De fleste mødre og fædre siger ofte, at de gør noget for børnenes skyld. Det er også derfor, at nogle beboere tager imod hjælp til at flytte fra et af de hårde ghettoområder. De håber, det vil give dem selv og ikke mindst deres børn en ny start på livet.

Sådan er indtrykket i hvert fald efter de første informationsmøder med nogle af de beboere i Gellerupparken ved Aarhus, der bliver berørt af ghettoplanens krav om nedrivninger.

Lige på det punkt understøtter forskningen beboernes vurdering. I boligområder som dem på listen over ’hårde ghettoer’ kan især drengene være hinandens dårlige selskab.

”Vi ved, at kriminalitet smitter, og at drenge bliver påvirket af at vokse op i et område med mange unge kriminelle. Det er tilfældet, selv om kommunerne bruger flere ressourcer på skolerne i deres område, og selv om også politiet bruger flere ressourcer netop der,” siger Anna Piil Damm, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

Anna Piil Damm har forsket i de såkaldte ghettoområder. Hun har undersøgt, hvad der karakteriserer beboerne, og hvad der sker, når de flytter eller genhuses i andre boligområder. Der er ikke meget forskning på området. Men den, der findes, kender Anna Piil Damm. For selv om alle vestlige lande slås med en koncentration af tunge problemer i socialt udsatte boligområder, er der forbløffende lidt viden om, hvad der virker. Det gælder både i forhold til boligområdets udvikling og i forhold til de mange beboere, der skal flyttes til nye hjem.

Derfor er det værd at kaste lys på den viden, der er. Med det er vi tilbage ved sammenhængen mellem ghetto, kriminalitet og børn.

I områder som for eksempel Gellerupparken er der ofte fokus på, at lillebror ikke følger i storebrors kriminelle fodspor. Men kriminaliteten smitter først og fremmest fra ung til ung og ikke nødvendigvis fra bror til bror.

”Smitteeffekten sker gennem adfærd og handler mest om, at unge drenge ser, hvad unge med afvigende adfærd får ud af at være kriminelle. Den påvirkning sker ikke nødvendigvis fra storebror til lillebror,” siger hun.

Derfor kan en genhusning til et andet og mindre belastet boligområde føre til, at drengene får andre rollemodeller. Det interessante er, at kriminaliteten smitter blandt drenge, men ikke blandt piger. De bliver ikke påvirket af negative rollemodeller, SLET måske fordi de negative rollemodeller stort set altid vil være drenge.

Genhusning en fordel for børn

Med en flytning kan en familie bryde de relationer, drengene er ved at bygge op. Det er i sig selv positivt. Men forskningen viser, at både drenge og piger i de nye kvarterer høster positive gevinster ved en genhusning.

”Genhusning har positive effekter for børn, hvis familien flytter, inden de er fyldt 13 år. De klarer sig bedre i skolen, flere påbegynder en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, og der er mindre sandsynlighed for, at de unge selv ender med at være enlige forældre,” siger Anna Piil Damm.

Er der tale om børn under 13 år, kan forskere som Anna Piil Damm påvise positive effekter, selv om barnet både flytter fra et boligområde til et andet og fra en skole til en anden. Sådan er det imidlertid ikke for de lidt større børn på over 13 år.

”Der er små, men negative effekter, når børn over 13 år flytter og samtidig skifter skole. Hvis de oven i købet allerede er begyndt med småtyverier, kan deres kriminelle adfærd blive forstærket ved at flytte til et boligområde med flere velstillede beboere, for så er der en større gevinst ved at begå berigelseskriminalitet,” siger hun.

Det er altså ikke bare sådan, at genhusning giver en ny og bedre start for en familie og dens børn. Det kan den gøre – og gør det i særlig grad, når børnene er under 13 år.

Det ved Anna Piil Damm fra amerikansk forskning, der har sammenlignet to grupper af nærmest identiske beboere. Den ene gruppe bliver boende i et udsat boligområde, den anden flytter eller genhuses i andre, bedre stillede områder.

Lige præcis den type forskning, hvor to forskellige beboergrupper kan sammenlignes, er ret unik. Det er dog netop den type forskning, der kan give sikkerhed om, hvad der virker bedst, når beboere i udsatte boligområder skal genhuses.

Genhusning kan give voksne nye netværk

Udsatte boligområder er karakteriseret ved, at en høj andel af borgerne i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet og har korte uddannelser. En del vil have en ikkevestlig baggrund.

”Der er en høj koncentration af voksne, der mangler ressourcer til at være gode forældre og gode rollemodeller for deres børn. De slås med for mange problemer i deres eget liv,” siger Anna Piil Damm.

Da mennesker spejler sig i andre, der ligner en selv, kan udsatte voksne blive fastlåst i en position uden for arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er så, om den genhusning, beboerne gerne vil foretage for deres børns skyld, også påvirker deres egen livssituation positivt.

”Amerikanske undersøgelser viser, at forældrenes trivsel bliver bedre, og at deres helbred bliver bedre, men at genhusningen ikke har nogen effekt på deres beskæftigelse og deres indkomst,” siger hun.

Helt lige som kriminel adfærd kan smitte drenge, så kan adfærd dog også smitte voksne.

Anna Piil Damm nævner her en japansk undersøgelse, der viser, at naboer også kan ”trække hinanden op”. De japanske forskere har påvist, hvordan det gik med de beboere, der blev genhuset efter atomkraftulykken i Fukushima i 2011. Hvis beboerne blev genhuset til et boligområde, hvor flere var i arbejde, havde de større sandsynlighed for at være i job seks måneder efter genhusningen, end beboere, som blev genhuset i et boligområde, hvor færre var i arbejde.

”Den gode effekt kan både skyldes, at de genhusede beboere fik flere gode kontakter blandt de nye naboer til at få job, eller at naboernes arbejdsmoral smittede,” siger hun.