EU-budgetaftale vil ikke hindre ny vækstkurs

Selv om EU’s mest vækstorienterede politikker blev beskåret ved sidste uges budgetkompromis i Bruxelles, tegner der sig alligevel en ny vækstpolitisk konsensus i Europa. Sidste uges budgetaftale er reelt et kompromis mellem Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt, fik en historisk rabat forhandlet hjem, og kun tiden kan vise, om den danske vetotrussel under forhandlingerne får en politisk pris. Men Europas reelle vækstpolitiske kurs defineres ikke af det fælles budget, men af den finanspolitiske linje, der lægges i eurogruppen og i de toneangivende eurolande: Tyskland, Holland, Østrig og Finland. Og her er der en kursændring på vej.

Claus Kragh

Selv om sidste uges budgetaftale var et nederlag for vækstpolitikken, er Europa på vej mod en ny vækstpolitisk konsensus, hvor tempoet i den økonomiske genopretningspolitik lempes en anelse.

Ledende konservative og liberale politikere i eurozonens toneangivende lande – Tyskland, Holland, Østrig og Finland – finder stadig mere fælles forståelse med socialdemokratiske modstandere og koalitionspartnere om, at der nu skal sættes mere gang i væksten og beskæftigelsen.

De nordeuropæiske socialdemokrater accepterer på deres side, at der ikke er noget alternativ til genskabelsen af sunde offentlige finanser og håndfast gennemførelse af strukturelle reformer.

Til gengæld erkender ledende konservative og liberale ledere, med Angela Merkel og Hollands premierminister, Mark Rutte, i spidsen, at både nationale og europæiske offentlige midler nu må sættes i spil for at sikre den nye vækst og jobskabelse. For det er afgørende for, at de hårdt prøvede befolkninger i de hårdest ramte eurolande ikke helt mister tilliden til det europæiske samarbejde.

Dette fremgår af Mandag Morgens analyse af den politiske udvikling i de nordeuropæiske eurolande, som i øjeblikket udgør det reelle magtcentrum i det europæiske samarbejde. Analysen bygger på udmeldinger fra centrale politikere i de mest kreditværdige lande – såkaldte triple A-lande – i eurozonen og på en række analyser fra centrumvenstre-baserede politikere, økonomer og eksperter, som har bidraget til den helt nye rapport, Towards a European Growth Strategy, der er udgivet af debatforummet Social Europe med støtte fra en række førende nordeuropæiske centrumvenstre-tænketanke.

Samtidig har særligt Europas reelle politiske leder, Angela Merkel, en række væsentlige bevæggrunde for i de kommende måneder at få ændret det billede af sig selv og EU-systemet som den kolde spare-indpisker, der har bredt sig i de seneste år. Dette gælder både i forhold til valget i Italien i slutningen af denne måned, valget i Tyskland til september og et stort annonceret europolitisk udspil sammen med Frankrigs Francois Hollande. I alle tre sager har Merkel brug for at række hånden ud mod centrumvenstre gennem et øget fokus på vækst og jobskabelse.

Derfor gik den tyske kansler langt for at imødekomme især Storbritannien og Frankrig ved sidste uges budgettopmøde, der endte med et kompromis, som først og fremmest sender det politiske signal til Europas befolkninger, at når medlemslandene skal spare, så skal EU også.

Uforsonlige udmeldinger

Merkels kompromissøgende linje stod i skærende kontrast til de positioner, som de øvrige 26 stats- og regeringschefer havde markeret før topmødet torsdag og fredag. Topmødet blev præget af uforsonlige udmeldinger, fordi succes eller fiasko i slagsmålet om EU’s rammebudget for perioden 2014-2020 i de nationale offentligheder altid bliver opgjort i, hvor mange penge hver enkelt statsminister kan hævde at have sikret i forhandlingerne.

Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt, satte barren højt ved til den bitre ende at fastholde truslen om et regulært veto, hvis ikke Danmark fik en rabat på rundt regnet en milliard kr. om året i budgetperioden. Det er en uomtvistelig politisk sejr for Thorning, at hun fik rabatten. Om den danske kurs på længere sigt får en politisk pris, er ikke til at sige. Men det er givet, at den danske regerings optræden har understreget billedet af Danmark som et velhavende nordeuropæisk land, hvor man er mere optaget af nationale interesser end af at optræde solidarisk i forhold til fremadrettede europæiske vækstinitiativer.

Ved topmødet var der reelt kun to centrale deltagere, der arbejdede for andet end rent nationale interesser: EU-præsident Herman Van Rompuy og Tysklands Angela Merkel. Van Rompuy fik som fast formand for EU’s Ministerråd vist, at han kunne få ekspederet det besværlige budgetkompromis, som han i november sendte til hjørnespark for ikke at forpeste forhandlingerne med særligt Storbritannien om EU’s kommende bankunion. Nu fik Cameron en aftale om et budget, som han kan præsentere som en sejr hjemme i London, fordi budgettet er stramt, og fordi man i sidste ende skar endnu en smule i EU’s drifts- og lønbudget. Se figur 1.

