Her er fremtidens velfærdsmedarbejder
En bølge af reformer er de seneste år skyllet ind over det danske velfærdssamfund – fra folkeskolen og beskæftigelsesindsatsen til sundhedssystemet og ældreplejen. Men de varige forandringer kommer først, når velfærdens medarbejdere indtager nye roller, der kan omsætte de store strategiske forandringer til ny praksis. Skal velfærden udvikle sig, må medarbejderne udvikle sig.
Det er et af budskaberne i rapporten ”Medarbejder med vilje”, som Mandag Morgen har udarbejdet i samarbejde med 20 forskellige velfærdsaktører – kommuner, uddannelsesinstitutioner og faglige og frivillige organisationer. Den beskriver nogle af de roller, medarbejderne forventes at udfylde fremover, og undersøger, hvordan de i højere grad kan blive aktive medspillere i omstillingen af velfærdssamfundet.
”Det er medarbejderne, der både over for hinanden og i nogle tilfælde også borgerne ‘oversætter’ nye strategier eller forandringstiltag til konkret praksis. Heri ligger en stor magt til at definere, hvad der rent faktisk gennemføres, og med hvilke resultater,” siger Søren Obed Madsen, ph.d. i strategieksekvering ved Copenhagen Business School.
Ny velfærd kræver nye kompetencer
Medarbejdernes klassiske faglighed er kun en del af deres samlede kompetenceprofil i et moderne velfærdssamfund. Bureaukratiske og skematisk anlagte velfærdsydelser er på retur, fordi velfærd ikke alene handler om at levere standardiserede offentlige ydelser. Det ændrer medarbejdernes rolle i forholdet til borgerne og deres netværk.
”Det ligger ikke længere fast, at fru Hansen skal have en basisrengøring med støvsugning og aftørring af vandrette flader. I stedet skal medarbejderne i hjemmeplejen se på, hvad det er for et liv, fru Hansen lever, og hvem omkring hende der kan hjælp hende til fortsat at kunne leve det liv,” forklarer Klaus Matthiesen, overenskomstchef i FTF, som har været en del af styregruppen i det nye udviklingsprojekt.
Det danske velfærdssamfund tæller masser af eksempler på dygtige medarbejdere, der ikke bare har tilpasset sig udefrakommende forandringskrav, men er gået forrest i forandringsprocessen og selv har skabt forbedringer af velfærden ved at forny deres egen medarbejderrolle.
Den nye rapport portrætterer seks danske velfærdsmedarbejdere og tegner på den baggrund tre arketypiske nye medarbejderroller: medbyggeren, oversætteren og ressourcedetektoren. Se figur.
Politibetjent bygger tillid
Medbyggeren personificeres bl.a. af Charlotte Wegener – en ikke helt almindelig politibetjent. Selv om Nordsjællands Politi er hendes arbejdsgiver, tilbringer hun to dage om ugen i Kokkedal Ungdomsklub, der ligger i et af landets mest belastede områder med en høj arbejdsløshed, bandegrupperinger og udbredt ungdomskriminalitet. Hun er der ikke for at patruljere, men for at opbygge tillid mellem de unge, deres familier, kommunen og politiet.
Den gamle ungdomsklub måtte lukke efter massivt hærværk, så ved åbningen af den nye ungdomsklub i oktober sidste år blev Charlotte ansat som klubmentor. Og den lejlighedsvise tilstedeværelse af en politibetjent i civil, der engagerer sig i de unge og deres familier på et personligt plan, har allerede givet resultater.
”Charlotte kan gå ind i enkeltsager, hvor politiet ikke er lykkedes. Både forældrene og de unge har tillid til hende, og derfor kan hun også gå ind og mægle i konflikter og faktisk skabe forandringer,” siger Khaled Mustapha, som er klubleder i Kokkedal Ungdomsklub.
Klubmentoren deltager ikke bare i almindelige klubaktiviteter som kortspil og madlavning. Arbejdsopgaverne inkluderer også særlige konflikthåndteringskurser, individuel karrierevejledning for de unge og aktiviteter målrettet deres familier. Seneste aktivitet er oprettelsen af et konfliktråd, hvor Charlotte Wegeners politikollegaer kan mødes ansigt til ansigt med de unge, så misforståelser og fordomme på begge sider kan ryddes af vejen.
”Jeg ser mig selv som en brobygger. Det her er to verdener, der skal forenes. Det handler også om, at vi skal forstå, hvad vores fællesnævnere er i forhold til de unge,” siger hun.
På den måde er Charlotte Wegener ikke bare en traditionel politibetjent, men derimod et godt eksempel på medarbejderrollen som medbygger – en person, som udvikler løsninger på komplekse udfordringer i fællesskab med borgerne og andre.
Med særlige kompetencer inden for konflikthåndtering, tillidsopbygning og aktivering af hele netværket omkring borgerne viser Charlotte nogle af de kompetencer, der er brug for hos fremtidens velfærdsmedarbejdere.





