EU’s sanktioner mod Rusland bygger på et grundlæggende hykleri. EU-landene siger, at de vil straffe Rusland for dets krænkelse af Ukraines suverænitet, og det skorter ikke på store ord om store principper i udtalelserne fra Angela Merkel og andre ledende politikere. Men når det kommer til realiteternes verden, importerer europæerne – herunder også Danmark – gas for milliarder fra Rusland og holder dermed hånden under den russiske despot.

Der er kommet ny fokus på disse realiteter i forbindelse med den amerikanske kongres’ vedtagelse af nye skærpede sanktioner mod Rusland – en lovpakke, som præsident Donald Trump modvilligt underskrev onsdag.

Fra europæisk side pralede EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, tirsdag aften på tysk tv med, at man har fået begrænset sanktionerne og sikret sig, at den amerikanske statsadministration rådfører sig med sine europæiske allierede, før man straffer europæiske virksomheder, der er involveret i russisk energieksport. Dette gælder ikke mindst det store Gasprom-projekt Nord Stream 2, som handler om at fordoble kapaciteten i denne gasrørledning, som går fra det vestlige Rusland ved Sankt Petersborg til det nordlige Tyskland. Flere danske virksomheder har fået trecifrede millionordrer i forbindelse med projektet, og Dong Energy er fast aftager af gas via Nord Stream.

Hvis det var en absolut politisk hovedprioritet for EU og Tyskland og Angela Merkel at tvinge Rusland ud af Krimhalvøen og det østlige Ukraine, ville en markant reduktion i købet af gas fra Rusland være EU-landenes uden sammenligning mest effektive våben.

Eksporten af fossil energi udgør over to tredjedele af Ruslands samlede eksport, og det ville ramme Vladimir Putin og kredsen omkring ham ekstremt hårdt, hvis man begyndte at skære i indkøbet af russisk gas. Ovenikøbet er timingen optimal, når det gælder den globale markedssituation for naturgas, fordi USA i løbet af det seneste årti er blevet verdens største producent af naturgas og samtidig har besluttet at skrue op for sin eksport af fossil energi. Dette sker i form af en kraftig satsning på eksport af flydende naturgas på såkaldte LNG-tankere.

Det er klart, at de enorme mængder gas, som Rusland i øjeblikket eksporterer til Europa, ikke fra den ene dag til den anden kan erstattes med amerikanske LNG-leverancer. Men man kunne begynde i det små, hvilket ville være ekstremt gavnligt for europæernes anstrengte forhold til USA, ligesom det over for Putin ville markere, at man mener det alvorligt, når man siger, at han skal trække sig fra Ukraine. Samtidig ville det i klimapolitisk forstand være rigtig smart, hvis man fra europæisk side købte naturgas i USA i stedet for det billige kul, som europæiske strømproducenter i øjeblikket køber i USA.

Der er tungtvejende diplomatiske, sikkerhedspolitiske og klimapolitiske argumenter for, at Europa begynder at købe amerikansk naturgas i stedet for russisk naturgas. Men det er der absolut ingen tegn på vil ske. Tvært imod står man i Bruxelles, Berlin, Paris, Amsterdam og Wien stenhårdt på, at den massive import af russisk gas via Nord Stream nu skal fordobles fra 55 milliarder kubikmeter gas om året til 110 milliarder. Det korte af det lange er, at EU-Kommissionen sammen med Angela Merkel og Emmanuel Macrons regeringer i Berlin og Paris insisterer på at føre en energipolitik, der styrker Vladimir Putins autoritære regime i Rusland og samtidig skader Europas forhold til USA på et tidspunkt, hvor Europa og USA mere end nogensinde tidligere har brug for at stå sammen om deres fælles værdier om demokrati, retsstat og fair konkurrence.

Hvis ikke europæerne havde stået midt i den aktuelle – selvskabte – afhængighed af russisk gas, ville man helhjertet have kunnet tilsluttet sig de amerikanske politikeres velmente forsøg på at straffe det Rusland, som angriber Ukraine, og som forsøger at undergrave demokratiske beslutningsprocesser i snart sagt alle vestlige lande. Men sådan er virkeligheden desværre ikke.