Skal vi have en ’køb-europæisk-klausul’ i EU? En protektionistisk handelspolitik, der holder kinesere ude af EU? Et stort fælles EU-budget? En fælles finansminister?

Alle disse temaer er hver for sig tabuer i den tunge ende af den danske EU-debat, mens de er brandvarme i Bruxelles, Paris, Berlin og andre europæiske hovedstæder med ambitioner om at præge EU’s fremtid.

Frankrigs nyvalgte præsident, Emmanuel Macron, har gjort det klart, at han ønsker mere integration i eurozonen og en ny orientering i handelspolitikken, således at EU bedre beskytter sine borgere. Samtidig har EU-Kommissionen lanceret en større kommunikationsoffensiv for at få EU-landene til hver for sig og i fællesskab at tænke over, hvad man ønsker sig af unionen i fremtiden.

At stoffet er politisk sprængfarligt, fik man syn for i sidste uge, da der i danske og svenske medier begyndte at florere historier om, at EU-Kommissionen nu vil tvinge Danmark og Sverige ind i euroen. Historierne opstod via journalisters fejllæsning af en nyhedsartikel i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at ikke-eurolandene nu skal tvinges til at være del af EU’s økonomiske og monetære union, ØMU’en.

Men der var ifølge finansminister Kristian Jensen (V) tale om en ’misforståelse’.

”Det er ikke sådan, at EU kan tvinge nogen lande til at blive medlem af euroen,” sagde Jensen og fortsatte: ”Danmark er ikke medlem af euroen. Hvis vi på et tidspunkt skal være medlem af euroen, er det, fordi danskerne beslutter, at vi skal være medlem.”

Når debatten om euroens fremtid dukker op nu, er det, fordi EU-Kommissionen i marts i år udsendte et debatoplæg med fem scenarier for, hvordan EU kan udvikle sig i fremtiden. Scenarierne spænder fra en vision om EU som et rent frihandelsområde i den mindst ambitiøse ende til en egentlig fuld føderation i den anden ende.

Disse scenarier er siden blevet fulgt op af såkaldte reflektionspapirer på en række politikområder. Det gælder både EU’s sociale (dvs. arbejdsmarkedspolitiske) dimension og EU’s syn på globalisering og handelspolitik. Reflektionspapiret om eurozonens og ØMU’ens fremtid skal efter planen komme fra Kommissionen i denne uge, og det var tilsyneladende en læk af en tidlig version af dette papir, der førte til historien i Frankfurter Allgemeine Zeitung, der igen blev udlagt, som om EU nu skulle være klar med regulær eurotvang.

Sådan forholder det sig under ingen omstændigheder, fordi udspillet fra Kommissionen under alle omstændigheder blot er et idékatalog. Og fordi det i sidste ende er op til EU-landenes stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd at tage stilling til, hvad man ønsker og ikke ønsker at deltage i. Realiteten er, at ingen ansvarlige politikere kunne finde på at gennemtvinge euroen i et medlemsland, selv om alle EU-lande bortset fra Danmark juridisk set har forpligtet sig til at tage del i ØMU’ens såkaldte tredje fase – altså den fælles mønt – når de i øvrigt opfylder betingelserne.

Mere åben Kommission

Ifølge EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er der i det hele taget sket et markant skifte i, hvordan EU-Kommissionen optræder, når det gælder den fremtidige udvikling på det politisk-økonomiske område. Det gælder både i forhold til eurozonen og i forhold til handelspolitikken.

”Kommissionen har i dag en anden tilgang til debatten om, hvad vi egentlig skal, end den havde for måske fem år siden. Vi udsender strategipapirer, der opregner forskellige scenarier. Det er ikke Kommissionens bud på fremtiden. Vi forsøger at holde diskussionerne åbne. I gamle dage var det anderledes. Da blev mange ideer fejet af bordet,” sagde Vestager forleden ved en briefing i København.

Ikke desto mindre er der så megen realitet i debatten om euroens fremtid, at alle har erkendt, at der er rigtig megen pengepolitik men meget lidt fælles økonomisk politik – eller solidaritet, om man vil – i eurozonen. Ifølge Vestager er der billedligt talt et meget stort M i ØMU’en, mens ø’et og u’et er meget små.

”Der er megen monetær politik i euroen, men der er meget lidt økonomi og meget lidt union i øMu’en. Hvis det her skal blive til noget, så skal der mere kul på økonomien, og så skal vi styrke politikdelen, altså at det her er noget, vi står sammen om. Og det er det, vi diskuterer frem og tilbage i øjeblikket,” siger hun.

Eurosamarbejdet er et stærkt pengepolitisk samarbejde omkring den fælles mønt, mens man ikke har noget fælles budget til at udligne nogle af de forskelle, som altid vil være i et fælles valutaområde. Denne ’konstruktionsfejl’ i ØMU’en har været erkendt i årevis, og den bunder i politisk uenighed om, hvorvidt ØMU-samarbejdet kun skal være en valutaunion, eller om det også skal være en økonomisk union.

Vestager opfordrer samtidig danske politikere til at engagere sig i debatten om euroens fremtid, fordi eurozonen bliver det dominerende forum i EU.

