Helle Thorning-Schmidt er i løbet af sine 18 måneder gledet smertefrit ind i kredsen af europæiske stats- og regeringschefer som en rigtig mønsterelev. Til gengæld er tiden også snart inde til, at den danske statsminister begynder at optræde proaktivt og ikke bare reaktivt i den magtfulde kreds af europæiske ledere.

Det bør hun gøre for Europas og for Danmarks skyld. Thorning og hendes EU-kolleger står nemlig over for en enorm udfordring: De skal skabe både vækst og nye job, hvilket er uhyre kompliceret, og de skal også finde et svar på den stadig mere skingre udfordring fra de populister, som udnytter den voksende armod til at vinde tilslutning ved at lancere lette og urealistiske løsninger på Europas enorme fælles udfordringer.

Den opgave kan Europa kun løse som et kollektiv – ved at øge den europæiske solidaritet og fælles beslutsomhed. Men derimod ikke ved at isolere sig handelsmæssigt og menneskeligt, sådan som eksempelvis Dansk Folkeparti plæderer for.

Som leder af en centrum-venstre-regering i et relativt velhavende nordeuropæisk land gennemfører Thorning uden at ryste på hånden en meget ansvarlig økonomisk genopretningspolitik, der – som de seneste meningsmålinger understreger – slider monumentalt på opbakningen hos hendes egne vælgere.

Den slags afføder respekt i den europæiske ledergruppe, der har ansvaret for at trimme de europæiske lande hver for sig og Den Europæiske Union som helhed. The Grand Old Man i kredsen af europæiske regeringschefer, Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, formulerede forleden tænkningen i gruppen således i et interview med det tyske ugemagasin Der Spiegel:

”Man skal ikke forfølge de forkerte politikker, bare fordi man er bange for ikke at blive genvalgt. De, der har en intention om at lede, bliver nødt til at tage ansvar for deres land og for Europa som helhed. Det betyder, at man – hvis det er nødvendigt – bliver nødt til at forfølge de rigtige politikker, selv om mange af vælgerne mener, at disse politikker er forkerte.”

Juncker, der er partifælle med Tysklands konservative kansler, Angela Merkel, understregede sit budskab med et langtfra tilfældigt citat af Martin Luther: ”Man skal bruge et sprog, som folk forstår, men man skal ikke bare fortælle dem det, de gerne vil vide.”

Intet selvstændigt bud

Sidste uges meningsmålinger, der viser, at Socialdemokraterne i dag står til en tilslutning i omegnen af 17-18 pct. på linje med Dansk Folkeparti, er et udtryk for, at Thorning tager stort ansvar og ikke bare fortæller folk det, de gerne vil høre.

Men det er mere end det. Det er også et udtryk for, at Thorning ikke tilstrækkelig kraftfuldt formår at kommunikere sin egen og regeringens grundholdning om, at fremtidens danske velfærdsstat nødvendigvis må hvile på sunde offentlige finanser og et konkurrencedygtigt erhvervsliv.

Thorning bliver nødt til at udfordre demagogien og den manglende indre sammenhæng i Dansk Folkepartis økonomiske og europæiske politik. Ét er, at Dansk Folkeparti som oppositionsparti fisker i rørte vande hos de grupper, der frygter at blive tabere ved regeringens velfærdsreformer. Noget andet – og mere alvorligt – er, at Dansk Folkeparti med deres EU-skepsis og udlændingeangst er talerør for en samfundsudvikling, som – hvis den får lov til at rodfæste sig i den danske befolkning – vil være direkte skadelig for Danmarks interesser i Europa og for det danske samfunds evne til at optræde som en lille, åben og fleksibel økonomi i den skarpe globale konkurrence.

Thornings politiske pligtopfyldenhed har givet både politisk troværdighed og plusser i karakterbogen hos bl.a. Det Europæiske Råds uformelle leder, Angela Merkel. Den tyske leder ved, at hun kan regne med den danske socialdemokratiske leder, der lever op til de aftaler, som hun på vegne af et flertal i Folketinget indgår på Danmarks vegne.

Til gengæld er der intet, der tyder på, at Thorning bruger sin deltagelse i Europas mest magtfulde politiske forum til at bidrage med selvstændige initiativer, når det handler om politisk eller kommunikativ nytænkning i EU-kredsen.

Heller ikke ved sidste uges topmøde havde Thorning noget selvstændigt bud på, hvordan EU-lederne vender billedet af Det Europæiske Råd fra at være en stålsat forsamling af nærmest teknokrat-lignende politikere til at være en gruppe af ledere, som indgyder de hårdt prøvede befolkninger i både Sydeuropa og i det mindre kriseramte nord nyt håb om, at der findes en vej mod en mere normal tilstand, hvor der atter skabes job og vækst.

