Annonce

EU truer med at forlade Kyoto

27. september 2011 kl. 16.28

Den store nyhed i de kriseramte klimaforhandlinger er ikke, at USA ikke vil påtage sig forpligtelser i kampen mod den globale opvarmning, sådan som EUs klimakommissær Connie Hedegaard havde held til at fremstille de i danske medier først på ugen. Den store nyhed er, at EU-landene truer med at aflive den Kyoto-protokol, der er den eneste eksisterende internationale aftale i bestræbelserne på at begrænse de udledninger af drivhusgasser, som ifølge videnskaben er årsagen til ødelæggende klimaforandringer over hele kloden.

Det var nemlig, hvad Hedegaards chef, EU-kommissionens formand José Manuel Barroso, sagde om de internationale klimaforhandlinger ved FNs generalforsamling i New York i sidste uge. Barroso gjorde det klart, at EU-landene kun vil videreføre deres reduktionsforpligtelser i henhold til Kyoto-protokollen, hvis alle de største udledere af drivhusgasser i verden – læs USA og Kina - forpligter sig til en klar køreplan for, hvordan disse lande vil påtage sig præcise klimamål.

”EU er klar til at overveje en 2. forpligtelsesperiode  - men kun som del af en bredere pakke. En pakke som forbedrer Kyoto-reglerne; som skaber nye markedsmekanismer og i hvilken andre store udledere også påtager sig deres fair del af byrden,” sagde Barroso, som gjorde det klart, at en 2. periode i Kyoto-protokollen ikke giver nogen mening, hvis kun EU forpligter sig.

”Med kun 11 pct. af de globale udledninger kan EU alene ikke løse problemet vedrørende den globale opvarmning. Så i realiteten handler spørgsmålet ikke om en 2. periode under Kyoto eller ej, spørgsmålet handler om at skabe en global ramme for alle lande,” sagde Barroso.

USA har aldrig påtaget sig forpligtelser i henhold til Kyoto. Samtidig har Japan afvist at påtage sig nye forpligtelser, når den aktuelle periode udløber med udgangen af 2012. Blandt industrialiserede lande har Canada aldrig overholdt sine Kyoto-forpligtelser, mens Rusland populært sagt har været med på en badebillet begrundet i landets dårlige økonomiske tilstand efter Sovjetunionens sammenbrud for 20 år siden. Dermed er udsigterne til en aftale om forlængelse af Kyoto-forpligtelserne meget ringe i forbindelse med årets store forhandlingsrunde i FNs klimaforhandlinger ved COP17 i Durban i Sydafrika i slutningen af november.  

Connie Hedegaard selv har da også i internationale medier lagt sig på Barrosos hårde linje. Tirsdag sagde hun følgende til nyhedsbureauet AP:

”Vi kunne gå med til en forlængelse (af Kyoto-forpligtelserne. red.), hvis vi vidste, at de andre – ikke længe efter – ville følge trop… Derfor bør Durban ende med et roadmap over de næste skridt,” sagde Hedegaard.

Den store internationale modvilje mod at forlænge Kyoto-forpligtelserne svækker klimakommissær Hedegaard internt i EU, hvor den danske kommissærs fløj ønsker at øge EU-landenes samlede klimaforpligtelser fra en reduktion på samlet set 20 pct. i 2020 til et minus på 30 pct. Men den kurser modarbejdes af lande som Tyskland, Italien og Polen, der sammen med den store erhvervsorganisation BusinessEurope, som har bl.a. Dansk Industri som medlem, er modstandere af at pålægge Europas virksomheder økonomiske klimabyrder, hvis ikke industrier i USA, Japan og de store udviklingsøkonomier pålægges lignende byrder.

I øvrigt viser en ny rapport fra EUs Joint Research Centre, at de globale udledninger af co2 mellem 1990 og 2010 steg med 45 pct. til det hidtil højeste niveau på 33 mia. tons co2. Langt hovedparten er stigning er sket i udviklingsøkonomier med Kina og Indien i spidsen. Disse to lande har øget deres udledninger med henholdsvis 10 og 9 pct. mellem 1990 og 2010.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026