Erhverv
Arbejdgiverne præget af voldsomme interne konflikter
Mange brancher føler sig løbet over ende af DI. . . . . . der beskyldes for at bruge beskidte kneb i jagten på medlemmer
Danmarks arbejdsgiverorganisationer har de sidste par år kastet sig ud i en uhørt hård konkurrence om medlemmerne. Alle midler bliver efterhånden taget i brug i kampen om at tiltrække virksomheder. Der er tale om alles kamp mod alle og en indædt rivalisering mellem organisationer som DI, HTS og Dansk Handel og Service. Det risikerer at nedbryde sammenholdet blandt arbejdsgiverne, siger en række centrale arbejdsgivere til Ugebrevet. Den åbenlyse kappestrid sker på trods af, at en enig bestyrelse for Dansk Arbejdsgiverforening så sent som i 1998 fastslog, at DA-organisationer ikke må gå på standhugst efter hinandens medlemmer. Men en række mindre organisationer, som f. eks. Sammenslutningen af Mindre Arbejdgiverforeninger, Danmarks Automobilhandler Forening, Danmarks Fiskeindustriog Eksportforening og Medicoindustrien anklager nu samstemmende DI for at være enerådende og være drevet af ekspansionsiver og magtbegær. Beskyldningerne afvises i DI. Men DI-direktør Poul Scheuer fastslår, at det hårde slag om virksomhederne er uundgåelig: “Det er utrolig positivt med kamp om kunderne. Den vil føre til færre og større organisationer. Det gør, at erhvervslivet kan råbe politikerne op og få indflydelse på samfundets udvikling, ” siger han.