[graph title="Slagsmål i tre runder" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/a975e-ckr_fig1_her-star-diskussionen-om-eus-rammebudget-for-2014-2020_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/1c7d1-ckr_fig1_her-star-diskussionen-om-eus-rammebudget-for-2014-2020_0.png" text="Det er reelt 0,08 af de 27 EU-landes samlede BNP, der var til diskussion under EU-topmødet torsdag og fredag."]Kilde: EU-Kommissionen og EU’s Ministerråd [/graph]

Frankrigs præsident, Francois Hollande, er i øjeblikket under massivt pres hjemme i Frankrig, hvor der forestår massive offentlige besparelser og et truende sammenbrud i et overophedet boligmarked. Han kan med nogen ret hævde, at han i sidste øjeblik fik hevet en smule flere penge hjem til EU’s landbrugsbudget, som Frankrigs bønder er dybt afhængige af.

Italiens fungerende premierminister, Mario Monti, blev også tilgodeset, i den forstand at begrænsningerne i den del af regionalstøtten, der går til Italien, ikke blev så stor, som der ellers havde været udsigt til. På den måde har det Merkel-styrede kompromis i hvert fald sikret, at Monti og hans allierede i centrumvenstrepartiet PDI ikke kan angribes for at have solgt ud af italienske interesser i EU. Det er vigtigt i en valgkamp, hvor Silvio Berlusconis borgerlige lejr slår EU-kritiske toner an.

Mens det er lykkedes at imødekomme mange nationale politiske hensyn med fredagens budgetkompromis, blev taberne først og fremmest de fremadrettede programmer til såkaldte transeuropæiske netværk inden for trafik, energi og digitale net.

Dette er i sig selv stik imod vækstfilosofien i EU’s egen 2020-plan, og fra forsknings- og universitetskredse har der i flere måneder lydt advarsler mod, at EU beskærer sit relativt beskedne fælles budget på dette område. EU’s forskningskommissær har direkte talt om, at budgetslagsmålet kan føre til det, man med et militært udtryk kalder collateral damage på forsknings- og innovationsområdet.

Langsommere genopretning

Mens budgetslagsmålet således endte med at svække netop den vækststrategi, som de 27 EU-lande er enige om, er der i disse måneder som nævnt udsigt til en ny finanspolitisk konsensus blandt de eurolande, som lige nu er i færd med at lægge planer for et langt tættere finans- og makroøkonomisk samarbejde i eurozonen.
Blandt de centrale politikere i denne proces har særligt den nye formand for eurogruppen, Hollands socialdemokratiske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, markeret, at tiden er inde til at justere kursen en anelse i retning af mere vækst og en anelse lavere tempo i den økonomiske genopretning, som han i øvrigt understreger vigtigheden af.

”Størrelsen af de finanspolitiske udfordringer er forskellig fra land til land (læs: euroland, red.) og kræver derfor en differentieret tilgang. Hastigheden af den økonomiske genopretning skal fortsat være baseret på landespecifikke finanspolitiske og makroøkonomiske risici. Herudover tillader den indbyggede fleksibilitet i Vækst- og Stabilitetspagten at tage cykliske udviklinger i betragtning, når man definerer den passende politik, alt imens man iagttager hensynet til den langsigtede bæredygtighed af de offentlige finanser,” skrev Dijsselbloem således i et seks sider langt brev til sine 16 finansministerkolleger, da han i forbindelse med sin udnævnelse i sidste måned blev bedt om at redegøre for sit syn på den finanspolitiske agenda i eurozonen.

Dijsselbloem er, som ordvalget understreger, forsigtig, men han har gjort det klart, at der nu er brug for en afbalanceret tilgang, hvor både disciplin og solidaritet er nødvendig.

Kickstart på 60 milliarder euro om året

Henning Meyer, der er hovedredaktør på rapporten Towards a European Growth Strategy og tysk gæsteforsker ved London School of Economics, pointerer, at der er brug for en ny finanspolitisk strategi, alt imens han erkender behovet for at have styr på de offentlige finanser.

”Det nødvendige reformarbejde og strukturelle tilpasninger internt i valutaunionen er svært eller nærmest umuligt, hvis ikke det er understøttet af økonomisk vækst,” skriver Meyer, der tilføjer, at ”det er klart, at vi har brug for bæredygtige finanspolitikker, men vi har også et tvingende behov for at generere beskæftigelse – særligt for Europas yngre generationer”.

I rapporten beskrives der en række eksempler på, hvordan man på EU-plan kan kickstarte nogle af de investeringer, der er brug for rundt omkring i Europa, f.eks. i stil med den københavnske havnetunnel, uden samtidig at øge underskuddene på de offentlige finanser.

Den tyske økonomiprofessor Sebastian Dullien foreslår således, at man bruger den netop øgede egenkapital på 10 milliarder euro i Den Europæiske Investeringsbank, EIB, til at finansiere såkaldte europæisk-nationale partnerskaber, hvor EIB f.eks. bygger uddannelsesinstitutioner i Sydeuropa, hvorefter de lokale myndigheder betaler leje og renteomkostninger for at have brugsretten til disse bygninger.

Tidligere vicepræsident i EIB og nuværende seniorrådgiver hos PwC i Tyskland, Matthias Kollatz-Ahnen, fremhæver, at midler fra EIB kombineret med ubrugte midler fra EU’s strukturfonde – sammen med bidrag fra private investorer – vil kunne kickstarte investeringer på i alt 60 milliarder euro om året i både 2013, 2014 og 2015.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu