Nyt vækstlokomotiv
Turisme kan blive Danmarks største erhverv
Men det kræver en ny vækststrategi
Dansk turisme kan fordoble omsætningen til over 130 milliarder kr. de næste ti år, hvis der udvikles en offensiv vækststrategi. Det viser en analyse af turismeerhvervet, som Mandag Morgen har udarbejdet. Et sådant mål vil samtidig betyde vækst i eksportindtægterne og beskæftigelsen. “Vi skal have turbo på væksten. Det kræver en klokkeklar plan for Danmark, der er ambitiøs og langsigtet, ” siger Georg Sørensen, ny bestyrelsesformand for VisitDenmark. Men hvor andre lande for tiden optrapper støtten til erhvervet, har den danske regering de seneste fire år skåret støtten til turismefremme ned med en tredjedel. Også de stramme danske visumregler bremser for at udnytte de hastigt voksende markeder for velslåede turister fra Rusland, Kina og Indien. Turistbranchen efterlyser en offensiv national turismepolitik, hvis potentialet skal indfris.