Udlicitering på køl
Offentlig-privat samarbejde i en slumrefase
Hverken kommuner eller virksomheder er topmotiverede . . .
. . . men potentialet er stort
Et stort marked og et stort vækstpotentiale. Sådan lyder forventningerne fra det private erhvervsliv til de nye fusionskommuner. Sammenlægningerne bringer kommunerne på niveau med større virksomheder. De får dermed både volumen og kompetencer til at være interessante kunder for private. Men de gode muligheder til trods, tror de færreste selskaber, at reformen bliver lig med et boom i udliciteringer og samarbejde mellem sektorerne. Økonomien er for god for både kommuner og private til, at nogen af parterne rigtigt er motiverede til at finde sammen. Og i øjeblikket oplever flere private den modsatte tendens. Større kommuner gør det således muligt for det offentlige selv at varetage opgaver fra brandslukning til kantinedrift. Statistikken taler for sig selv. På ti år er kun marginalt flere opgaver rykket fra kommunerne til det offentlige. Det på trods af, at regeringen og Kommunernes Landsforening har sat sig for at øge graden af udlicitering til 25 pct. inden 2010. ”Der må ske en mental ændring i kommunerne, hvis billedet skal ændre sig, ” siger Henrik Bjerke Jensen, divisionsdirektør i ISS.