En omkalfatring af hele EU's migrationspolitik

POLITIK OG VELFÆRD EU Der er både praktiske og juridiske begrænsninger ved at fortsætte den nuværende migrationspolitiske linje i de kommende år. I Bruxelles arbejder kreative sjæle på et alternativ, der kan ramme balancen mellem politik og praktik. 

I løbet af det 21. århundredes første tyve år, er grænsekontrollens brutalitet kun intensiveret i styrke, men effekten er vanskelig at få øje på. Er der en politisk løsning på vej?
I løbet af det 21. århundredes første tyve år, er grænsekontrollens brutalitet kun intensiveret i styrke, men effekten er vanskelig at få øje på. Er der en politisk løsning på vej?Foto: Dimitris Michalakis/Ritzau Scanpix
Simon Friis Date

MM Special: Euroland 2030

I denne uges Special bringer Mandag Morgen et scenarie for EU i 2030. Vi trækker nutidens tendenser ti år frem og tænker de mulige konsekvenser af dem til ende. Vi Vi kalder scenariet for Euroland 2030. Og det er ikke kedeligt!

2030-scenarie: Et grønt og værdikonservativt Europa griber til våben

En omkalfatring af hele EU's migrationspolitik

Euroens finanspolitiske vendepunkt

EU bliver en global aktør

Indre marked bliver rødt og grønt

Europas beslutningstagere har siden flygtningekrisen i 2015 vist sig særdeles villige til at føre benhård politik, lave suspekte studehandler med lande som Tyrkriet og Libyen og håndhæve kontrollen ved EU’s ydre grænser med hidtil uset kompromisløshed. Løsningerne har dog balanceret på en knivsæg og er stået og faldet med dagsformen hos med autokrater som Erdogan. Det ligner ikke en holdbar konstruktion, og det er unionens beslutningstagere klar over.

I løbet af det 21. århundredes første tyve år, er grænsekontrollens brutalitet kun intensiveret i styrke, men effekten er vanskelig at få øje på. Migranter og flygtninge fra syd har vist sig lige så kompromisløst villige til at forcere Middelhavet eller forfølge alternative ruter ind i Europa, også når velkomsten er blevet stadig koldere. For de, der klarer turen og lander i europæiske flygtningelejre, er vilkårene kun blevet mere og mere gruopvækkende, men heller ikke dét har den tiltænkte effekt.

Mens der tilsyneladende ikke mangler folkelig opbakning til den hårdhændede grænsekontrol, er det anderledes tvivlsomt, om EU troværdigt kan hævde at tilslutte sig flygtninge- og menneskerettighedskonventioner på den anden side af det retslige efterspil, de seneste års flygtningehåndtering uvægerligt vil rejse.  
Vi står med andre ord i 2020 med erkendelsen af, at der er både praktiske og juridiske grænser for brutaliteten, og derfor kan EU’s migrationspolitik stå over for en regulær omkalfatring. Det er tvivlsomt, at vi i de kommende år kan nøjes med en opdatering af den heftigt omdiskuterede Dublin-forordning – hjørnestenen i EU’s asylsystem, der fastsætter reglerne for behandling af flygtninge.

Dublin-opgøret presser sig på

For dens mange kritikere er forordningen nærmest et symbol på årtiers forfejlet indvandringspolitik. I løbet af de sidste par år er også Dublin-forordningens historisk mest ivrige forsvarere, Frankrig og Tyskland, begyndt at miste tålmodigheden.

I Bruxelles har EU-Kommissionen siden 2015 arbejdet på et alternativ, men mere presserende sager har det med at klemme sig op i toppen af den europæiske dagsorden. Senest har coronakrisen sat alle tanker om et langsigtet migrationspolitisk strategiskifte på pause.  

Dagsordenen går dog ingen vegne, og efter en coronaudskydelse forventes EU-Kommissionen at komme med et udspil til EU’s nye, såkaldte asyl- og migrationspagt i slutningen af august eller starten af september. Det kan snart ikke vente mere.

Udspillet vil nok ikke rumme det politiske fy-ord ’fordelingsnøgle’. Den usentimentale konklusion på de foreløbige erfaringer er imidlertid, at indvandringen hverken kan stoppes, udliciteres til nordafrikanske eller tyrkiske naboer eller efterlades i sydeuropæernes hænder. 

Denne analyse er skrevet efter interviews med...

• Thomas Gammeltoft-Hansen, professor MSO i migrations- og flygtningelov på iCourts, Københavns Universitet

• Sine Plambech, seniorforsker i migration og global orden, Dansk Institut for Internationale Studier

• Jens Vedsted-Hansen, professor i menneskerettigheder ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet

Politisk linedans med ømme tæer

Kreative sjæle er derfor begyndt at undersøge perspektiverne i en såkaldt differentieret ansvarsfordeling, hvor lande uden villighed til at tage imod indvandrere, kan kompensere økonomisk eller på anden vis. Hvis man ikke kan få østeuropæiske EU-medlemmer til at modtage flygtninge eller indvandrere, må de bidrage på anden vis. På samme måde kan man forestille sig, at sydeuropæiske modtagerlande kan slippe af sted med at modtage færre flygtninge og indvandrere, hvis de indstiller sig på at håndtere flygtningelejre og tidlig asylbehandling.

Menneskesmuglerforretninger vil EU også meget gerne til livs. Derfor spekuleres der i perspektiverne i at lave en asylansøgningsproces, der kan starte i flygtninges hjemlande eller eventuelle transitlande i Nordafrika.

Migrationspolitikken i 2030 bliver en sammensat størrelse. Der findes formentlig ikke én genial ide, der løser alle problemerne. Nye tider er på vej, og kunsten bliver nu at finde balancen mellem politik og praktik, ømme tæer og realisme, og den opgave bliver lige så svær, som den lyder. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu