Rivegilde EUs nye traktat åbner for ny magtkamp Statsledere skal enes om at besætte historisk stærke poster Knap har EU’s ledere givet hinanden håndslag på den nye EU-traktat, før de kaster sig ud i et nyt europapolitisk slagsmål om magt. Med sidste uges enighed om Reformtraktaten står det klart, at EU i løbet af det kommende år skal finde de tre personer, som skal besætte de mest magtfulde poster nogensinde i EUs historie. Der skal vælges en permanent formand for EUs Ministerråd, der skal udpeges en EU-udenrigsminister, og der skal vælges en ny formand for EuropaKommissionen. Slagsmålet om posterne startede allerede under selve topmødet i Lissabon. Flere lande ønskede de afgørende personvalg udskudt, men det afviste den franske præsident. Hvis posten som formand for Rådet og som udenrigsminister begge skal besættes fra den 1. januar 2009, skal de to personer nemlig udnævnes under fransk formandskab med Sarkozy som kongemager. Og den mulighed har den franske præsident ikke til sinde at give køb på. Slaget om magtpositionerne er i fuld gang.