”Om 10 år er der ikke 19, men væsentlig flere eurolande. Derfor ønsker vi i Kommissionen, at der bliver ført debat mellem alle landene – ikke kun eurolandene. Bortset fra Danmark, der har en hård undtagelse, er resten af EU-landene sådan set på vej til at blive eurolande. Det betyder, at det er relevant for mange, hvordan det her skal udvikle sig. Skal vi på en eller måden have en fælles finanspolitik? Eller skal vi have noget mere koordineret? Hvis der kommer et hårdt cyklisk slag ind i et af landene, hvordan håndterer vi så det?,” siger Vestager, der sad for bordenden blandt de europæiske finansministre og økonomiministre i Ecofin-rådet under det danske EU-formandskab i 2012.

Hun påpeger videre, at EU’s fælles budget på sigt bliver et eurobudget.

”Derfor er det også relevant for Danmark at tage del i den debat, uanset om man har en drøm om, at Danmark skal være et euroland, eller om man har en drøm om det modsatte,” siger Vestager, der ikke vil svare på, om det reelt er Tyskland, som alene bestemmer, om Frankrigs nye præsident, Macron, skal komme igennem med sine planer om mere økonomisk solidaritet eurolandene imellem.

”Tyskerne er meget europæiske i deres grundlag. Da jeg var formand for Ecofin-rådet, oplevede jeg, at tyskerne oplever Europas interesse som deres egen interesse – og at det, der skal ske, er noget, hvor der skal aftales mellem store og små lande. Det skulle undre mig, at de skulle lægge en anden linje,” siger Vestager.

Globaliseringen er en hest

Det er ikke kun i forhold til den politisk-økonomiske integration i eurozonen, at Kommissionen og Vestager ønsker sig en ny og fordomsfri debat. Det gælder også handelspolitikken.

”Det vil man også kunne se i det papir, vi netop har lavet om globaliseringen. Vores tilgang er, at vi skal have seletøj på den hest, som globaliseringen er. Den har virkelig mange kræfter. Det er kun, hvis man kan tøjle de kræfter, at man kan få den til at tjene os. Hvis man bare lader køre, er der en risiko for, at vi ikke får det ud af det, vi skal, som samfund og som europæiske samfund,” siger kommissæren.

Hun forklarer, at man internt i Kommissionen har en vigtig debat om gensidighed i de internationale handelsrelationer.

”Før i tiden ville Kommissionen altid være for mere fri handel. I dag har vi en diskussion om gensidighed. Er det rimeligt, at man kan komme og investere lige så tosset i Europa, uden at vi så kan investere i de lande, som gerne vil investere i os? Tingene har ændret sig, og det er en af grundene til, at Macrons forslag om en ’køb-europæisk-klausul’ ikke bare er blevet fejet af bordet,” siger den tidligere radikale leder, som henviser til, at netop denne gensidighed i forhold til offentlige udbud er en del af handelsaftalen med Canada, der er færdigforhandlet og tiltrådt af EU-landene, men som nu afventer ratifikation i nationale parlamenter.

I forhold til Kina og USA har EU-landene det problem, at man ikke har samme adgang til offentlige udbud her, selv om amerikanske og kinesiske virksomheder kan byde på offentlige udbud i EU-landene. Det andet område, hvor EU synes at være på vej i retning af et stærkere forsvar for andre europæiske og nationale interesser end fri handel, er i forbindelse med fusionskontrol, som ligger på Vestagers bord.

”For fem år siden ville man have fejet det af bordet med en bemærkning om, at ’nej, nu må I da holde. Det er altid en fordel, at folk investerer’. Men i dag har vi en ny diskussion, fordi der er nogle EU-lande, som har det her. Hvis de mener, at en fusion skader deres sikkerhed, deres digitale sikkerhed eller deres forsyningssikkerhed, så siger de, at de kan stoppe en fusion, selv om man ikke ville gøre det ud fra rene konkurrencemæssige hensyn. Nu er spørgsmålet, om vi skal have det på europæisk niveau,” siger Vestager.

En sådan europæisk lovning ville eksempelvis kunne have været brugt over for det russiske gasselskab Gazproms omstridte planer om at udvide rørledningen Nord Stream 2, der går fra det vestlige Rusland til det nordøstlige Tyskland. I dag har EU-Kommissionen intet europæisk lovgrundlag for at stoppe projektet, selv om man er af den opfattelse, at det rent faktisk kan skade Europas energimæssige forsyningssikkerhed.

Alt i alt står det klart, at der i øjeblikket er grøde i den europæiske debat om EU’s fremtid. Debatten er nødvendig, fordi eurokrisen, flygtningekrisen, Brexit og valget af Donald Trump i USA har skabt usikkerhed om, hvorvidt EU overhovedet kan håndtere de kollektive udfordringer, som Europa står over for i den globale konkurrence. I EU’s kernelande, Tyskland og Frankrig, er der bred konsensus om, at EU skal være stærkere integreret og mere beskyttende over for borgerne. Om vejen går via en EU-finansminister og et mere protektionistisk EU, er det endnu for tidligt at sige. Men rigtig meget peger i den retning.