditet og fin indtjening i forhold til nettoomsætningen. Omkostningerne til ledelse og administration var blevet nedbragt under Anders Eldrup, og chefgruppen – herunder i den omstridte vinddivision – fik lavere lønninger end i andre sammenlignelige energiselskaber. Selv om rapporten ikke går direkte ind i forhold vedrørende den standende voldgiftssag mellem selskabet og Eldrup, giver en nøje gennemlæsning af rapporten et klart billede af en virksomhed, som klarede sig godt internationalt og gav markedskonforme lønninger.

Det skortede ellers ikke på hurtige moralske domme i foråret, hvor pressen skrev om “eksorbitante” og “fyrstelige” lønninger og bonusser i DONG’s vinddivision, og hvor bestyrelsesformand Fritz Schur med to spektakulære og ophedede pressemøder fik pisket en stemning af folkelig forargelse op mod Eldrup og hans fire såkaldte guldfugle. Forehavendet lykkedes.

”Mordet” på kongen i DONG Energy – og på virksomhedens succesrige fremmarch på det internationale marked for havvindmølleparker – blev gennemført for åben skærm, uden at selskabets ejer, staten, og landets relativt unge finansminister turde gribe ind og træde i karakter med et mere aktivt ejerskab.

Fritz Schur havde besluttet sig for at fjerne Eldrup fra topposten, og han fik sin vilje. Schur forsøgte dengang at stive sig selv og sin beslutning af ved at indkalde til pressemøde, hvor han flankeret af to bestyrelseskolleger, de hæderkronede erhvervsfolk Lars Rebien Sørensen og Lars Nørby Johansen, anklagede Eldrup for at have været illoyal, for at have mistet dømmekraften, for at være ude på et skråplan og for at have misligholdt sine forpligtelser. Der er stadig ingen dokumentation for disse beskyldninger. 

Lars Rebien Sørensen har siden forladt DONG’s bestyrelse, men de, der sidder tilbage i bestyrelsen, må med Rigsrevisionens rapport i hånden se sig selv i spejlet og spørge, hvordan de kunne tage del i den fyring, som Fritz Schur fik sat igennem.

Markedets pris

Da bølgerne stod højest, gik Mandag Morgen ud og forsvarede Eldrup bl.a. med henvisning til, at lønningerne og bonusordningerne i DONG var lavere end hos andre sammenlignelige internationale konkurrenter. Og vi advarede om, at fyringen af Eldrup og fritstillingen af udvalgte nøglemedarbejdere som bl.a. Jakob Baruël Poulsen kunne skade og forsinke selskabets ambitiøse ekspansionsplaner inden for vindenergi.

[quote align="left" author=""]For den almindelige borger og for politikere kan det umiddelbart være svært at forstå, at nogle mennesker kan gøre sig fortjent til så høje honorarer[/quote]

DONG var under Eldrups ledelse blevet verdensførende inden for etablering af havvindmølleparker, og Baruëls team havde i et kriseramt marked udviklet en innovativ finansieringsmodel, som tiltrak investeringer fra en stribe pensionsselskaber.

Sådanne lederpræstationer i verdensklasse må honoreres ordentligt, hvis Danmarks konkurrenceevne skal fastholdes. Rigsrevisionens rapport dokumenterer, at det overordnede lønniveau i DONG ikke var ude af trit med markedsvirkeligheden. Jakob Baruël Poulsen og DONG’s tre andre ”guldfugle” er sidenhen blevet hyret af Pension Danmark til at forvalte 6 milliarder kr. med udsigt til et samlet honorar på op imod 30 millioner kr. Det understreger, at de har en række spidskompetencer, der værdisættes højt på markedet. 

For den almindelige borger og for politikere kan det umiddelbart være svært at forstå, at nogle mennesker kan gøre sig fortjent til så høje honorarer, og når det oven i købet drejer sig om et statsligt selskab, er det let at puste til forargelsen. 

Kendsgerningen er bare, at det på det tidspunkt var nødvendigt for DONG og Eldrup at give ekstraordinært dyre performanceaftaler og en fastholdelsesbonus til de nøglemedarbejdere, der var af vital betydning for at realisere målet om at blive en dominerende aktør på det boomende og meget lukrative europæiske marked for havvindmølleparker. Set i det store lys og med det internationale markeds målestok dokumenterer Rigsrevisionens rapport, at det slet ikke var så ekstraordinært endda.

Corydons politiske ansvar

I de seneste dage har flere aviser hæftet sig ved, at finansministrene Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen i perioden 2008-2011 var alt for passive, hvad angår tilsynet med DONG’s drift. Det fremgår også af Rigsrevisionens rapport. 

Det nævnes dog også i rapporten, at Finansministeriet – i samråd med bestyrelsesformanden – var inde og godkende konkrete engangsvederlag til udvalgte medarbejdere, herunder ”en nøglemedarbejder”, der i 2008 fik en fastholdelsesbonus, og en direktør, der i 2009 fik en ekstraordinært stor performancebonus ud over selskabets maksimale bonusramme.

