Er TDC første skvulp i en børsnoteringsbølge?
TDC er på vej tilbage i børshandlen efter fem års dvale. Fredag bekræftede kapitalfondene bag teleselskabet, at de vil sende en stor del af deres aktier i omløb. TDC vil med aktiesalget markere sig som et af de toneangivende danske børsnoterede selskaber.
Der har ellers været meget stille på den københavnske børs i flere år. Ikke siden noteringen af TrygVesta i 2005 er et større selskab sluppet løs i handlen.
Den aflyste notering af statens energiselskab Dong Energy skulle have været den store isbryder, der markerede over for udlandet, at Danmark ikke udgør en finansiel udørk, som rygtet ellers vil vide det. Men daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen fik kolde fødder, og i stedet fik investor-offentligheden den meget mindre, men tilgengæld i vidt omfang kaotiske notering af Cimber Sterling i 2009, der næppe har gjort noget videre godt for imaget. TDC kan være med til at ændre det billede.
Teleselskabet er det tredje selskab, der slippes løs på børsen i år efter, og der kan komme flere til inden længe. Teleselskabet er bare et af en lang række danske erhvervsklenodier, der i midt-00erne blev opkøbt af af kapitalfonde, som i dag flirter med tanken om at sparke liv i de gamle aktier. Tidligere på året var det ingrediensvirksomheden Chr. Hansen, der som den første vendte tilbage fra fondenes favn. Chr. Hansen er i dag efter en kursoptur på 23 pct., 15 milliarder kroner værd på børsen. Og der har længe været spekuleret i, om de gamle børskendinge ISS og Falck også er på vej tilbage i handlen.
Efter finanskrisen de sidste år har lagt låg på en række selskabers planer om børsnotering, ser udviklingen med andre ord ud til at vende igen.
Det er ikke mindst eventyret om smykkevirksomheden Pandoras succesrige charms, der har været med til at øge optimismen på markedet. Allerede efter halvanden time i handlen havde Pandora-aktien kvalificeret sig til indekset over de 20 mest handlede aktier i Danmark. En aktiefremgang på 42 pct. har givet firmaet en markedsværdi på 39 milliarder kroner.
Med en markedsværdi på 50 milliarder kroner i dag har fondsbørsens nytilkomne medlem, TDC, ligeledes udsigt til en plads i C20-indekset.
I en tid med økonomisk krise og historisk få børsnoteringer i Europa, giver de danske ansatser alt andet lige en noget mere positiv prognose for 2011.





