En omkalfatring af hele EU's migrationspolitik

Europas beslutningstagere har siden flygtningekrisen i 2015 vist sig særdeles villige til at føre benhård politik, lave suspekte studehandler med lande som Tyrkriet og Libyen og håndhæve kontrollen ved EU’s ydre grænser med hidtil uset kompromisløshed. Løsningerne har dog balanceret på en knivsæg og er stået og faldet med dagsformen hos med autokrater som Erdogan. Det ligner ikke en holdbar konstruktion, og det er unionens beslutningstagere klar over.

I løbet af det 21. århundredes første tyve år, er grænsekontrollens brutalitet kun intensiveret i styrke, men effekten er vanskelig at få øje på. Migranter og flygtninge fra syd har vist sig lige så kompromisløst villige til at forcere Middelhavet eller forfølge alternative ruter ind i Europa, også når velkomsten er blevet stadig koldere. For de, der klarer turen og lander i europæiske flygtningelejre, er vilkårene kun blevet mere og mere gruopvækkende, men heller ikke dét har den tiltænkte effekt.