Topmødets sluterklæring og udtalelser fra samtlige politikere, inklusive Helle Thorning-Schmidt, understregede, at det er meget vigtigt at skabe ny vækst og beskæftigelse, men også at der ikke er nogen vej uden om strukturelle reformer og stålsat fokus på at trimme konkurrenceevnen.

”Jeg tror, at det vigtigste for de unge, der er arbejdsløse, og alle de andre, der er arbejdsløse, er, at de kan se, at vi fortsætter i det spor, vi har lagt. At vi står inde for den strategi, vi har lagt, og at vi ikke går i panik,” udtalte hun efter mødet.

Man kan ikke klandre statsministeren for hendes nøgternhed og realisme. Men det ændrer ikke ved, at også hun som en af Europas ledere står med sin del af ansvaret for at løfte denne betydelige ledelsesmæssige udfordring.

Det er givet, at der ikke er nogen hurtige løsninger på de strukturelle svagheder, der gennem årene har fået lov til at æde de europæiske landes arbejdsmarkeder og finansmarkeder op indefra. Men omvendt står det også klart, at både Thorning, Merkel og andre ledere i Europa bliver nødt til at adressere den aktuelle og potentielt meget farlige politiske udvikling.

Uhyggelig høj ungdomsarbejdsløshed

Hvad angår en substantiel finanspolitisk stimulans af økonomien i Europa, ligger muligheden alene hos Angela Merkel, eftersom kun den tyske økonomi har den kritiske masse, der skal til for at trække det samlede Europa fremad.

Merkel er under massivt pres fra både USA’s præsident, Barack Obama, og fra en række ledere i Europa – dog ikke Thorning – for at slække på de fælleseuropæiske genopretningsmål og for at sætte noget mere damp under de tyske kedler i form af eksempelvis en højere mindsteløn eller forbrugsudvidende skattelettelser. Og det er den almindelige vurdering i Bruxelles, at Merkel i løbet af det næste halve år vil bruge noget af det råderum, der er i de tyske statsfinanser, som nu udviser overskud.

Et af de mest betændte problemer i den nuværende situation, som Thorning og flere andre europæiske ledere da også udtrykker bekymring for, er den uhyggeligt høje ungdomsarbejdsløshed i Europa. Den kan udvikle sig til at blive fremtidens helt store strukturelle samfundsproblem, hvis den nuværende krise medfører, at en hel generation af unge ikke får de tidlige joberfaringer, der erfaringsmæssigt er afgørende for deres tilknytning til arbejdsmarkedet livet igennem.

I den forbindelse er det en ringe trøst, at ledigheden i Grækenland i forrige uge på månedsbasis faldt for første gang siden 2008. Med flere end 7,5 millioner jobsøgende europæere under 25 år er behovet for jobskabelse endog meget stort.

Her var en sag, hvor Danmarks statsminister f.eks. kunne forsøge at bidrage til at give befolkningerne troen tilbage på, at svaret på Europas dårligdomme går gennem en udnyttelse af den potentielle merværdi, der ligger i det europæiske samarbejde.

Allerede i dag søger hundredtusinder af unge spaniere, italienere, grækere og portugisere mod nord for at finde arbejde og uddannelse, på samme måde som baltere, polakker og rumænere har gjort det tidligere. Og det europæiske studenterudvekslingsprogram, Erasmus, slap heldigvis – på trods af bl.a. stejle danske rabatkrav – igennem EU-landenes budgetslagsmål i sidste måned med bevillinger, der betyder, at dobbelt så mange unge europæere, fem millioner, i perioden 2014-2020 kan få støtte til at dygtiggøre sig i et andet EU-land.

Ved sidste uges topmøde forpligtede EU-lederne hinanden på, at de hver for sig skal stramme sig an i bestræbelserne på at sikre job eller uddannelse til de unge. Men allerede nu er der udbredt skepsis i forhold til, om disse løfter bliver til andet end politiske målsætninger.

Tilbage står, at Europas befolkninger hverken på nationalt plan eller på europæisk niveau oplever, at de politiske ledere formår at adressere deres bekymringer og frygt for fremtiden. Det er i en vis forstand udtryk for politisk hæderlighed, at hverken Thorning eller Merkel stiller befolkningerne en mirakelløsning i udsigt. Men dette indebærer så også, at behovet for politisk lederskab bliver så meget desto større.

Et sådant lederskab kræver lige præcis i en krisetid, at man tør benytte sig af symboler, visioner og følelser, og at man tør kommunikere dem med troværdighed, ydmyghed og vedholdenhed. Både Thorning og Merkel udviser i dag troværdighed, ydmyghed og vedholdenhed.

Til gengæld synes de begge at mangle modet til kraftfuldt at kommunikere deres fælles vision om, at man kun kollektivt kan bære Europa og dets hårdt prøvede befolkninger igennem den aktuelle krise.