[quote align="right" author=""]Måske var socialdemokraten Bjarne Corydon et let offer for den hurtige konklusion, at man da ikke kan have et statsligt selskab, hvor der gives eksorbitante lønninger på niveau med de værste udskejelser i finanssektoren[/quote]

Og Finansministeriet har faktisk i hele perioden 2007-2012 forholdt sig til DONG Energys overordnede økonomiske udvikling, valg af kompetent bestyrelse og en række andre forhold af betydning for selskabet, herunder udbyttepolitikken. 

Alt dette ændrer ikke ved alvoren i, at finansminister Bjarne Corydon i marts 2012 accepterede en rolle som passiv tilskuer til den fyring af Anders Eldrup, som bestyrelsesformand Fritz Schur orkestrerede. Hvorfor undlod ministeren på den efterfølgende generalforsamling at drage Schur til ansvar for den fejlagtige beslutning og den uklædelige optræden på de to fyringspressemøder? Det var med til at skade DONG’s brand og omdømme.

Med Rigsrevisionens rapport må man nu konstatere, at der ikke ser ud til at have været tungtvejende grunde til at fyre Eldrup. Det blev fremstillet, som om Eldrup var endt i lommen på ikke mindst guldfuglen Jakob Baruël Poulsen, der var hjernen bag selskabets ambitiøse ekspansionsstrategi inden for havvindmølleparker. 

Men bundlinjen var snarere, at Eldrup var chef for en meget veldrevet statslig virksomhed, der oven i købet havde gode muligheder for at blive verdensførende inden for havvindmølleparker. Måske var socialdemokraten Bjarne Corydon et let offer for den hurtige konklusion, at man da ikke kan have et statsligt selskab, hvor der gives eksorbitante lønninger på niveau med de værste udskejelser i finanssektoren. Det ligner i hvert fald en tanke. For der var ikke rigtig noget at komme efter i forhold til driften af virksomheden og de ledelsesmæssige dispositioner, som Anders Eldrup havde foretaget som topleder. 

Ledelse i en turbulent tid

Rigsrevisionen har kun fundet få fejlskud. Bl.a. var risikostyringen i enkelte investeringsprojekter ikke optimal. Men det er også nemmere at være bagklog i lyset af de dramatiske markedsændringer, der har fundet sted siden fyringen af Eldrup. Alle ledere, der gennemfører så ambitiøse ekspansions- og investeringsprogrammer som dem, DONG var i gang med, vil begå fejl undervejs. Hele forestillingen om den fejlfrie leder er en myte, der slet ikke kan holde til realiteterne i den nye turbulente globale markedsvirkelighed. Indimellem må man tage en kalkuleret risiko. Og andre gange må man træffe fravalg af hensyn til ens brand og markedsposition på langt sigt. Og det gjorde DONG meget mål- og selvbevidst under Anders Eldrups ledelse og med bestyrelsens aktive opbakning.

I 2012 er der indløbet tab på bl.a. naturgasprojekterne i Tyskland, og dette fremhæves i Rigsrevisionens rapport. Og ja, det var en konsekvens af den strategi, som Eldrup, bestyrelsen og regeringen havde velsignet. For fire år siden droppede man at bygge det omdiskuterede kulkraftværk i Greifswald og valgte i stedet at satse på den mindre klimabelastende naturgas. Eldrups og bestyrelsens 85/15-strategi om at accelerere omstillingen væk fra den fossile energi var i pagt med udmeldingerne fra den daværende statsminister, og det gav også god mening i lyset af de høje forventninger, der var til klimatopmødet i København i 2009.

På det tidspunkt kunne ingen forudse den eksplosive udvikling, ikke mindst i skifergaseventyret i USA, som i det forløbne år har ført til store fald i gaspriserne og mindsket amerikanernes efterspørgsel efter kul, hvilket igen har gjort det mere økonomisk attraktivt at fyre med kul i europæiske kraftværker. 

Den hastige markedsændring har gjort det svært for DONG at komme ud af sine naturgasengagementer i tide. Det er helt aktuelt en finansiel udfordring for selskabet, der risikerer at få nedsat sin kreditvurdering. Men anstændigvis må man nævne, at DONG, både relativt og i absolutte tal, har haft mindre nedskrivninger på gasområdet end konkurrenter som Vattenfall og EON.

Bakspejlslogikken kan under ingen omstændigheder legitimere beslutningen om at fyre Eldrup. For den overordnede strategi var fastlagt af bestyrelsen, og de store investeringsprojekter, herunder på vindområdet, var godkendt sammesteds. Investeringerne ligger – som Rigsrevisionen nævner – inden for selskabets finansielle råderum. I perioden fra 2007 til 2011 investerede DONG for over 80 milliarder kr. – heraf 30 milliarder kr. inden for vind – som led i selskabets strategi om at blive førende inden for ren og grøn energi.

