Minister neddrosler vision
Helge Sander dropper ambitioner om danske Harvard-universiteter
Satser på minisuperuniversiteter
Helge Sander, som skal løse en af de største opgaver på regeringens dagsorden – opgraderingen af de danske universiteter til den absolutte verdenselite – har fået sit livs måske sværeste job. Og spørgsmålet er, om han magter opgaven. Ugebrevets panel af politiske iagttagere og ledelseseksperter sætter et stort spørgsmålstegn ved hans politiske lederskabsevner. Han mangler visioner, udstråling og gennemslagskraft, lyder dommen. Sander selv afviser kritikken og henviser til sine hidtidige resultater. Men han drosler samtidig ned for de meget store ambitioner om verdensklasseuniversiteter. Han erkender nu, at der ikke kommer et dansk Harvard i hans ministertid. Samtidig signalerer han, at regeringens endelige model kunne indeholde en kombination af f. eks. seks store universiteter og f. eks. to meget mindre højtspecialiserede superuniversiteter.