”Glem alt om sene nætter på læsesalen. Skift dit kæmpe pensum og de store skriftlige opgaver ud med et hyggesemester i frigear helt uden at komme bagud. Det er næsten for godt til at være sandt. Men det passer faktisk. Uniavisen guider dig til de letteste ECTS-point, du nogensinde kommer til at tage.”

Sådan stod der i Universitetsavisen fra Københavns Universitet den 15. januar i år. Jeg brugte citatet forleden på DEA’s årsdag til at illustrere, at vi måske har et sult- og motivationsproblem på de danske videregående uddannelser.

Danske studerende konkurrerer i stigende grad ikke bare med hinanden, men også med unge fra andre dele af verden, hvor uddannelse er vejen til ”a better life”. I vores del af verden har vi allerede en høj velstand og levestandard, og vi har opnået mange af de goder, som man kæmper for i f.eks. Brasilien, Singapore, Sydkorea, Indien og Kina, hvor de unge derfor dygtiggør sig med en helt anden iver. Sulten efter at klare sig godt og skabe gode resultater er simpelthen langt større i disse lande end herhjemme, fordi de ved at ambitionerne er afgørende for deres fremtidige tilværelse.

Når danske arbejdspladser – også dem, der kræver en længerevarende uddannelse – i stigende grad oprettes uden for landets grænser, er vi derfor nødt til at diskutere, hvordan vi kan skabe den sult og motivation efter uddannelse, som unge i de nye vækstlande har i kraft af deres mere beskedne levevilkår. Det handler om, hvad såvel uddannelsesinstitutionerne, de unge selv og vi som samfund kan gøre for at skærpe konkurrencementaliteten og viljen til at præstere og skabe gode resultater blandt de danske kandidater.

For at blive klogere på, hvad der driver de danske studerende i forhold til studerende i andre lande, har DEA spurgt over 1.700 universitetsstuderende i Danmark, Sverige, Tyskland og England til deres motivation for uddannelsesvalg samt til deres studieintensitet.

Skæver ikke til arbejdsmarkedet

Undersøgelsen viser, at danske studerende i særklasse er dem, som drives mest af lysten til at studere og af faglig interesse og mindst af udsigten til at omsætte uddannelsen til høj indkomst eller lav arbejdsløshed på arbejdsmarkedet.

Den gode nyhed er, at den faglige motivation ser ud til at have en effekt på arbejdsindsatsen på studiet. De danske studerende bruger trods alt flere timer på deres studie end i de andre tre lande. Men der er stadig langt til, at man for alvor kan kalde dem for fuldtidsstuderende.

Den dårlige nyhed er, at danske studerendes lyst- og interessebetonede valg af uddannelse ikke nødvendigvis har den store sammenhæng med efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Alt for få danske studerende tænker over, hvad de kan bruge deres studie til, når de afslutter deres uddannelse. Den udvikling kommer bl.a. til udtryk i de historisk høje ledighedstal for dimittender.

En del af forklaringen finder vi selvfølgelig i den økonomiske krise. Men udviklingen skyldes også, at det danske arbejdsmarked er presset af den globale arbejdsdeling, hvor også danske virksomheder i stigende grad flytter højtuddannede job ud af landet. Det er danske studerende nødt til at overveje, når de vælger uddannelse. Og det udfordrer vores arbejdsmarked i en grad, som burde motivere de kommende kandidatstuderende til at vælge både med hjernen og med hjertet.

Hvis det ikke lykkes at styrke motivationen og ambitionerne hos de unge, risikerer vi, at sultne og topmotiverede unge i de nye vækstlande skubber danske unge og dermed vores velfærdssamfund endnu længere bagud i køen.

I sådan en situation kommer sulten og motivationen måske af sig selv, men spørgsmålet er, om det er et scenarie, vi ønsker?

Læs flere af Stina Vrang Elias’ indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.