[quote align="left" author=""]Det vil være trist, hvis den siddende regering forholder sig passivt og afventende, hvis de fossile røster begynder at positionere sig stærkere i selskabet for at få skåret de grønne ambitioner ned[/quote]

DONG mangler stadig at tjene de helt store penge på vindeventyret, men Rigsrevisionen vurderer, at afkastet af den investerede kapital vil stige over tid. Vindmarkedet er blevet mere usikkert som følge af skifergasrevolutionen, men skifergas kan kun dække en lille del af den stigende energiefterspørgsel.

Ifølge den seneste rapport fra BTM Consult vil markedet for offshore-vind i gennemsnit vokse med 82 pct. frem til 2016, og i de følgende fem år vil den årlige vækstrate være over 15 pct.

Det var rigtigt set af Eldrup og bestyrelsen at investere kraftigt i at gøre DONG førende på dette vækstmarked for havvindmølleparker. De europæiske regeringer har stadig ambitiøse planer for udbygning med havvindmølleparker, og de høje tariffer gør det ganske attraktivt for eksterne investorer at blive en del af det eventyr. Pengestrømmene er samtidig meget mere stabile inden for vindkraft end inden for olie- og gasforretningen.

Hvad nu, DONG?

Anders Eldrup har selv påpeget, at han i sin tid som leder hævede selskabets egenkapital fra 13-14 milliarder kr. til mere end 150 milliarder kr. takket være netop den aggressive investeringsstrategi. Under hans lederskab nåede DONG at forøge sin værdi med 50 milliarder kr. og var i perioden et af Danmarks mest værdiskabende selskaber. Statskassen fik milliarder af kroner i skattebetalinger, og det er vel også værd at have med i overvejelserne, når en stribe borgerlige politikere og medier som Dagbladet Børsen i disse dage efterlyser en privatisering af DONG. 

Under Anders Eldrup beviste DONG, at et statsejet selskab godt kan være lige så veldrevet som selv de bedste privatejede. I sidste instans afhænger det af lederskabet og den måde, det bliver eksekveret på. Og det afhænger af, at man er i stand til at tiltrække og fastholde de allerbedste talenter og medarbejdere. 

Eldrups afløser, Henrik Poulsen, er en dygtig leder, der har et skarpt fokus på at få en ordentlig forretning ud af investeringerne og trimme organisationen. Men han står med en stor udfordring. Efter en succesrig vækstæra skal han definere, hvad DONG skal leve af i de kommende år. Det er stadig et åbent spørgsmål, om Henrik Poulsen er manden, der kan gøre de grønne investeringer til en god forretning, eller manden, der i kortsigtede forretningskalkuler nedprioriterer den grønne energi og havvindmølleparkerne. 

Man må håbe, at Henrik Poulsen kan løfte arven og sikre, at de grønne investeringer er en god forretning.

Rent politisk bør regeringen gøre det klart over for den siddende bestyrelse og ledelse, at det er vigtigt at fastholde strategien for en grøn omstilling af DONG. Det var Eldrups store fortjeneste, at DONG blev en frontløber i stedet for at være en bagstræber på dette felt.

Det vil være trist, hvis den siddende regering forholder sig passivt og afventende, hvis de fossile røster begynder at positionere sig stærkere i selskabet for at få skåret de grønne ambitioner ned. Forleden var der flere anonyme og fremtrædende kilder, der luftede den type synspunkter i Dagbladet Børsen, og flere vil sikkert følge. 

Dertil kommer dem, der nu begynder at plædere for en privatisering af DONG. Rent principielt behøver der ikke at være noget til hinder for, at dele af eller hele DONG bliver privatiseret – forudsat at politikerne opstiller nogle klare spilleregler for, hvordan forbrugerne og forsyningen sikres. Men det vil være dumt at haste et salg igennem, hvis man ikke får mere for statens aktier, end der er udsigt til for nærværende. 

Anders Eldrup havde før sin fyring udklækket en plan om at bygge et nyt, globalt vindselskab i 100-milliarder-kroners-klassen med pensionskasser og udenlandske investorer i ryggen. Forslaget om at udskille og delvist privatisere vindafdelingen i et nyt selskab med milliardkapital fra pensionskasser og internationale investorer var et fremragende bud på, hvordan DONG kunne skaffe ekstra kapital og samtidig isolere risikoen ved fremtidige investeringer i et selvstændigt selskab. Det kunne i øvrigt også forbedre moderselskabets kredit-rating. 

Fritz Schur lod aldrig Eldrup fremlægge disse planer for finansministeren, og en del tyder på, at Schurs modstand mod planerne var en stærkt medvirkende årsag til, at han valgte at fyre Eldrup på et temmelig tvivlsomt grundlag. 

Måske er tiden kommet til, at staten ser nærmere på, om ikke Eldrups gamle plan burde bringes til hæder og værdighed igen.